Berøringsangst? Nej – fakta først. Svar til Anita Johnson

Anita Johnson hævder, at det er “faktuelt forkert” at sammenligne æresdrab med jalousidrab eller andre partnerdrab. Men netop her overser hun kernen. Begge dele er patriarkalsk vold mod kvinder udøvet af mænd, der føler ret til at kontrollere kvinders liv. 

Mænds brutale vold mod “deres” kvinder

Human Rights Watch kalder da også “æresdrab” for den mest ekstreme form for “domestic violence”, altså vold i hjemmet baseret på mænds privilegier og kvinders underordnede status. Med andre ord er æresdrab ikke et særfænomen løsrevet fra anden kvindevold, det er en variant af det samme problem: mænds brutale kontrol mod “deres” kvinder.

Forskellen på et æresdrab i Pakistan og et jalousidrab i Danmark ligger primært i, hvilke ord vi sætter på uhyrligheden. I det ene tilfælde kaldes det “æresdrab” og henføres til fremmed kultur; i det andet taler man om en “familietragedie” eller et “jalousidrab”, som om det blot var en individuel tragedie.

Ironisk nok er det netop Anita Johnsons insisteren på at adskille æresdrab fra andre kvindedrab, der fører til bortforklaringer. Når en mand myrder sin søster for familiens ære, udspringer det af samme giftige idé om mandligt ejerskab, som når en eksmand i Danmark myrder sin tidligere partner i jalousi. Begge dele er uacceptabelt patriarkalsk kvindedrab, og begge dele skal bekæmpes med samme alvor.

Johnson antyder, at jeg med denne sammenligning relativiserer æresdrab. Det gør jeg ikke. At placere æresdrab i kategorien femicide (kvindedrab) er ikke en undskyldning – det er en erkendelse af, at patriarkatet ikke har nogen nationalitet eller religion. Vi kan kun bekæmpe æresdrab effektivt ved at se dem som del af det større mønster af vold mod kvinder globalt. 

Hvis man fejlagtigt fremstiller æresdrab som noget helt andet end “vores egne” kvindedrab, risikerer man at overse lighederne og dermed muligheden for fælles løsninger. Patriarkalsk vold er et universelt problem, uanset om gerningsmanden hedder Muhammed eller Mads (som jeg tidligere har skrevet). Det fortjener en universel fordømmelse, ikke en relativisering baseret på gerningsmandens baggrund.

Undertrykkelse er ikke et muslimsk særkende

Johnson påstår, at kvindeundertrykkelse i form af social kontrol over påklædning, seksualitet, omgangskreds m.m. er “særligt forbundet” med kulturen og religionen i muslimske lande. Det er en grov forsimpling, der ignorerer både historien og nutiden. 

Sandheden er, at patriarkalsk kontrol over kvinder har dybe rødder i vestlig kulturhistorie. Vestlige samfund har gennem århundreder praktiseret kvindeundertrykkelse under religiøse og kulturelle påskud. Ikke mange generationer tilbage var danske kvinder juridisk underlagt deres mænd, hustruvold blev set som mandens ret, og ægteskabelig voldtægt var lovlig i Danmark og mange andre vesteuropæiske lande helt op i 1980’erne.

Var det islam, der bar skylden for alt dette? Naturligvis ikke. Problemet dengang som nu var det samme: Mænds kontrol over kvinder.

Forskning afviser, at kvindeundertrykkelse er unikt for islam. Som en akademisk analyse konkluderer: Det er ulige magtforhold og patriarkalsk dominans, frem for religion, der skaber fænomenet æresrelateret vold verden over. 

Det er en myte, at islam i sig selv har patent på kvindeundertrykkelse. Tværtimod er patriarkatet en global struktur, der kan udnytte enhver religion eller ideologi som undskyldning. Hvis vi retter al opmærksomhed mod “muslimsk kultur” som roden til al kvindeundertrykkelse, overser vi nemt andre afgørende faktorer.

En ny dansk undersøgelse fra RUC nuancerer debatten: Forskerne kom frem til, at forestillingen om et altoverskyggende æresbegreb, der kun handler om kontrol med kvinders seksualitet, er overdreven. Æresbegrebet er ikke så dominerende i minoritetsmiljøer, som politikere ofte fremstiller det, og overfokus på “ære” kan få os til at overse andre centrale årsager til dysfunktionelle og undertrykkende praksisser i familien. Med andre ord: Virkeligheden er mere kompleks, end Johnson vil indrømme.

At patriarkatet er farveblindt, betyder ikke, at der ingen forskelle er på tværs af kulturer. Selvfølgelig kan religion og tradition manifestere patriarkatet på forskellige måder. Men det betyder, at ingen kultur kan fritages for problemet, og ingen enkelt religion kan gøres til syndebuk for det hele.

