Pligt og ret på integrationsydelse

Socialdemokraterne har prøvet på det flere gange. De plejer at blive stoppet af venner med bedre situationsfornemmelse end dem selv, men nu lufter de altså deres uhyre dårlige idé igen.

Jeg tænker naturligvis på Mette Frederiksens drøm om at indføre 37 timers arbejdspligt for at kunne modtage integrationsydelse. Integrationsydelse hedder i dag SHO-ydelse, og det er nok meget godt, at ingen ved, hvad det står for.

Med andre ord skal de heldige modtagere af integrationsydelsen arbejde fuld tid for at modtage 6.350 kr. om måneden. Før skat. Eller 8.886 kroner, hvis man er forsørger.

Det skal gå ud over indvandrerne

Mette Frederiksen er åben om, at forslaget er målrettet indvandrerkvinder De skal ikke gå derhjemme og modtage deres næsten 9.000 kroner om måneden (før skat) mod bare at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Nej, de skal da ud at arbejde. Smøre madder eller vaske tøj. Det er godt for integrationen, må man forstå. Faktisk mener Mette Frederiksen, at dette tvangsarbejde til en fattigdomsydelse er godt for dem, det går ud over.

Problemet er, at det at smøre madder eller vaske tøj allerede er et arbejde, som mennesker udfører og får rigtig løn for. Det er også et rigtigt arbejde at samle skrald op på stranden, som Peter Hummelgaard tidligere har fablet om, at man kunne sætte de stakkels mennesker til. Jeg får den tanke, at det ville være endnu bedre for integrationen, hvis de pågældende individer blev tilbudt et sådant arbejde.

I stedet mener Mette Frederiksen altså, at folk skal ud at agere løntrykkere ved siden af arbejdere, der med eller uden ret kan føle, at deres stillinger er i fare, når der bliver sendt folk ud at udføre deres arbejde for en fattigdomsløn.

Fagbevægelsen plejer at tale Socialdemokraterne fra disse ideer. Men nu hvor regeringen har angrebet den danske model ved at fjerne en fridag, kan det være, at Socialdemokraterne mener, at de alligevel er så dårlige venner med fagbevægelsen, at de lige så godt kan prøve at udleve deres fantasi om at tvinge mennesker til fuldtidsarbejde for en sulteløn.

Gør din pligt, kræv din, ja, hvad kan du egentlig kræve?

Socialdemokraternes skåltaler nævner ofte ret og pligt. Gør din pligt, kræv din ret and all that jazz. Men hvis ens ret for at udføre et fuldtidsarbejde, samtidig med at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, er at modtage en løn, der ligger markant under fattigdomsgrænsen, er det som om, der er en ubalance mellem pligt og ret.

Denne ubalance gælder alle overførselsindkomsterne. Pligterne bliver flere og flere, og ydelserne følger ikke med prisudviklingen. Imens bliver hullerne i systemet større og større. Flere falder igennem, og distancen mellem middelklasse og reel fattigdom har ikke været kortere i mange år.

Er man på integrationsydelse, er man i statsministerens målgruppe for endnu flere pligter. 37 timers pligter om ugen for at være helt præcis. Det giver rettigheder for 39 kroner i timen før skat eller 54 kroner i timen, hvis man er forsørger.