Pernille Loumann: Lad os tale om de virkelige grøfter i samfundet – og hvem der graver dem

Beskyldninger om at kritik skaber splittelse rammer ved siden af. Der bliver ganske rigtigt gravet grøfter i både Danmark og USA, men det er politikerne, der svinger skovlen, mener Pernille Loumann.

Af Pernille Loumann

Da Trump-støtter stormede kongressen i Washington, og fornuftige borgere udtrykte bestyrtelse over disse højreradikale, skarpt bevæbnede og overvejende hvide mænd, var der debattører og politiske kommentatorer, som i ramme alvor mente, at man skulle være tilbageholdende med fordømmelsen, fordi USA ikke havde brug for yderligere splittelse.

Som reaktion skrev en amerikansk Twitter-bruger: ”At straffe fascister vil kun splitte os yderligere – og ja, jeg vil gerne være splittet fra fascister.”

Så enkelt kan det egentlig siges. Splittelse er selvfølgelig ikke godt i sig selv. Men at støtte fascisme er da trods alt værre. Det er ejendommeligt, at det overhovedet er noget, vi skal diskutere. Men det er det.

Hvem graver grøfterne?

Når man formaster sig til at have en mening om noget, får man nemlig ofte at vide, at man ”graver grøfter” eller ”skaber splittelse”. Mange mennesker bryder sig ikke om, at man tager et standpunkt, og dermed også tager afstand fra andre standpunkter, nærmest uanset hvad de måtte være. Og anklagerne om at grave grøfter synes samtidig at tjene til at forhindre, at vi taler åbent om de virkelige grøfter i samfundet.    

Det sker jævnligt, at jeg på Twitter eller andre steder udtaler mig kritisk om racisme, sexisme eller social ulighed.  En gang imellem vover jeg endda at nævne de partier, der har stemt for konkrete tiltag, som jeg er lodret imod, fx kontanthjælpsreformen eller ghettoloven. Når jeg gør det, sker det næsten altid, at jeg bliver beskyldt for at grave grøfter.  

“Grøftegraver-hammeren”

Ved folketingsvalget i 2015 blev Dansk Folkeparti landets næststørste parti. Dengang talte man om ”det gule Danmark”, da Dansk Folkeparti blev det suverænt største parti i Sønderjylland med 28,2 procent af stemmerne. Mange danskere – ikke mindst københavnerne, der i langt højere grad havde stemt på Enhedslisten og Alternativet – var bestyrtede over valgresultatet. Og med rette, synes jeg. Jeg var også bestyrtet. Jeg syntes dengang som nu, at Dansk Folkeparti repræsenterede en særlig form for snæversyn og smålighed, som var og er meget skadelig for vores samfund. Men hvis man udtrykte sin bestyrtelse, stod der straks nogen klar med grøftegraver-hammeren. Skulle mennesker i Sydjylland måske være dårligere mennesker end mig? Hvilken opblæst og elitær idé! Vi skulle hellere tage at respektere hinandens holdninger i stedet for at gå rundt og skabe splittelse.

“Bestræbelsen på at skabe et ordentligt og retfærdigt samfund må gå forud for høfligheden over for DF-vælgere – eller Trump-støtter for den sags skyld. Vi skaber ikke et bedre samfund ved tavst at acceptere ulighed, racisme, misogyni eller homofobi.”

Som om vores samfund ikke i forvejen var splittet. Og som om splittelsen i en Twitter-debat er værre end den meget reelle splittelse, der adskiller rige fra fattige og marginaliserede grupper fra resten af befolkningen.

Bestræbelsen på at skabe et ordentligt og retfærdigt samfund må gå forud for høfligheden over for DF-vælgere – eller Trump-støtter for den sags skyld. Vi skaber ikke et bedre samfund ved tavst at acceptere ulighed, racisme, misogyni eller homofobi. Mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti, kan sikkert være flinke forældre, naboer og kollegaer. Der er ingen grund til at dæmonisere eller udstøde dem, men der er al mulig grund til at gå i rette med deres holdninger.

For når de stemmer, som de gør, er de med til at gøre tilværelsen sværere for mennesker, som i forvejen har vanskelige vilkår. Hvis man har fulgt med i, hvordan Dansk Folkeparti faktisk har stemt i Folketinget, vil man vide, at de grupper, der har fået det sværere, ikke bare er etniske minoriteter, men også mennesker med handicap, arbejdsløse samt sårbare ældre. Jeg synes, det er fuldkommen rimeligt at tale højt om det og at komme med argumenter imod den politik, Dansk Folkeparti står for. Det har i mine øjne ikke noget at gøre med grøftegravning – det er tværtimod det, man kalder politisk debat. Og forhåbentlig nytter det også noget, forhåbentlig er der mennesker, som faktisk bringes til at ændre mening, hvis de bliver mødt med gode argumenter.     

Jeg kan se masser af splittelse og grøftegravning i vores land. Det er grøfter, politikere har gravet igennem mange år, og som har kolossal betydning for menneskers livsmuligheder. Socialt udsatte dør i gennemsnit 19 år før den øvrige befolkning. Hver tiende ung, der har været anbragt i barndommen, ender med at blive hjemløs som voksen. Fattigdom går stadig i arv. Børns socialklasse afspejles tydeligt i deres karakterer i folkeskolen. Mennesker med etnisk minoritetsbaggrund har sværere ved at få praktikplads, job og bolig end andre borgere.

De grøfter synes jeg, er de reelle grøfter, vi bør bruge vores energi på at undgå.