Johnsons påstand om, at jeg “dæmoniserer vestlige værdier” ved at pointere Vestens egne patriarkalske rødder, er forfejlet. Demokrati, frihed og ligestilling er ikke vestlige værdier, jeg dæmoniserer. Det er universelle idealer, som skal gælde for alle, uanset om de bor i Riyadh eller Horsens. Men at hylde disse værdier forpligter os også til at huske, at vi i Vesten historisk set har fejlet dem mange gange, og at kampen for ligestilling langt fra er vundet herhjemme.

Vestlige værdier, hykleri og parallelsamfund

Johnson fremhæver “ghettopakker” og parallelsamfund, som om isolationen i visse miljøer skyldes, at nogen (underforstået venstrefløjen) har været konfliktsky over for islam. Lad mig slå fast. Ingen benægter, at negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter forekommer i visse ”indvandrer”miljøer. Og selvfølgelig skal vi som samfund bekæmpe dette.

Men Johnson ignorerer, at staten og samfundet ofte har håndteret disse problemer på måder, der fremmer hykleri og ikke gavner de kvinder, det handler om.

Et eksempel er retorikken bag “ghettopakker” og visse integrationslove, som Johnson selv nævner. Politiske beslutningstagere har gentagne gange begrundet hårde indgreb i udsatte boligområder med, at nu skulle indvandrerkvinderne “befries” fra undertrykkelse.

Man har forsøgt at forbyde muslimske tørklæder med den påståede hensigt at “beskytte kvinderne”, skåret i velfærden i bestemte boligområder og kaldt det “ghettoplaner”, alt imens man har ignoreret de kvinder, der rent faktisk råber om hjælp, uanset om de bærer tørklæde eller ej.

Johnsons retorik om, at “patriarkatet er importeret” til Danmark, falder netop ind under denne os-og-dem fortælling. Ja, det er korrekt, at en uforholdsmæssigt stor andel af kvinder på krisecentre har anden etnisk baggrund – omkring tre gange så stor andel blandt indvandrere og efterkommere som blandt etnisk danske. Det vidner om alvorlige problemer i nogle minoritetsmiljøer, som vi absolut skal tage hånd om.

Men det beviser ikke, at danske kvinder er frigjorte, eller at patriarkatet kom hertil “i kufferterne”. Hvert år udsættes titusindvis af kvinder i Danmark for partnervold. En undersøgelse anslår fx, at ca. 38.000 kvinder i 2017 blev udsat for fysisk partnervold. Krisecentrene er fyldt med kvinder fra alle samfundslag. Vi har stadig en kønsbestemt løngab på omkring 12 procent til kvinders ulempe i 2023, og #MeToo-bevægelserne har afdækket udbredt seksuel chikane i vores egne institutioner.

At påstå at patriarkatet “er importeret udefra”, er ikke blot en løgn, det er en livsfarlig løgn, fordi det blænder os for de massive udfordringer, vi også har blandt majoritetsdanske kvinder. Vi kan ikke tillade os en selvfed fornemmelse af, at “her hos os behandler vi kvinder ordentligt”, og det kun er “de der indvandrere”, den er gal med. Patriarkatet trives både i landsbyer i Mellemøsten og i danske parcelhuskvarterer.

Ingen berøringsangst, men heller ingen syndebuk

Johnson beskylder mig for berøringsangst: At jeg ikke “tør” tale om religionens betydning for kvindeundertrykkelse af frygt for at dæmonisere islam. Lad mig gøre det krystalklart: Jeg er hverken bange for at diskutere religion eller kultur, når det kommer til kvinders rettigheder. Det jeg advarer imod, og vil blive ved med at advare imod, er at gøre islam til syndebuk for al kvindeundertrykkelse. For det hjælper ikke de kvinder, der faktisk lider.

Hvorfor hjælper det dem ikke? For det første risikerer man at skubbe deres familier og netværk længere væk fra fællesskabet ved blindt at skælde dem ud som “barbariske”. Hvis forældre i et indvandrermiljø udelukkende mødes med fordømmelse af deres tro, snarere end konstruktiv dialog om deres handlinger, så øges kløften, og datteren, som vi gerne vil hjælpe, risikerer at stå endnu mere isoleret mellem frontlinjerne.

For det andet rammer hykleriet os selv i nakken: Hvordan kan vi med troværdighed kræve, at muslimske forældre respekterer deres døtres frihed, hvis vi som samfund med den anden hånd vedtager love, der indskrænker selvsamme pigers frihed?  

Et konkret eksempel: Når en ung kvinde med somalisk baggrund trodser social kontrol og tager en uddannelse, hvad møder hun så? Ofte et arbejdsmarked, der sorterer hende fra pga. hendes tørklæde eller udenlandske efternavn. Samfundets diskrimination bakker op om patriarkatets begrænsninger. Så kan vi virkelig bebrejde familien alt, hvis det også er vores eget arbejdsmarked og vores egne institutioner, der lægger hindringer i hendes vej? Problemet er ikke kun deres patriarkat, det er også vores eget.

