Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. oktober. 2022

Valgkampen er politisk striptease for åbent tæppe

Valgkampen udstiller politikere på tynd is i den desperate jagt på at tækkes de sensationshungrende medier. Men kigger man på, hvad vælgerne egentlig vil have fokus på, burde man droppe de platte overskrifter og fokusere på emner som klimakrise og inflation, skriver Jørgen Alfastsen.

Illustration: Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg har allerede brevstemt. Jeg kunne således springe resten af valgkampen over! Sådan er det for politisk engagerede mennesker, der følger godt med imellem valgene – vi behøver ikke valgkampe. Vi lader vores stemmeafgivning afgøre af politikernes handlinger imellem valgene.

Handlinger er mere talende end valgkampretorik. Valgkampe er spildte på os. Men vi følger nu alligevel med. Hvorfor? Fordi valgkampe er politikernes striptease-show for åbent tæppe. Her rives maskerne af, og vi kan tydeligere aflæse deres svage og stærke sider, deres personlighed, deres autencitet eller mangel på samme, og deres politiske argumentationskraft – hvis de da har nogen?

Standup-komikere som Jonatan Spang, Michael Schøt og satiregruppen MAGT har dagligt stof til endnu et ramsaltet og morsomt show med bid og vid. Ofte kommer de tættere på sandheden end de hel- og halvprofessionelle i Kommentatorkøbing.

Politik på speed

Det massive mediepres på politikerne om hurtige udmeldinger til mediernes liveblogs gør ikke noget godt for politikerne. På skift ryger de ud på tynd is, der bryder sammen under dem. Går De Radikale ind for en undersøgelse af spionchefens udtalelser om, at han blev gået af politiske årsager? Først nej, men ja dagen efter.

Enhedslisten havde lidt problemer med holdningen til Rwanda-flygtningecenteret et par dage, hvorefter Mai Villadsen som partiets ordfører måtte sætte tingene på plads. Jakob Ellemann-Jensen måtte æde ordene i sig om forbud mod SOSU-assistenters brug af hovedtørklæde i hjemmeplejen. Først ja, dagen efter nej.

Topmålet – eller snarere lavmålet – nåede Nye Borgerliges Mette Thiesen, der mente, at de ældre heller ikke skulle betjenes af jøder og homoseksuelle i hjemmeplejen. Den slags bidrager ikke til at øge respekten for politikerne, der scorer historisk lavt, hvad angår folks tillid til dem.

Politikerlede kontra vælgerlede

Inger Støjbergs Danmarksdemokrater lever af politikerleden og fjernstyringen fra de såkaldte københavnske saloner. Lektor emeritus Johannes Andersen havde forleden i Politiken en urovækkende kommentar, hvor han skrev følgende om Støjberg-partiet:

Man må efterhånden erkende, at det idealistiske parti med stabile mærkesager og drømme om en bedre verden er blevet opløst i den politiske scenes selvoptagethed og mediers daglige jagt på breaking news. På den baggrund har Danmarksdemokraterne faktisk foldet sig ud som et lysende eksempel på, hvad der venter i fremtiden. Danmarksdemokraterne er et parti uden faste politiske holdninger. Det satser i stedet på følelsesbaserede grundstemninger bygget op omkring en kamp for retfærdighed. Ikke for alle – fordi der er nogen, man er imod – men for en relativt diffus gruppe, hvis vigtigste kendetegn er, at den kan spejle sig i de følelser, der udfoldes i denne kamp.”

Hvis den Trump-inspirerede og rigsretsdømte Støjberg får massiv succes på valgdagen, så vil Christiansborgs gange på valgaftenen være fyldt med en kvalm stank af uudtalt vælgerlede.

Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne lever af politikerlede, og tilbyder nemme løsninger på svære problemer. Hendes platte populisme minder om en dansk Donald Trump, skriver Jørgen Alfastsen. Foto fra Facebook.

Valgkamp på oplyst grundlag

Den dystopi må vi undgå. Vi har set, hvad det har ført til i USA, og under coronaen så vi ”Men in Black” med tilhørende rabiat markskrigeri føre sig frem. Vi må insistere på, at valg i Danmark skal afvikles på et oplyst grundlag, og at man som borger i et folkestyre har pligt til at sætte sig ind i samfundsforhold, så krydserne sættes efter kvalificerede overvejelser – kemisk renset for konspirationsteorier, løgn og bedrag.

“Der er ting, som er for platte til, at de skal køre i båndsløjfer på diverse medieplatforme i en valgkamp. Det er ikke censur. Det er redaktion under samfundsansvar.”

De seriøse medier har et ansvar for ikke at falde for visse politikeres lavpandede, sære og forskruede holdninger og happenings, og ikke massivt og ukritisk kolportere dem i primetime på alle platforme.

Der er ting, som er for platte til, at de skal køre i båndsløjfer på diverse medieplatforme i en valgkamp. Det er ikke censur. Det er redaktion under samfundsansvar. Medierne agerer ikke i et lufttomt rum. Fokusér på substans, kære journalister! Ikke proces og kandestøberier ud i den blå luft, der stjæler tid og opmærksomhed fra det væsentlige: Politikken og løsningsforslag på de mange kriser, vi oplever lige nu – og i stigende grad vil gøre i fremtiden på grund af politikernes undladelsessynder i klimaspørgsmålet.

Klimaets tipping-points nås måske i kommende valgperiode?

Til vælgernes ros skal det noteres, at en nylig undersøgelse fra Voxmeter viser, at et flertal på
38,5 procent siger, at klima og miljø er det vigtigste valgtema, mens 31,6 procent siger sundhed, herunder praktiserende læger og psykiatrien. Kun 4,2 procent siger indvandrerpolitikken er den vigtigste. De borgerlige går således fejl af vælgernes prioriteringer.
Da den Grønne Ungdomsbevægelse forleden inviterede alle partierne til at fortælle om deres klimapolitik, var det ikke alle partier, der gad møde op. Alle 3 statsminister-kandidater mødte imidlertid op, da Ældresagen afholdt vælgermøde! De unge gik derefter i waders ud i Peblingesøen med skilte, hvor der stod: ”Vælg en grøn retfærdig fremtid.”

Inflationskrisen gør så, at der også skal vælges en ”rød retfærdig fremtid”, hvor inflationsbaronerne må punge ud til dem, der nu går vinteren i møde i en campingvogn, fordi de har været tvunget til at opsige deres lejemål, da de ikke kan betale el- og gasregninger!
Fasthold det rød-grønne folketingsflertal! Fortsat god valgkamp!


Om skribenten

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er medlem af Gert Petersen-Selskabet og næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER