Patriarkatet forsvinder ikke ved at dæmonisere islam 

Forestil dig et øjeblik en dansk debatscene: På dagsordenen er et tragisk æresdrab. Straks lyder det fra visse politikere og kommentatorer, at “muslimsk kultur” og “islam” bærer skylden. Tonen er fordømmende: Hvorfor kan “de der indvandrer” ikke finde ud af at behandle deres kvinder ordentligt, sådan som vi gør i Vesten? 

I det øjeblik er scenen sat for en velkendt forestilling om det oplyste Danmark versus det tilbagestående Orienten. Men hvad nu, hvis scenen snyder os? Hvad hvis bagtæppet gemmer på skikkelser af britiske koloniherrer og victorianske moralprædikanter, der grinende klapper med i mørket?

Det er på høje tid, at vi indser, at debatten om æresrelateret vold og negativ social kontrol alt for længe har været fanget i en tåge af islamofobi og historieløshed. Som samfund er vi blevet forført af en fortælling om “os mod dem”, hvor patriarkatet bekvemt udpeges som noget, der kom hertil i kufferterne hos brunhudede indvandrere. 

Rødder i Vesten

Sandheden er den modsatte: Patriarkatet har dybe rødder i Vestens egen kulturhistorie og blev eksporteret verden rundt af europæerne selv.

Lad os begynde med at rydde en udbredt misforståelse af vejen: Islam bærer ikke patent på kvindeundertrykkelse. Patriarkatet har historisk set også rod i kristendommen og vestlig kultur. Det er ikke mange generationer siden, at en dansk kvinde var underlagt en mand både i familieforhold, i ægteskabet og i juridisk forstand. 

Hustruvold blev betragtet som mandens private disciplinærret, og frem til 1980’erne var voldtægt inden for ægteskabet lovligt i mange vesteuropæiske lande. Var det islam, der havde skylden for det? Naturligvis ikke. Problemet dengang som nu er det samme: Mænds kontrol over kvinder, uanset om gerningsmanden hedder Muhammed eller Mads.

Når en mand myrder sin søster for familiens ære i Pakistan, er det udtryk for samme giftige maskuline ejendomslogik, som når en dansk mand slår sin ekskæreste ihjel i jalousi. Forskellen ligger i, hvilke ord vi vælger at sætte på uhyrligheden. 

I det ene tilfælde kaldes det “æresdrab” og henfører det til fremmed kultur; i det andet “familietragedie” eller “jalousidrab” og betragtes som en individuel tragedie. 

Hvorfor denne forskel? Fordi det er lettere og politisk opportunt, at stirre sig blind på kulturelle særpræg hos minoriteter end at erkende det ubehagelige universelle problem: patriarkalsk vold mod kvinder.

Men patriarkatet er farveblindt. Det trives i landsbyer i Mellemøsten ogi danske parcelhuskvarterer, på Christiansborg og i Wall Street-selskabernes direktionslokaler.

Ghettopakker og kvindebefrielse

Alligevel foregiver vi, at kvindeundertrykkelse er noget eksotisk, der kommer sivende ind over grænserne med flygtningestrømme. Hver gang vi lader som om, at vores kultur er ren, og deres kultur er problemets rod, så fodres racismens og islamofobiens uhyrer. 

I Danmark ser vi det i en politisk retorik, hvor “ghetto-pakker” og integrationslove ofte begrundes med, at nu skal indvandrerkvinderne “befries” fra undertrykkelse. 

Man prøver at forbyde tørklæder for at “beskytte” kvinderne, skærer i velfærden i visse boligområder og kalder det “ghetto-planer”, imens man ignorerer de kvinder, der rent faktisk råber op om hjælp uanset tørklæde eller ej.

Men den vestlige selvfedme er uholdbar. Da briterne og franskmændene huserede som koloniherrer, brugte de kvinders status som et mål for, hvor “civiliseret” en kultur var. Da Lord Cromer i Egypten tordnede mod slør og muslimske mænds tyranni, ledte han – ja, tro det eller ej – i London en forening imod kvinders stemmeret. Når politikere i Vesten påkalder sig kvinders rettigheder for at dæmonisere islam, gentager de et gammelt kolonialt skuespil. 

Det var forkert dengang, og det er forkert nu.

Den koloniale arv løber som en rød tråd gennem mange af de normer og love, vi i dag fejlagtigt anser som “deres kultur.”

Berygtede love i nogle muslimske lande, der giver mild straf til mænd, som dræber kvindelige familiemedlemmer for ære, blev indført, da regionen var under europæisk (ofte fransk) indflydelse. De ligner til forveksling de franske og spanske “ægtemandsprivilegier” fra 1800-tallet, hvor en mand, der greb sin hustru i seng med en anden, kunne slippe for straf for at slå hende ihjel. Det var ikke profeten Muhammed, der skrev den lov. Det var Napoléon Bonaparte. Alligevel hører vi forbløffende sjældent nogen konkludere, at katolicismen eller “europæisk kultur” er årsagen, selvom lovene utvivlsomt kom dér fra.

Dæmonisering hjælper ikke på problemerne

Når vi i Danmark taler om “negativ social kontrol” i indvandrermiljøer, har vi naturligvis pligt til at tage det alvorligt. Ja, der er unge, som lider under urimelige begrænsninger sat af deres familiers kontrol med deres påklædning, uddannelse, kærester. Det skal der råbes op om, og de skal hjælpes. 

Men vejen frem er ikke at dæmonisere deres forældres religion eller tro. For det første risikerer man at skubbe familierne længere væk fra samfundets fællesskab ved blindt at skælde dem ud for at være “barbariske”. For det andet rammer hykleriet os lige i ansigtet: Hvordan kan vi med den ene hånd kræve, at flerkulturelle forældre respekterer deres døtres frihed, hvis vi med den anden hånd vedtager love, der gør de samme døtre til andenrangsborgere? 

Når en kvinde med somalisk baggrund i Vollsmose kæmper sig til en uddannelse på trods af social kontrol, hvad møder hun så? Måske et arbejdsmarked, der sorterer hende fra på grund af hendes tørklæde eller efternavn. Så … har vi som samfund grund til at pege fingre ad familiens kontrol? Er det kun deres patriarkat, der hindrer hende, eller også vores eget?

En virkelig løsning kræver, at vi lægger skydekorps-mentaliteten på hylden. I stedet for at bruge islam som syndebuk skal lys rettes mod patriarkatet, både i “dem” og “os”. 

Vi bør i stedet støtte de kræfter inden for de muslimske miljøer, der arbejder for forandring. Tro ikke, at muslimske feminister ikke findes. De har kæmpet i årtier, nogle gange med livet som indsats, for at ændre konservative normer. De fortjener vores solidaritet, ikke at vi bruger deres sag som ammunition i en kulturkrig. 

Samtidig skal vi kigge indad: Vold mod kvinder, sexisme og kønsdiskrimination er langt fra besejret i Danmark. Kvindekrisecentrene er stadig fyldt, og alt fra løngab til #MeToo vidner om, at ligestilling ikke er fuldt realiseret herhjemme. At tro, vi har opløst patriarkatet, og at problemet importeres udefra, er en livsfarlig løgn.

Så kære politikere, debattører og medborgere: Patriarkatet falder ikke ved at dæmonisere islam eller andre kulturer, men ved at forene progressive kræfter på tværs af religioner og grænser. 

I sidste ende handler det om at stå solidarisk sammen med alle undertrykte. Uanset om de bor i København eller Kabul. Det handler om at placere ansvaret, hvor det hører hjemme: hos de mænd og magtsystemer, der udøver volden – ikke hos en bestemt hudfarve eller gud.