Peter Westermann: Grænsen ligger fast – folkestyret skal bevares i krisetider
Der er andre grunde end blot den runde fødselsdag, til at huske på læren fra Påskekrisen under corona-epidemien.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I påsken er det 100 år siden, kong Christian X udløste den såkaldte ‘Påskekrise’. Men der er andre grunde end blot den runde fødselsdag, til at huske på læren fra 1920 under den igangværende krise, skriver Peter Westermann.

Af Peter Westermann
Corona-krisen er en stor udfordring, også for folkestyret. Den betingelsesløse politiske samling, der har præget de første ugers krisehåndtering, ser ud til at være afløst af en begyndende positionering. Og det er kun godt. Man må dele sig efter anskuelser, lød det fra Viggo Hørup i forfatningskampen sidst i forrige århundrede. Hørup var også folketingsmanden bag vendingen: “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”.
Sådan har idealet været – og sådan må det være – i et folkestyre. Derfor hilser jeg det velkomment, at det politiske liv ser ud til både at kunne samles, når det gælder, men også igen deles efter de anskuelser, det hele gælder om.
Af samme grund blev jeg en smule nervøs, da Søren Pind 25. marts på Twitter i krisens tegn ønskede sig en samlingsregering over midten. Når det gjorde mig nervøs, er det ikke fordi jeg tror, at Søren Pind får magt som han har agt. Min utryghed ligger dybere: Vores forsvar mod et selvtilstrækkeligt flertalsstyre er for svagt. Erfaringerne fra VKO-flertallet skræmmer. – Jeg kan bare skrive ”Irak”.
Ønsker man sig national samling, bør en kongetro som Søren Pind i stedet se til regenten. Hendes rolle er netop den apolitiske samlingsfigurs. Dronningen kan intet politisk, men hun kan alligevel noget, en folkevalgt sjældent slipper godt fra: Hun kan være formanende. Træde frem, men også holde afstand – især til magten. Dronningen ramte den hårfine balance. Hun gik kun til grænsen.
100 års-jubilæum for demokratisk krise
I disse dage er det 100 år siden, at Dronningens farfar, kong Christian X, gik langt over grænsen, da han i dagene 29. marts til 4. april 1920 kastede landet ud i en politisk krise. En krise, der bør markeres og huskes:
Da den radikale Zahle og hans regering agtede at acceptere, at den nye grænse til Tyskland fulgte folkeafstemningsresultatet, blev kongen, der ønskede en sydligere grænse, vred og afskedigede regeringen. Det skabte, heldigvis, et ramaskrig i folket, og revolutionære arbejdere benyttede lejligheden til at kræve en republik. Ikke noget urimeligt krav, i lyset af kongens kup. Forfatningsmæssigt var det store problem, at kongen kunne erklære sig i nogenlunde god tro, idet Grundloven af 1915, som han selv have stadfæstet, i § 13 beskrev, at ”Kongen udnævner og afskediger sine Ministre”.
Var det ikke bare den ret, han udnyttede…?
Et brøl af forargelse
Når der kom et berettiget brøl af forargelse fra folket, skyldtes det at Grundlovens bogstav og Grundlovens ånd var og er to vidt forskellige størrelser. Ånden er demokratisk, bogstavet (indskrænket) monarkisk. Og endnu vigtigere: Den forfatningsretlige praksis havde udviklet sig – ofte gennem krasse konflikter som den føromtalte forfatningskamp, der endte med Systemskiftet i 1901 og parlamentarismens reelle indførelse. Dens negative princip, at ingen regering kan fortsætte med et flertal imod sig, var dét, Zahle støttede sig til i mødet med den olme kong Christian X.
“Kongen reddede sin krone ved at affinde sig med folkestyret. Corona skal ikke betyde, at vi affinder os med en ny enevælde.”
Med Socialdemokratiets formand, Thorvald Staunings mægling indvilligede kongen i at udskrive nyvalg, og at det alligevel ikke skulle være hans sagfører, der som kongens marionet skulle være statsminister. Den post gik efter valget i stedet til Venstres Niels Neergaard, som fulgte folkeafstemningens grænsedragning. 25 år senere, i dagene efter befrielsen 5. maj 1945, fastslog den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl endegyldigt, at grænsen ligger fast.
Smid ikke åbenheden ud med badevandet
En samlingsregering hører til en tid som besættelsen – og så kritisk er tilstanden heldigvis ikke for vores folkestyre. At tilstanden for sundhedsvæsenet og de mange borgere, epidemien vil ramme, kan være kritisk er en anden sag, hvilket jeg som regionsrådsmedlem er overordentligt bevidst om. Det er imidlertid en sag, der fint kan håndteres i folkestyrets almindelige form. Her handler det om at kunne samles og regere effektivt mod akutte trusler, men samtidig også om at sikre, at reaktionerne på truslen ikke sætter noget endnu mere dyrebart over styr: Vores åbne samfund og folkestyrets forfatning.
Solnedgangsklausuler, der automatisk ophæver undtagelsestilstanden, er vigtige. Det samme er kritisk stillingtagen. Derfor er det et politisk sundhedstegn, at forskellige partier – og øvrige folkelige røster – begynder at stille spørgsmålstegn ved regeringens fremfærd. Dermed ikke medgivet, at disse røster har ret, men at de har ret til at hæve sig. Og den ret skal vi værne med alle midler. Kan regeringen ikke samle flertal bag sin kurs, når alle har delt sig efter oprigtige anskuelser, må kursen eller regeringen ændres. Men først da. Krav om en samlingsregering må man skyde en hvid pind efter.
Kongen reddede sin krone ved at affinde sig med folkestyret. Corona skal ikke betyde, at vi affinder os med en ny enevælde. Grænsen ligger fast.

Læs også: Aldrig mere en Krystalnat
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER