Antikunst? Anmeldelse af “Surrealister På Papir” på Statens Museum for Kunst

Surrealismens nye kunstneriske opdagelser og fremskridt virkede voldsomt provokerende på borgerskabet og dets kunstopfattelse; de glatbarberede pseudoefterligninger og dygtigt lavede imitationer af barok-klassicistiske kunstudtryk. Det var kunst, der først og fremmest skulle udtrykke borgerskabets selvforståelse og understrege dets magtposition.

På udstillingen på Statens Museum for Kunst vises surrealistiske tegninger og collager, som hæmningsløst går i alle retninger og med vældig udtrykt livsappetit.

Skal man hurtigt hægte nogle automatord på den surrealistiske kunst kan det være: bevidst grim, ubevidst grim, antikunst, ny kunst, begær, tilfældighed, automattegning, kollektive og individuelle normer, fortrængte seksuelle drifter, kreativitet, aggressivitet, destruktion, frigjorte seksuelle drifter, kønsdele, menneskelemmer, kød, sekreter, biologi, botanik, anatomi, ubevidst, fortrængninger, frigørelser, kollektiv kunst, maskiner, krig og gru.

Ser man billederne efter i sømmene forstår man, hvordan det nødvendigvis må have provokeret den borgerlige moral og kunstopfattelse i 1920’erne og 1930’erne. Og der er en perlerække af kunstnere.

Surrealister på papir

Et eksempel er den tjekkiske kunstner Jindrich Styrsky (1899-1942). Tjekkisk maler, digter, redaktør, fotograf og grafiker. Bosat i Paris 1925-1928 og medstifter af den tjekkoslovakiske surrealistgruppe i Prag i 1934. Man kan se hans temaer på billedet ’’Surrealistisk collage’’ fra 1935: Collagen har indtil flere betydningslag. Man tænker uvilkårligt på genopstandelsen, ikke som frelse men som en mumificeret dødsbringer. I kroppens spindelvævsagtige draperinger er fire mennesker tilsyneladende fanget.

De forstår ikke deres situation, hvorfor de er der, og hvor de bliver ført hen. En af dem peger på en svævende, tom kurv, der falder ned, mens de selv er på vej opefter til intetheden. Det er afmægtigheden og tomhedens gru, vi ser skildret – i 1935! Jeg kommer også til at tænke på gruen og uhyggen i de gotiske skildringer af pestdøden i 1300-tallet. Samme følelse og i begge tilfælde løber det koldt ned ad ryggen; værsgo.

Claude Cahun (1894 -1954). Fransk fotograf, forfatter og politisk aktivist. Claude Cahun er ikke det mest kendte navn blandt surrealistiske kunstnere. Det er bemærkelsesværdigt, fordi hendes ikke-binære perspektiv giver et originalt bud på surrealisme. Cahun var forud for sin tid, og denne unikke undersøgelse af sin identitet påvirkede direkte hendes kunst. Hun brugte elementer af spejle, collager og fordobling i sit arbejde til at reflektere afvigelser fra sociale normer.

Hun skrev selvbiografien ’’Disavowals’’ (1930), der indeholdt surrealistiske fotomontager, og havde til formål at kritisere konservatismen i Frankrig.

André Masson (1896-1987). Fransk maler, billedhugger og forfatter. Især de mandlige surrealister havde et dobbeltsyn på kvinden, dels som passivt seksuel objekt, men også kvinden som en del af en seksuel frigørelse.  

Kunstens fascination

God kunst er altid den, der har en eller anden form for ’fascinationskraft’ – i hvilken form eller hvilket udtryk det end måtte være. Jeg må indrømme, at jeg havde en visuel og en erkendelsesmæssig fest ved at se udstillingen, og jeg kan kun anbefale den.

Jeg vil også anbefale, at man køber bogen ’Surrealisme på papir’, hvori der er rigtig gode baggrundsanalyser og beskrivelser fra forskellige fagfolk. De fleste af beskrivelserne går i dybden og er fremragende. Jeg blev i hvert fald meget klogere på surrealismen ved at læse bogen.