At droppe berøringsangsten betyder ikke, at vi skal falde i den modsatte grøft og pege fingre ad en hel religion. Vi skal selvfølgelig tale åbent om, at visse konservative fortolkninger af fx islam bidrager til kvindeundertrykkelse. Men netop derfor skal vi også anerkende, at religion kan fortolkes anderledes. 

Faktisk viser forskning, at mange yngre muslimske kvinder i Danmark bruger deres kendskab til Koranen aktivt til at forhandle sig til frihed og modsige urimelige restriktioner. De argumenterer ud fra islam om, at deres tro giver dem ret til uddannelse, job, at vælge ægtefælle osv., og får på den måde nogle ting igennem i familien.

Løsningen for de kvinder, der er fanget i en æreskultur, er ikke, at vi udråber deres forældres religion som roden til alt ondt. Løsningen er at styrke kvindernes egne stemmer og alliancer, nogle gange ved at hjælpe dem med at finde støtte inden for deres kultur og tro.

Jeg er fuldstændig enig med Anita Johnson i, at ingen kvinder skal leve med vold og kontrol. Vi er uenige om strategien for at nå dertil. Johnson skriver, at “berøringsangst hjælper ikke de kvinder, der er fanget i en æreskultur.” Helt rigtigt, men berøringsangst er heller ikke, hvad jeg eller andre progressive stemmer praktiserer.

Det, vi praktiserer, er fokus. Fokus på den rette årsag, nemlig patriarkatet frem for religionen i sig selv. I stedet for symbolpolitiske “skydekorps-mentaliteter” bør vi sætte ind der, hvor problemet faktisk er. Hos de normer og magtstrukturer, der lader mænd begrænse og skade kvinder, hvad enten de gemmer sig bag en kulturel tradition, en religiøs begrundelse eller en misogyn CEO-titel.

Vejen frem: Solidaritet på tværs af forskelle

Den virkelige løsning kræver, at vi forener progressive kræfter på tværs af religioner og kulturer frem for at splitte dem. Patriarkatet falder ikke ved at dæmonisere islam eller “de fremmede”, men ved at vi står sammen med alle undertrykte, uanset hvor i verden de bor. Det betyder, at vi i Danmark både skal kigge indad og række udad.

Vi skal støtte de kræfter inden for de muslimske miljøer, der arbejder for forandring – i stedet for at mistænkeliggøre dem. Tro ikke, at muslimske feminister ikke findes, de har kæmpet i årevis – nogle med livet som indsats – for at ændre konservative normer. De fortjener vores solidaritet, ikke at deres sag bliver brugt som ammunition i en kulturkrig.

Samtidig skal vi ikke vige tilbage for at håndhæve loven konsekvent over for dem, der udøver vold og grov kontrol, uanset etnicitet eller tro. Ingen tradition eller religiøse påbud står over danske love om ligestilling og beskyttelse mod vold. Men vores tilgang må være baseret på fakta og principper om ligebehandling. Vi skal lytte til dem, det handler om: De kvinder (og mænd), der lever i krydsfeltet mellem forskellige normer.

Og vi skal adressere alle dimensioner: social kontrol både i hjemmet og strukturel diskrimination i samfundet. Som en rapport fra European Network Against Racism formulerer det skarpt: Muslimske kvinder skal kæmpe mod patriarkatet både inden for og uden for deres egne fællesskaber – så hvorfor kun fokusere på det første? 

At hævde, at der skulle være noget unikt islamisk ved sexisme, eller at muslimske kvinder er mere undertrykte end andre kvinder, er grundløst. Ja, nogle muslimske kvinder lider under mænds misbrug af religion, men deres frigørelse må ikke bruges som røgslør, der fjerner opmærksomheden fra det overordnede patriarkalske system, som undertrykker alle kvinder.

Anita Johnson ønsker, at vi “taler om religionens problemer” uden filter. Lad os gøre det, men lad os gøre det ordentligt. Lad os anerkende, at visse fortolkninger af religion kan være et problem, samtidig med at vi undgår at stemple en hel religion eller befolkningsgruppe. Lad os holde fast i, at vi kæmper kvindekamp og ligestillingskamp, ikke religionskrig.

Ellers taber vi de kvinder, vi gerne vil hjælpe, på gulvet. Vores mål må være at sikre, at ingen kvinder i Danmark (eller verden) lever under vold og social kontrol. Det kræver, at vi placerer ansvaret dér, hvor det hører hjemme: Hos de mænd og magtsystemer, der udøver volden, ikke hos en bestemt hudfarve eller gud.

Kort sagt: Berøringsangst skal erstattes af viden og handling, ikke af syndebukke og symbolpolitik.