Polsk kul brænder ud – men produktionen stopper først i 2049

Størstedelen af EU’s stenkul bliver produceret i Polen. Landets minearbejdere er stærkt organiserede, og det komplicerer den grønne omstilling.

Af Søren Riishøj

Polske minearbejdere har i årtier ihærdigt forsvaret deres interesser. I 1980 spillede de via Solidaritet en aktiv rolle i opgøret med det kommunistiske system. Og aktionerne fortsætter i dag – ikke uden resultat.

Sidst i september sendte Polens ministerpræsident Morawiecki således en delegation til Rude Slaska i det sydlige Polen – for at få bragt endnu en aftale med minearbejderne på plads. Forhandlingerne trak ud i flere dage. For at læggemaksimalt pres på regeringen barrikaderede minearbejdere sig under jorden.

De polske myndigheder står over for en formidabel modstander, konstaterer Maria Wilczek i en analyse for Balkan Insight. Minearbejdernes fagforeninger har 90.000 medlemmer, i sig selv ikke et imponerende tal, men de har altid været villige til at aktionere gennem strejker og protestdemonstrationer og påvirke den politiske dagsorden. Særligt aktiv under forhandlingerne i september var fagforeningen OPZZ. Der er mange forskellige minearbejder-fagforeninger i Polen. Organisationsprocenten er på næsten 100 pct., langt over gennemsnittet for alle arbejdere (kun 12 pct.). Lønningerne for minearbejderne er efter polske forhold høje, i det største selskab PGG 7.600 zloty (ca. 12.00 danske kr.) om måneden.

Polen producerer 90 pct. af EU’s stenkul

Polen producerer ikke mindre end 90 pct. af al den stenkul, der produceres i EU. Kul dækker 74 pct. af landets samlede energiproduktion. Men sektoren er kommet under stærkt voksende pres. EU forhøjer støt afgiften på kul, der derfor bliver dyrere og dyrere. Det har betydet højere elpriser for både virksomheder og forbrugere. Lagre af usælgeligt kul – i juli i år 7.9 mio. tons – har hobet sig op. Mellem 2013 – 2018 skønnes der at være brugt næsten 7 mia. euro til at redde minebranchen (”bailouts”).  Billigere kul er importeret fra andre lande, deriblandt Rusland. Solceller og vind bliver nok brugt i stigende grad, men produktionen af vedvarende energi halter efter de vedtagne planer.

6 procent lønforhøjelse til minearbejderne

Forhandlingerne mellem regeringen og minearbejderne endte med en aftale, der betyder, at regeringen helt frem til 2049 skal sikre, at der ikke bliver tvungne afskedigelser. Den aftale kan blive svær at gennemføre i praksis. Først fra 2049 skal forbruget af kul helt ophøre. En del miner er allerede blevet lukket.

Minearbejdernes fagforeninger har bare 90.000 medlemmer. Men de har altid været villige til at aktionere gennem strejker og protestdemonstrationer og påvirke den politiske dagsorden

Flere selskaber har hjulpet minearbejdere med at finde nye job, bl.a. med at oprette egne, mindre virksomheder. Dertil kommer så den naturlige afgang på grund af alder. Tidligere i år gik myndighederne med til at bevilge minearbejderne en 6 pct. lønforhøjelse – til trods for at selskaberne kæmper med store underskud på deres regnskaber.

De politiske partier i Polen og især landets nuværende regering har haft særlig svært ved at tage et opgør med minearbejderne. Under præsidentvalgkampen i år besøgte Andrzej Duda flittigt mineområderne og lovede ”guld og grønne skove”, og det gav resultat. I millionbyen Ruda Slaska i det sydlige Polen fik han 51 pct. af stemmerne i første runde.

Mineområderne i Schlesien betragtes som ”svingstater”, der meget let afgør, hvem der får flertallet, når alle stemmerne er talt op, når der er et tæt løb i forbindelse med et valg. – Og det er der tit i Polen.