Pia Olsen Dyhrs ti år som formand for SF. Ro i partiet, men hvor er samfundsvisionerne?

For lidt over ti år siden overtog Pia Olsen Dyhr posten som formand i et kriseramt SF. Det kan være svært som udenforstående at forstå præcist, hvor voldsom den krise var. Selv i tiden op til valget i 2011 havde der været konflikter omkring linjen, men da regeringstiden startede, blev det værre og værre.

Store grupper valgte at forlade partiet. Mest opmærksomhed fik de mange, der forlod SF til fordel for Socialdemokratiet. Men mange forlod også SF til fordel for Enhedslisten og endnu flere til fordel for bitter passivitet.

Jeg var selv aktiv i SFU i Odense i denne periode, og mens vi sagtens kunne være 20 deltagere til et almindeligt tirsdagsmøde i 2010, så faldt det tal hurtigt til et niveau, hvor ti deltagere blev betragtet som en stor succes. Stemningen blev en anden, der var stort mismod og utilfredshed med resultaterne af regeringsdeltagelsen.

Forskellige folk håndterede situationen på forskellige måder. Nogle greb – som jeg selv – efter ethvert halmstrå af gode nyheder, der kunne opveje det dårlige. Andre fokuserede på nederlagene. Men fælles for de fleste var, at vi var dødtrætte af situationen. Trætte af at være bekymrede for, hvad regeringen nu fandt på af elendigheder. Trætte af at skulle give venner, kollegaer og familie svar, som vi ikke havde. Trætte af at høre på den oftest dybt ubehagelige og perfide interne debat.

Jeg vil personligt vurdere, at SF og SFU mistede langt flere gode aktive kræfter på den elendige stemning, end de gjorde, fordi folk forlod partiet i protest over den politiske linje. Jeg ved, at det er en vurdering, jeg deler med mange SF’ere. Jeg tror, at Pia Olsen Dyhr er en af dem. 

Så til venstre, så til højre

Med den baggrund blev det afgørende for Pia Olsen Dyhr som ny SF-formand at skabe ro og stabilitet internt i partiet. Den opgave har hun løst til perfektion. Og det er en større bedrift, end mange giver hende anerkendelse for.

De fleste, der ikke selv er politisk aktive i SF, undervurderer nok, hvor stort det politiske spænd i partiet er. Partiet rummer i praksis hele den såkaldte røde bloks politiske spektrum. Mennesker, der i Socialdemokratiet ville være at betragte som højrefløj, deler parti med mennesker, som ville være på venstrefløjen i Enhedslisten.

De modsætninger kan være svære at forene. Særligt på enkeltspørgsmål. For at sikre et SF, som de fleste kan se sig selv i, må man derfor give forskellige grupper forskellige indrømmelser. Det har betydet, at hvor SF under Villy Søvndal forholdsvis entydigt trak ind mod midten, så har udviklingen under Pia Olsen Dyhr været meget uens.

SF er trukket meget mod midten på udlændinge og integration, mens partiet er gået ret klart i retning af venstrefløjen, når det gælder feminisme og kønspolitik. Man er drejet til venstre på skat og velfærd, men til højre på forsvarspolitikken.

Det er i høj grad et spørgsmål om personlige præferencer, når man skal vurdere, om partiet samlet er rykket mest til venstre eller til højre.

Har SF et projekt for samfundet?

SF’s ledelse har været gode til at lytte til medlemmerne på de punkter, som betyder mest for dem. Det er på mange måder positivt. Ulempen er, at SF mangler et egentligt politisk projekt. Et reelt formuleret projekt for hvad man gerne vil for samfundet, der bygger på en sammenhængende analyse.

Det tætteste, SF er kommet på en egentlig linje, har været sloganet ”Ro På”. ”Ro På”-sloganet har samlet en form for diffus kritik af konkurrencestaten og kapitalisme i en række politiske forslag. Set fra et centrum-venstre-perspektiv har disse forslag typisk været ukontroversielle.

Det er som sådan fornuftigt at mobilisere omkring en populær fortælling. Problemet er, at de enkelte politiske krav og mærkesager meget nemt kan udskiftes. Da SF i 2017 lagde sig fast på sine 15 krav til en ny regering, var pædagoger ikke nævnt med et ord. Det store og ultimative krav var derimod kontanthjælpsloftet.

Lige så snart bevægelsen for bedre daginstitutioner startede, blev minimumsnormeringer pludselig et ultimativt krav. Det er klart, at man siden forsøgte at nedtone, at man har nævnt kontanthjælpsloftet som ultimativt krav. Mit ærinde her er ikke at udfordre visdommen i det konkrete skift. Jeg vil blot påpege, at SF’s politiske prioriteter er en fleksibel størrelse.

På den måde skaber man måske nok ro internt og opbakning udefra. Men man afskriver sig en vigtig mulighed for at skabe forandring i samfundet. Skal man skabe reelle politiske forandringer, må man år efter år stille de samme politiske krav og arbejde vedholdende på at forme samfundet på en bestemt måde. Det kræver benhård prioritering og en vilje til at stå fast på sine valg – også når vælgerne er ligeglade og baglandet utilfredst.

Skal SF i regering?

Hvis SF skal deltage i en regering, bliver dette spørgsmål endog rigtig vigtigt. Jeg er overbevist om, at SF under Pia Olsen Dyhr ikke vil gentage den katastrofe, som partiets hidtil eneste regeringsdeltagelse endte med.

Regeringsdeltagelse for enhver pris er længere ikke SF’s mål. Det viste SF klart og tydeligt ved at sige nej til at sidde med i den nuværende regering. Partiet risikerer dermed ikke en gentagelse af traumet fra 2010’erne.

Jeg er snarere bekymret for, at partiledelsen kan mangle en rettesnor, når de sidder i en presset situation og skal overveje, om de skal deltage i en regering eller ej.

Partiets interne balance bliver det tætteste, vi kommer på sådan en rettesnor. Kan partiets venstrefløj leve med de indrømmelser, vi skal give for at være med? Kan partiets højrefløj leve med, at vi står uden for en regeringsdannelse? Og hvilken af de to fløje råber højest?

Det er nødvendigt at have sådan en debat, hvis man vil sikre ro på bagsmækken. Men det er den forkerte debat, hvis man ønsker at forandre verden. Ønsker man at forandre verden, må man først fastslå, hvordan man vil gøre det.

Hvilke ting er de vigtigste for SF at forandre i en tidshorisont på 5-10 år? Når man har formuleret disse konkrete ønsker om forandring, kan man så tage stilling til, om man er bedst tjent med at stå inden for eller uden for en regering.

Det kan f.eks. være, at SF når frem til, at man kun kan sikre, at embedsværket understøtter en dansk overholdelse af Parisaftalen, hvis man selv har kontrol med Klimaministeriet. Det kan også være, at SF når frem til, at der ikke findes nogen position inden for regeringen, der styrker kampen for ligeløn, da man er tvunget til at stå på arbejdsgivernes side i det offentlige.

Det ene taler for at stå indenfor – det andet for at stå udenfor. I så fald må man vælge, hvad der er vigtigst. Det bliver næppe populært, men det er til syvende og sidst, hvad politik handler om.