Overenskomst 2025. Hvor er vi på vej hen?

Flere penge til 5-øres-fondene

Benny Vinther, formand for 3F Aalborg:

Der er to emner, som efter mit synspunkt er vigtige. Særlige medlemsgoder er et af dem. Vores tillidsrepræsentanter og fagligt aktive siger til os, at de godt ved, det ikke er et kvikfix, men de har simpelthen brug for flere redskaber, når de skal organisere folk.

Der har altid været kolleger, som det er svært at overtale, men de bliver desværre flere og flere. Vi har også medlemmer i almindelighed, som er trætte af at betale for at beskytte den danske overenskomstmodel og samtidig være vidne til, at halvdelen af deres kolleger ikke gider spytte i kassen. De siger til os: Det her må I gøre noget ved.

Vores forslag er, at arbejdsgiverne skal betale mere til 5-øres fondene.

Det er fint, at der går penge til tillidsrepræsentant-uddannelse osv., men pengene skal ikke gå til at ansætte mere personale i fagbevægelsen. Pengene skal kanaliseres tilbage til medlemmerne. Vi har et par eksempler heroppe i Aalborg på, hvordan det kan gøres:

Et landsdækkende taxa-firma har lavet en lokal overenskomst, hvor arbejdsgiverne indbetaler for alle sine ansatte til en fond, som 3F administrerer. Medlemmerne kan henvende sig i fagforeningen og få udbetalt ekstra fritvalgs-procenter. De uorganiserede får ikke noget. Det har fået organisationsgraden op på 90 procent.

Hvor mange taxafirmaer i landet kan præstere det? Det andet eksempel er et landsdækkende autoreservedelsfirma, som har lavet en fond. Her henter tillidsmanden det der svarer til 1-2 måneders fagforeningskontingent retur til sine medlemmer. Før var der 50 procent organiserede – nu er der 90 procent.

Frustrerede ansattes krav

Kim Jung Olsen, formand for HK Privat:

Jeg undrer mig over, at selv såkaldte venstreorienterede fagforeninger i Jylland er hoppet med på ideen om medlemsrettede goder, for helt ned i min mave er det en vildfarelse at bede ”klassefjenden” om at sikre vores organisering.

Det er, som om vi siger, at vores styrkeforhold er dårligt, så arbejdsgiverne må hjælpe os. Det er et skråplan. Jeg ved godt, at tillidsfolkene ude på arbejdspladserne står i en svær situation, når flere og flere vælger at være gratister. De efterlyser bedre værktøj til at organisere med og ser det her som et kvikfix.

De glemmer, at selvom arbejdsgiverne indbetaler for alle ansatte til en fond, så vil det alligevel være dyrere at tegne overenskomst og ansætte organiserede arbejdere. Hvad når arbejdsgiverne vil trække sig ud af det eller kræve, at vi skal være mere fleksible på arbejdstiden til gengæld?

De som går ind for medlemsrettigheder kan ikke engang samles om, hvad det skal bruges til. Det er lige fra TR-arbejde, ekstra fridage eller mere i løn. Hvad tror de, der sker næste gang der, skal fyres – når fonden har betalt og givet ekstra feriefridage til de organiserede? Ja så vælger arbejdsgiveren da blandt de organiserede, der har mere fri og dermed er dyre.

Ved CO-industris optaktsmøder har det kun været berørt ganske få gange og primært to steder i Jylland, så hvis jeg skal være kæk, så er det et krav som primært er født blandt frustrerede fagforeningsansatte, der har svært ved at organisere.  

Selvfølgelig skal også vi lytte til dem, der går ind for medlemsrettede goder, og jeg stiller også op til den tværfaglige konference, der er arrangeret om emnet den 14. december. Det er vigtigt at tage dialogen. Også om kontingentet kan sættes ned, og at vi måske skal skære ned på antallet af ansatte. I HK har vi netop indført et solidarisk kontingent, hvor de, der tjener under 28.300 kr. skal betale 300 mod normalt 500 kr. i fagligt kontingent.  

Vi risikerer at miste legitimitet

Henrik Juul Rasmussen, Rør & Blik København:

Vores hovedkrav i byggefagene har stadig fokus på kædeansvar og mindsteløn. Det er vist ved at gå op for både fagbevægelse og politikere, hvor store kriminalitetsproblemer vi har i byggeriet. Se nu byggeriet for NOVO. Der er 800 underentreprenører! Det er der jo kun, for at man kan omgå lovgivning og overenskomster. Jeg oplever, at de store hovedforbund nu er begyndt at snakke om at det skal ind i lovgivningen.

Vi tillægger ikke medlemsrettede goder så stor værdi i København som i provinsen. Det er ikke en snuptagsløsning, der får medlemmerne til at vælte ind, og vi dør, hvis vi ikke bliver bedre til at gå ud og organisere.

Måske er vi blevet for dovne til at forklare historien om hvorfor folk skal organisere sig. Vi har fortalt den mange gange, men der kommer hele tiden nye unge generationer, som ikke har hørt det før. Så vi er nødt til at blive ved. Men jeg ser også andre problemer i det.

Hvis arbejdsgiverne begynder at give særlige goder til medlemmer af FH, så vil de, som er medlem hos de gule, naturligvis forsøge at forhandle noget til sig selv. Vi kan risikere at miste legitimiteten til at forhandle området. Det står ikke i grundloven at Rør & Blik skal forhandle på vegne af alle blikkenslagere.

4-dages uge en dårlig løsning

Henrik Juul Rasmussen, Rør & Blik København:

Vi har lige afholdt en tværfaglig arbejdstidskonference i København, fordi det er et emne som er blevet presserende. Men vi opfatter arbejdstid forskelligt. F.eks. så mener dem i teknisk Landsforbund at 4-dages ugen er svaret. Det er fint for os, hvis det er 4 dage á 8 timer, men vi ønsker ikke længere arbejdsdage. Det går ud over familierne og vi vil tværtimod have mere fleksibilitet til vores fordel.

Erfaringerne fortæller os, at f.eks. rejsemontører – der ofte har fri om fredagen – alligevel ender med at arbejde om fredagen, når der er travlt. Den anden mulighed er at hæve beløbet på fritvalg og lade noget af det give ret til frihed.

Vi ved bare, at når der er travlt, så ender det med, at de fleste får pengene udbetalt i stedet. Så vil vi hellere have den ekstra fritid som en syvende ferieuge, som folk selv kan bestemme, hvad de vil bruge til.

Fritvalg skal kunne konverteres til frihed

Kim Jung Olsen, formand for HK Privat:

HK Privat har modtaget 19.447 udsagn fra medlemmerne, og der er to ting, som går igen. Det ene er løn, pension, og løndannelse via fritvalgsordning, og det andet er fleksibilitet i arbejdslivet i bred forstand. Både som kortere arbejdstid og fridage, men også krav om indflydelse på tilrettelægning af arbejdet.

Vi fik en håndfuld udsagn, der tydeligt tilkendegav, at ”Nu skal børnefamilierne ikke have mere”. For hvem skal løbe stærkere, når de ikke er der? Det skal den brede gruppe, de to generationer der skal være på arbejde, indtil de evt. kan få seniordage. Fritvalgskontoen kan evt. avendes til nogle flere frihedsmuligheder for alle.

HK Privat er med i forhandlingsfællesskabet i CO Industri, men ikke med inde ved arbejdsgiverne sammen med Claus Jensen og Mads Clausen. Vi kan altid diskutere, om det er rimeligt, at vi som det største funktionærforbund ikke sidder med inde ved bordet. Det bedste vi i HK kan gøre ved det, er at presse på, ved at så mange funktionærer som muligt rejser krav og efterfølgende stemmer om resultaterne.

Vi har i øjeblikket en historisk lav ledighed – så det er svært at tage det seriøst hvis arbejdsgiverne vil fremmane de sorte skyer. Vi er ikke helt i mål med at indhente inflationen for alle grupper af funktionærer. Ikke alle steder har de kunnet slå hul igennem ved de lokale lønforhandlinger og lønsamtaler.

Ved de sidste overenskomst-forhandlinger fik vi indført nye regler for både timelønnede og funktionærerne om ret til at indføre kollektive lønforhandlinger ved lokal enighed. Vi har siden fået sager, fordi arbejdsgiverne ikke er vant til, at funktionærer banker på døren og vil have kollektiv lønforhandling, da det kræver lokale enighed.

Vi har haft en del mæglingsmøder, hvor vi spørger virksomhederne om, hvad den saglige begrundelse er for at deres medarbejdere i produktionen kan forhandle kollektivt, mens funktionærerne bliver nægtet denne mulighed. Vi agiterer og kommunikerer også for åbne lønlister på virksomhederne, da det er vejen til at hæve lønnen, der hvor funktionærerne har forskellige lønniveauer for samme arbejde.

Jeg har desværre svært ved at se for mig hvad det samlende hovedkrav skulle være denne gang. Social dumping fylder mest hos byggefagene, men vi kan da se, at spørgsmålet om arbejdstid og fleksibilitet betyder mere og mere for alle. Stress er et stigende og dyrt samfundsproblem, som koster samfundet 55 mia. kr om året.

Så hvis vi f.eks. kunne nedbringe den arbejdsrelaterede stress med 20 procent, ville det øge velstanden med næsten 11 mia. kr. om året, øge det effektive arbejdsudbud med 11.100 fuldtidsbeskæftigede, samt give et plus på de offentlige budgetter på 1,5 mia. kr. om året.

Derfor vil mere fleksibilitet til lønmodtagerne og muligheden for at trække stikket ud en gang imellem være en win-win situation, for alle.