Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. juni. 2022

Pensionister hiver staten i retten for diskrimination

Pensionister skal have ret til at bosætte sig hvor de vil, uden at miste over halvdelen af deres indtægt. Den danske lovgivning overtræder menneskerets-konventionen, mener foreningen Pensionstillæg udenfor Europa, der i dag starter en retssag mod staten.

Demonstranter foran Københavns Byret. Foto: Stinna Gammelgaard.

Onsdag 22. juni kl 09.30 indledes en sag mod staten i Københavns Byret. Det er foreningen Pensionstillæg Udenfor Europa, der har rejst sagen for at sikre alle pensionister lige ret til at bosætte sig, hvor i verden de ønsker.

Sagen tager afsæt i en afgørelse fra Ankestyrelsen, som giver Udbetaling Danmark medhold i et krav om tilbagebetaling af pensionstillæg efter ophold i udlandet udover den grænse på 6 måneder, der gælder ifølge paragraf 3. stk. 5 i pensionslovgivningen.

“Staten ville ovenikøbet spare penge ved at lade os selv bestemme, hvor vi vil leve vores pensionistliv.”

Kurt Rasmussen, Pensionstillæg Udenfor Europa

Ifølge foreningen Pensionstillæg Udenfor Europa, der har sagsøgt den danske stat, er den afgørelse ulovlig i forhold til menneskerets-konventionen. ”Ifølge EU’s menneskerettigheder må ingen forskelsbehandles ud fra oprindelsesland eller hvilket land den enkelte ønsker at bosætte sig i. Den danske lovgivning skal rette sig efter dette”, siger advokat Michael Møller Nielsen fra Lund, Elmer og Sandager.

”Menneskerets-konventionen har forrang frem for paragraf 3, stk. 5, hvorfor retten skal kende Ankestyrelsens afgørelse for ulovlig”. Flere af foreningens medlemmer viste i dag deres utilfredshed foran Københavns Byret fra kl. 08.00 om morgenen.

”Vi har kæmpet for at få ændret lovgivningen i flere år”, siger Kurt Rasmussen, der er formand for foreningen. ”Og nu er vi endelig nået til at få retten til at tage stilling, som er det første mål i vores kamp for ligestilling af alle pensionister”. En sag, som foreningen er parat til at føre hele vejen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om nødvendigt.

Forskelsbehandling af pensionister

I dag kan man som folkepensionist tage sin fulde pension med til alle lande i EU og EØS-samarbejdet, og samtidig beholde retten til at få hjælp fra det danske velfærds- og sundhedssystem. Disse rettigheder fratages pensionister, der ønsker at bo i fx Thailand, som dermed behandles diskriminerende sammenlignet med pensionister, der fx bosætter sig i Spanien.

Ønsker man at tilbringe sit otium uden for EU/EØS, mister man ikke kun pensionstillægget og ældrechecken, men også adgang til alle velfærdsydelser som boligstøtte, ældrehjælp og sundhedsvæsen. Man vil kun modtage folkepensionens grundbeløb på 6.547 kroner om måneden – før skat.

“Det kan ingen leve af nogen steder i dag, selv om beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard påstår det modsatte. Staten ville ovenikøbet spare penge ved at lade os selv bestemme, hvor vi vil leve vores pensionistliv”, siger Kurt Rasmussen.


Om skribenten

Gunnar Blaschke

Gunnar Blaschke

Talsperson for foreningen Pensionstillæg Udenfor Europa. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER