Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
26. februar. 2021

Pernille Loumann: Det betyder noget, hvordan mennesker med handicap fremstilles på film

Mennesker med handicap er en mangfoldig gruppe, der alt for ofte fremstilles stereotypt. Et godt sted at starte er at involvere dem, i stedet for kun at portrættere dem udefra.

Kunstneren Sia er blevet kritiseret for sin fremstilling af autistiske mennesker i musikvideoen ‘Music’. Billede fra videoen.
5 min. læsetid

Af Pernille Loumann

Premieren på Sia’s film Music har igen fået debatten om repræsentation af minoriteter på film til at blusse op. Mange mennesker med autisme har udtalt sig kritisk om det forhold, at det ikke er en skuespiller med autisme, der spiller hovedrollen som den autistiske pige Music, og at filmen giver et stereotypt og skadeligt billede af, hvad det vil sige at være autist.

Vi har længe været vant til at se handicap personificeret af kendte, kropskapable (dvs. ikke-handicappede) skuespillere, som ovenikøbet er blevet belønnet med Oscars for deres “stærke skildringer” af personer med autisme eller cerebral parese. Tænk bare på Dustin Hoffman i Rainman eller Daniel Day Lewis i My Left Foot.

“Mennesker med handicap har – ligesom alle andre mennesker – forskellige personligheder, egenskaber, talenter og interesser… Men den måde, de portrætteres på film og TV, fører til en misforstået opfattelse, som kan være dybt skadelig.”

Dermed forbigås skuespillere med handicap, endda til roller, de formodentlig er mere egnede til at spille end andre skuespillere. Dertil kommer, at film om mennesker med handicap, der produceres uden medvirken af mennesker med handicap, har en tendens til at reproducere stereotype idéer om, hvad et handicap er. Og hvis de eneste skildringer, man ser af mennesker med handicap, er stereotyper, er det sandsynligt, at man vil få en meget stereotyp – og ofte meget negativ – opfattelse af mennesker med handicap. 

Mennsker med handicap – dyr, børn eller rigtige mennesker?

Historisk set er idéen om, at personer med forskellige typer handicap har et særligt væsen eller en særlig essens, der er forbundet med deres handicap, fremtrædende. Birgit Kirkebæks meget omfattende forskning om handicapområdet i et historisk perspektiv viser fx, hvordan lægestanden op gennem 1800-tallet beskrev mennesker med mentale handicap som enten dyr eller børn.

Dyrebilledet blev brugt til at karakterisere de mennesker, der havde det laveste funktionsniveau, som var ledt af primitive instinkter, og som dermed potentielt var farlige.

Barnebilledet blev brugt til at karakterisere nogle mere uskyldige og naive mennesker, som måske nok kunne lære visse færdigheder, men aldrig komme til at fungere som rigtige voksne. Disse stereotyper – især stereotypen om mennesker med mentale handicap som børn – ser vi fortsat reminiscenser af i dag. Tænk bare på Morten og Peter, de landskendte venner med Downs syndrom. De lærte os alle, at mennesker med mentale handicap er søde og sjove og barnlige. Den opfattelse har vi stort set holdt fast ved, og den er siden blevet cementeret af mange andre film og TV-udsendelser.    

På samme måde har Rainman bidraget afgørende til den almene forståelse af mennesker med autisme. Autister er sære og indadvendte og kan huske en utrolig masse tal. De kan også få uforklarlige anfald og går ofte rundt med hovedtelefoner. Det er også tilfældet i Sias Music.

Synes du Sias fremstilling af autisme er problematisk? Se trailer til filmen ‘Music’ her.

Superkrøbling eller stakkel

Mennesker i kørestol kan derimod indtage to positioner: De kan være ”superkrøblingen,” som holder modet oppe og bestiger et bjerg eller løber et maraton på trods af deres handicap, og derved vækker beundring og tjener som inspiration. Eller de kan være ”staklen,” som er ensom og uelsket, og som kan tjene som en slags rekvisit for den kropskapable hovedpersons storsind og barmhjertighed – eller måske begå selvmord. Sarah Glerup har skrevet meget mere om tendensen til, at mennesker med handicap altid begår selvmord på film i artiklen ”Minoritetsmassakrer på film har konsekvenser”.

Mennesker med handicap har – ligesom alle andre mennesker – forskellige personligheder, egenskaber, talenter og interesser. De kan også have et arbejde, være forelskede, dyrke sport, være politisk aktive eller skabe kunst. Men den måde, de portrætteres på film og TV, fører til en misforstået opfattelse, som kan være dybt skadelig.

For det første fører den til en opfattelse af, at mennesker med handicap kan være farlige og utilregnelige, hvilket kan skabe yderligere marginalisering. Hvem gider være nabo eller kollega til en, der pludselig kaster sig umotiveret på gulvet og brøler som et dyr? Derudover kan man forledes til at tro, at mennesker med handicap har ringere liv end andre, at deres liv alligevel ikke rigtig betyder noget (de vil faktisk hellere tage livet af sig!), og at handicappolitik og kampen for at sikre bedre vilkår for mennesker med handicap mere eller mindre er spild af kræfter. Endelig kan den evindelige infantilisering af mennesker med (især mentale) handicap være en alvorlig hæmsko for den brede tilslutning til rettigheder for denne gruppe. Hvorfor skal de kunne stemme til folketingsvalg? Vi lader heller ikke en 8-årig stemme!

Ligesom vi har brug for, at etniske minoriteter ikke bare portrætteres som gangstere eller kioskejere, og kvinder ikke bare portrætteres som husmødre eller dumme blondiner, har vi brug for, at mennesker med handicap portrætteres som den mangfoldige gruppe, de er.

Et godt sted at begynde kunne være at involvere dem selv.  


Om skribenten

Pernille Loumann

Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro. Læs mere