Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. august. 2021

Pandemien i perspektiv: Fire kriser har afløst hinanden

Covid-krisen kommer oven på finanskrisen, hvis efterdønninger stadig er med os. Men er der forskelle i landenes politiske reaktionsmønstre? Er der ændret noget ved økonomiens kapitalistiske base – og hvad er mulighederne for venstrefløjen?

En krise kommer sjældent alene. Illustration: Mackay / CreateLab

Fire kriser har sat deres præg på de seneste 15 år. Finanskrisen 2007-2009 kom som et voldsomt chok. Kort efter fik en del sydlige EU-lande en statsgældskrise i hovedet, da rentebyrden på deres gæld pludselig begyndte at stige. Det gik ud over statsbudgetterne, og vanskeliggjorde ny finansiering.

I 2015 myldrede det ind med flygtninge fra krige, der blev iscenesat som vestens svar på terror, men rakte langt dybere. Næsten 2 millioner ankom under flygtningekrisen ved EU’s ydre grænser – fortrinsvis til de sydeuropæiske lande, der ikke længere kunne absorbere strømmen, og lod flygtningene passere mod nord.

Så kom klimakrisen. Den er blevet kaldt sådan af Al Gore m.fl. siden 1990’erne, men i 2010’erne blev det tydeligt, at iskapperne smeltede i stadig hastigere tempo, og at permafrosten i tundraer tøede op. Da naturkatastroferne siden kun er taget til i styrke, og det er blevet markant varmere, er klimaet bredt blevet udråbt til at være i krise.

Endelig fik vi corona-krisen i marts 2020, hvor smitten spredte sig hurtigt, og hospitalsindlæggelser og dødsfald blev så alarmerende, at regeringer stort set overalt lukkede ned for det normale sociale og økonomiske liv.

På tværs af disse kriser lurer utilfredsheden med stigende økonomisk ulighed, den vedholdende racisme og andre former for strukturel forskelsbehandling (sexisme, kvindeundertrykkelse osv) samt uro i verden. Hvordan har Europa reageret på disse, og hvad er det internationale perspektiv?

Magtens krisesvar: Lave renter og tilmurede grænser

Finanskrisen var voldsom. Finanssektoren var i frit fald. For at få gang i økonomierne igen, trådte de vigtigste centralbanker til, og opkøbte statslige – og senere også private – værdipapirer. På skift kom Grækenland, Irland, Spanien, Portugal og Cypern i uføre. Italien var også ved at nå grænsen. Den Europæiske Centralbanks (ECB) daværende chef, Mario Draghi, der nu er premierminister i Italien, erklærede i 2012, at han ville gøre ’hvad end det kræver’ at redde Euroen, hvis fundament rystede. Hvis eurolandene ikke holdt nogenlunde samme rente på deres gæld, ville EU blive delt i syd og nord. De rige lande var ovenpå, men de sydlige ville gå endnu mere rabundus gennem dyrere finansiering, og ville få sværere ved at opretholde en rimelig offentlig sektor osv. Eurolandene oprettede nye typer finansielle støttemekanismer – Danmark var også med på yderfronterne – som fik renterne til at falde.

“En klimabevægelse, der massivt mobiliserede unge mennesker, tog form i 2018. Den retter især skytset mod regeringernes mangel på reelt at tage Paris-deklarationen højtideligt.”.

For at klare gældsforpligtelserne måtte kriselandene iværksætte finanspolitiske spareprogrammer, hvis virkning var, at ’arbejdskraftens reproduktionsomkostninger’ blev presset i bund for at øge profitabiliteten. Der var ikke mange refleksioner over, om det mon ikke snarere var økonomiske strukturer, der reducerede disse lande til andenklasses i EU-setup’et. Den tyske økonomi blomstrede, både fordi den havde adgang til billig arbejdskraft via de løntrykkende Hartz-reformer, og dels fordi dens fundament er en stærk basisindustri; biler, maskiner og langvarige forbrugsgoder.

Regeringerne rokkede ikke ved kapitalens magt, men forstærkede den tværtimod. Privatisering af offentlig infrastruktur blev fremmet, hvilket gjorde det nemmere for udenlandsk kapital at trænge ind i de svage lande. Det var nu ikke kun europæisk eller vestlig kapital, der var med i disse processer. Kinesiske interesser begyndte også at melde sig, ikke mindst i Grækenland.

Efter 2015 har EU militariseret sine ydre grænser. De, der slipper ind, bliver behandlet dårligt. Det gælder både dem, der opnår midlertidig flygtningestatus og dem, der kommer ind ’illegalt’, eller får lov til at blive og arbejde. Der er indgået aftaler med Tyrkiet og Libyen om at holde flygtninge væk fra Europa.

Paris-aftalen fra 2015 var et svagt svar på klimakrisen. Den forudsætter, at der skæres drastisk ned på CO2-udledningerne, hvis temperaturstigningen skal holdes under 2 grader på lang sigt, men helst under 1,5 grader højere end det førindustrielle niveau. På nuværende tidspunkt er gennemsnitstemperaturerne i verden allerede steget mindst 1,1 grader, og alt tyder på, at temperaturerne vil være steget med 2 grader omkring 2040. En klimabevægelse, der massivt mobiliserede unge mennesker, tog form i 2018. Den retter især skytset mod regeringernes mangel på reelt at tage Paris-deklarationen højtideligt, ved at bruge reduktionsmål på lang sigt, som en undskyldning for ikke at handle her og nu.

Corona-pandemien lagde i første omgang enormt pres på sundhedsvæsenet. Samtidig førte nedlukningerne af store dele af økonomierne til stigende arbejdsløshed og truende minusvækst. Der blev åbnet op for sluserne i nationalbankerne og begrænsninger på statsbudgetunderskud blev suspenderet i EU. Det har dog ikke været uden konsekvenser.

Fort Europa under opførsel. Som svar på de nye flygtningestrømme fra Afghanistan, har den græske regering opført yderligere 12,5 kilometer hegn ved den tyrkiske grænse. Foto: Giorgios Fyssas.

Økonomiske udviklinger under covid-krisen

Krisen har om noget øget forskellene i verden. Det gamle udsagn om, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere, har vist sig at holde stik under de forskellige kriser. Ligeledes lider Sydeuropa  mere end Nordeuropa i coronakrisen. Stort set overalt – med undtagelse af Kina – er nationalproduktet faldet. USA havde før oktober 2020 tabt 8 billioner $ i output siden krisens begyndelse, mens det britiske tab beløb sig til 700 milliarder pund. Men reglen om ulige udvikling gælder også internt i de rige lande, for selvom bruttonationalproduktet, BNP er faldet, er de rigeste i dem kun blevet rigere.


Land20202021
USA-3,5%6,9%
UK-9,8%7,2%
Kina2,3%8,5%
Italien-8,9%4,5%
Spanien-10,8%5,9%
Tyskland-5,1%3,3%
Danmark-2,3%2,8%
Verden-3,5%5,8%
EU-6,1%4,2%*
Vækstrater ifølge OECD. Kun Kina har fremvist positiv vækst i 2020, “coronaens år”.

Sundhedsudgifterne til testning, udvikling af vacciner, produktion, fordeling gennem køb og salg, hospitalsindlæggelser og lægekonsultationer steg kraftigt. Inden covid-krisen var ikke blot privathospitaler, men også den privatbetalte del af sundhedsydelserne blevet styrket, bl.a. på grund af nedskæringer i det offentlige sundhedssystem. Under corona har staterne dækket udgifterne, hvilket uvægerligt fører til mindre vægt på andre sygdomme.

Pandemiens krise afslørede også dybtgående institutionelle problemer. F.eks. er digitaliseringen af den offentlige sektor i Tyskland mangelfuld, hvilket førte til forsinkelser i vaccineudrulningen. I Danmark har der ikke været problemer med kontakten til borgerne. Til gengæld har det til tider knebet med vaccineleverancerne.

“Boligmarkedet er sendt på himmelflugt, og mange har vendt sig mod nye typer investeringer, som cryptovalutaer.”

Hjælpepakker til billioner af dollars blev sat i værk. De skulle bidrage til at holde forbruget og indkomsterne nogenlunde i ro, men var ikke store nok til at forhindre højere arbejdsløshed og vækst i prekariteten på arbejdsmarkedet, med flere usikre korttidsansættelser til følge.

Statsgælden er steget med hjælpepakkerne, mens renterne er holdt i ro. Nationalbankerne har været hyperaktive med at tage flere aktiver på deres balancer mod at udstede mere likviditet, som er deres egne passiver. Disse bevægelser foregår på dagligt plan, men skød op med raketfart, da det blev nødvendigt for centralbankerne at stabilisere pengemarkederne, fordi verdenshandelen bremsede op. Dertil kom behovet for aktiv krisehjælp, hvor de sørgede for at udstede ’friske penge’. Den anden side er vækst i statsobligationer. Markedet for de amerikanske korte statsobligationer (Treasury bills) beløber sig nu til 22 billioner dollars, hvilket ca. svarer til USAs årlige nationalprodukt.

At centralbankerne har fået en større rolle skyldes blandt andet, at det politiske system ikke kan håndtere de store kriser på egen hånd. Det er faktisk en fordel for centralbankernes manøvredygtighed, at deres ledelse ikke er demokratisk valgt. Det overses ofte, at de først som sidst repræsenterer bankvæsnets interesser, ikke statens. Men staterne gik også ind med budgetfinansiering for at afhjælpe virksomheders tab af omsætning samt lønkompensation.

I 2021 er de rigeste lande på vej tilbage. Arbejdsløsheden i USA er nede på 4,5%, hvilket er lavere end før coronaen ramte. Det er ikke tilfældet i EU, hvor arbejdsløsheden i de 27 lande var på lidt over 6% i begyndelsen af 2020, mens den nu er over 7%. Som noget nyt er inflationen på vej op efter i årevis at have ligget på højst 2% i de højtudviklede lande.

Grunden til prisstigningerne ligger i høj grad på energiområdet, hvor olie og gas er steget kraftigt i pris. Men i det hele taget har råstoffer taget sig en tur opad, også påvirket af stigende fragtrater, der for containertransportens vedkommende er 2,5 gang højere i midten af juli 2021 end året før. En anden faktor er arbejdsomkostninger. Det er ved at lykkes for lavtlønnede servicearbejdere i vesten at få lønnen presset opad.

De negative renter i de store kapitalistiske lande fortsætter dog, endog med pres nedad. Som konsekvens af de løse penge, men også af visse aspekter af hjælpepakkerne (frigivelse af feriepenge) er indeståender på konti i Danmark oppe på over 1 billion kroner, hvoraf ca. en tredjedel står til negativ rente – og så kommer gebyrerne oveni.

Samtidig er boligmarkedet sendt på himmelflugt, og mange har vendt sig mod nye typer investeringer, som cryptovalutaer. De voldsomme boligprisstigninger – i Danmark omkring 15% på et år – er nu ved at afmattes, men med de fortsat lave renter, vil de nok blive ved med at stige, om end i langsommere tempo.

Hjælpepakkerne hører snart op, og det boost de har givet vil dermed forsvinde. Sammen med stigende infektionsrater med delta-varianten og dermed mindre mobilitet, giver det et pres nedad på økonomierne. Derfor ser vi, at de længe ventede højere obligationsrenter ind imellem falder, snarere end det modsatte. Det er i direkte modstrid med lærebøgernes regel om, at ændringer i priser og markedsrenter følges ad. Der er mange andre tegn på, at opblusningen ikke er solid. Både offentlig og privat gæld er vokset. Indtil videre har førstnævnte forhold kun været et problem for de fattigere lande, ikke for de rige. Aktiemarkedet bevæger sig stadig opad i en zig-zag kurve.

Globale uroligheder stikker dybere end corona

Vaccineudrulningen har haft sine egne problemer. Først blev de rige lande kritiseret for at være for langsomme til at indkøbe vacciner, så for at være for sene til at tilbyde folk at blive vaccineret, og til sidst har et stort antal modsat sig at blive vaccineret. Ind imellem har der været kritik af manglende solidaritet med de fattige lande i tildelingen af vacciner. På det sidste har store demonstrationer været rettet mod nedlukninger og diverse restriktioner og ’tvangsvaccinering’. Mestendels har disse demonstrationer været af højreorienteret art, i USA støttet af den republikansk-trumpistiske fløj. Andre steder har modstandere af staten og regeringen ført an, mest tydeligt i Frankrig, hvor skytset rettes mod præsident Macron.  

Verdens problemer rækker ud over corona. Den tunesiske præsident har sendt sin regering på porten, og Libanon er ved at kollapse. Cuba har set store anti-regeringsdemonstrationer. Langvarige politiske kriser hersker i de diktatoriske lande Belarus og Myanmar, mens Kina forsøges sendt til tælling af USA, der også opretholder Trumps sanktioner mod Cuba.

“En stor del af verden er i dyb politisk-økonomisk krise, kun forstærket af covid-19.”

Geopolitiske spændinger inkluderer usikkerhed om Taiwans status, hvor Kina ser ud til at ville gøre sit krav om overherredømme gældende. Den amerikanske beskyttelse er kun underforstået, ikke traktatsligt fastlagt. Balladen strækker sig til hele Det Sydkinesiske Hav.

Biden ville gennemføre den amerikanske tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Afghanistan, for det var ikke meningen at engagere USA i ’nation building’. Men Talebans hurtige overtagelse af landet var alligevel en ydmygelse. Biden vil samtidig neddrosle sit engagement i Mellemøsten, men kender man USA ret, vil det ikke kunne leve med konsekvenserne af en sådan politik, hvis den gennemføres konsekvent. Det er uklart og stadig mere usandsynligt, at der kommer en ny atomaftale med Iran. Der er optrapning på vej over for Rusland. EU lusker efter USA, men prøver så småt at finde sine egne ben.

