Berøringsangst hjælper ikke de kvinder, der er fanget i en æreskultur. Svar til Hamza Malik

Patriarkatet forsvinder ikke ved at dæmonisere islam, skriver Hamza Malik i et indlæg på Solidaritet fra 13. juli 2025. Men patriarkatet forsvinder heller ikke ved, at der lukkes ned for debatten om islam og den fastholdelse af gamle kulturelle og religiøse normer, der sker i muslimske miljøer.

Det er faktuelt forkert at sammenligne æresdrab med jalousidrab og hævndrab, som Hamza Malik skriver i sin tekst. Et æresdrab er et drab, hvis motiv er at opretholde familiens ære. Hvad skal man ellers kalde drabene på Ghazala Khan, på Sonai og på Fadime i Sverige?

Det er en forsimpling at påstå, at det bare er spørgsmål om, hvilke ord der bruges – det grænser til at man relativerer eller bortforklarer.

Tydelig kvindeundertrykkelse

Kvindeundertrykkelse viser sig tydeligt, når det er familien eller manden, som bestemmer, hvordan en kvinde skal gå klædt, om hun må have sex før ægteskabet, hvem hun må omgås, hvem hun skal giftes med, hvilken uddannelse hun må tage, og om hun må give hånd eller skal kigge ned, når hun står over for en mand.

Det er i mine øjne en form for undertrykkelse, som er særligt forbundet med kulturen og religionen i muslimske lande.

Hamza Malik harcelerer over ghettopakker og integrationslove, men hvad er bagtæppet for dem? Bagtæppet er parallelsamfund, uden nævneværdig kontakt til det omkringliggende samfund. Isolationen hjælper ikke til med at forene progressive kræfter på tværs af religioner eller etnicitet.

Hamza Malik skriver, at nogen forsøger at forbyde tørklæder for at beskytte kvinderne – mens samfundet ignorerer de kvinder, der rent faktisk råber om hjælp. Men hvem er det, der ignorerer hvem? Og hvad er det præcist, de beder om hjælp til, som de ikke får?

Jeg er helt enig i, at man ikke skal dæmonisere forældres religion eller tro. Men man skal heller ikke dæmonisere vestlige værdier – demokrati, frihed og lighed – i forsøget på at undgå at tale om islams indflydelse på undertrykkelsen af kvinder i visse muslimske miljøer i Danmark.

Ingen kvinder skal leve med vold og kontrol

Jeg er ganske enig med Hamza Malik i, at vold mod kvinder, sexisme og kønsdiskrimination ikke er besejret i Danmark. Jeg er bare ikke optaget af, hvor kvinderne kommer fra.

Ingen kvinder i Danmark skal leve med vold og kontrol – men indskrivningerne på landets krisecenteret viser desværre, at andelen af kvinder med andet oprindelsesland end dansk er væsentlig, og det indikerer vel at patriarkatet også er importeret.

Er det blindt at skælde forældre, der fastholder deres børn i en ekstrem æresmotiveret social kontrol og vold, ud? Skal vi vende det blinde øje til og fortsætte berøringsangsten, fordi vi ikke må sige noget dårligt om islam?

Hamza Malik konkluderer, at vi skal lægge skydekorps-mentaliteten på hylden, og at islam ikke skal bruges som syndebuk. Skal vi så lukke ned for snakken om, hvad religion har af konsekvenser?

Drop berøringsangsten

Jeg synes desværre ikke, at Hamza Malik forener noget med denne artikel. Den demonstrerer mere en berøringsangst over for religionens betydning for kvindeundertrykkelse i Danmark. Det finder jeg meget bekymrende.

Hvordan skal man arbejde med ofre for æresmotiveret vold og negativ social kontrol, som udspiller sig i krydsfeltet mellem kultur og religion, hvis vi ikke må tale om religionens problemer – uden at blive beskyldt for at dæmonisere islam eller blive kaldt for islamofober?

Så bliver vi for alvor fanget i en tåge – berøringsangstens tåge. Og så tror jeg ikke, vi kan hjælpe dem, der faktisk er ofre for æresmotiveret vold og kontrol.