En stor del af verden er i dyb politisk-økonomisk krise, kun forstærket af covid-19. Brasiliens svar på krisen har ført til stigende utilfredshed med præsident Jair Bolsanaro, der har kastet landet ud i nye politiske rædsler. I Colombia har der været strejker og demonstrationer mod en stærkt højreorienteret regering, der i øvrigt kom til magten som modstander af den møjsommeligt afsluttede fredsaftale med revolutionshæren FARC. Peru har fået en endog meget radikal præsident, men han er et ubeskrevet blad og er allerede i alvorlige vanskeligheder. Venezuela er i afmagt mellem boykot og indre problemer. Det er svært at finde lyspunkter. Måske i Chile, der er ved at udforme en demokratisk legitimeret ny forfatning.

Haitis præsident blev myrdet i et dristigt angreb. Det er nærliggende at kigge på colombianske narkopenge- og baroner. Oveni det kom et ødelæggende jordskælv fulgt af en tropisk storm.

Det arktiske område har fået fornyet opmærksomhed, både som konsekvens af den globale opvarmning, der skaber nemmere adgang ad søvejen, men også som råstofleverandør. USA stræber efter et direkte og nærmere forhold til Grønland, og mange grønlændere kan ikke se, hvorfor afhængighed af og beskyttelse fra Danmark skulle være bedre end fra USA.

Sommeren 2021 har været hed og karakteriseret af tørke, skovbrande og oversvømmelser, altså ekstreme vejrforhold, der tilskrives klimaændringerne. FN’s klimapanels (IPCC) sjette rapport udruller endnu mere skræmmende perspektiver om tipping points end de tidligere.

Med Trump og Brexit blev der sat spørgsmålstegn ved den ukritiske accept af stadig mere økonomisk åbenhed over for omverdenen. Det er imidlertid asymmetrisk, for både UK og USA vil gerne have flere investeringer udefra (undtagen fra strategisk konkurrerende virksomheder som Huawei), mens de selektivt vil bestemme, hvilken adgang konkurrenterne skal have på deres markeder for varer og tjenesteydelser. De vil på ingen måde selv mødes af handelsbarrier! Brexit-aftalen indeholder generelle principper og bestemmelser om forholdet mellem UK og EU, mens USA søger bilaterale aftaler og derudover pålægger told på udvalgte varegrupper. UK er skrækslagen for, om de store finanshuse forlader UK. Det gør de.

Kina er mere uvillig til at se dets virksomheder hente kapital udefra. Sidste strid drejer sig om transporttjenesten Didi Chuxing, der ville noteres på New York børsen, men blev forhindret af magthaverne i at gøre det. Om et firma bliver børsnoteret i New York eller Shanghai kan have indflydelse på aktiekursen, men er dog ikke en nødvendighed for udviklingen i Kina. Det dybere spørgsmål er, om Kina nu er ved at være teknologisk på højde med USA.

En konfliktpræget verden. Mens USA trækker sine tropper ud af Afghanistan, forbereder man sig allerede på nye konfliktzoner. Det Sydkinesiske Hav er blandt de mest farlige brændpunkter. Her udvider Kina aggressivt sin egen indflydelsessfære, hvilket har gjort forholdet til tidligere allierede som Vietnam og Filippinerne koldt. Foto: Xinhua News Agency

Produktivitetsudviklinger og ny teknologi

Der er store forventninger til produktivitetsvækst på grund af de nye teknologier, kunstig intelligens, robotter og 3D-tryk. Men i den umiddelbare fortid, efter finanskrisen, har produktiviteten langtfra udviklet sig som forventet på trods af udrulningen af internetbaserede ydelser. Der skal nemlig investeringer til, og dem har det faktisk haltet med. Så i stedet for at produktiviteten driver væksten, tyder det på, at væksten driver nye produktive investeringer.

Der er også mange skønne spildte kræfter på den ny teknologis alter. Offentlige styrelser har købt dyre systemer, der ikke har virket eller som blev skrottet, før de var færdigudviklet. Det kan sætte overdreven teknologioptimisme i perspektiv.

Derudover er de nye teknologiske virksomheder hårdere i behandlingen af deres (service)arbejdere end traditionelle produktionsvirksomheder. Der er udbredt frygt for, at robotiseringen vil skabe mindre efterspørgsel efter arbejdere, men de sidste nye arbejdsmarkedsudviklinger tyder ikke i den retning.

De demografiske feberkurver, der tidligere satte gang i skrækken for overbefolkning, er ved at flade ud. Lige nu er der derfor lande, som frygter, at der bliver for få hænder på længere sigt. Der er dog ikke mange, der stiller det bagvedliggende spørgsmål: Til hvilket formål? Fortsat kapitalakkumulation?


Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER