Populisme og politik efter coronakrisen: Antonio Gramsci og undtagelsestilstanden

Antonio Gramsci var i sine politisk aktive år – før han blev fængslet – først socialist og senere kommunist. Som for alle kommunister på hans tid, var det afgørende i sidste ende klassekampen. Det var klasserne, der afgjorde de store spørgsmål om samfunds fremtid: Fortsat kapitalisme eller opbygning af socialisme? Her var han i klassepolitikkens kategori, ikke i ’populismens’.

Imidlertid startede han politisk med nærmest at være ’venstrenationalist’ fra Sardinien, den ø der ligger ud for den italienske halvø syd for Korsika. Især i takt med at han i 1920’erne begyndte at skrive for det socialistiske blad Folkets røst (Il grido populo), udvikledes hans socialisme. Det vil imidlertid også sige, at et af populismens kendetegn – nemlig at den hævder at ville give stemme til folkelig utilfredshed med ’eliten’ – nærmest var navnet på mediet for hans tidlige offentliggørelser. I den forstand kan man sige, at Gramsci startede sit journalistiske virke inden for en ramme, der ikke var fremmed for nationalisme og ’populisme’, men nærmest understøttede og opfordrede ham til at gå i retning af populisme.

En alternativ klasseanalyse af populismen

Og der er faktisk god grund til at diskutere både højre- og venstre-populisme. Mange marxister har afvist populismen som en småborgerlig klassepolitik, altså funktionelt set en slags ‘fascisme med et menneskeligt ansigt’. Men det er alt for simpelt. For det første er synspunktet i sig selv ’populistisk’ i den forsimplede forstand, og for det andet er der slet ikke rigtige småborgere nok til at understøtte de populistiske partier i dag. Der er jo uden tvivl mange arbejdere, som støtter de højrepopulistiske partier i Europa og USA. Se fx opbakningen til Trump. Det var i mange tilfælde arbejdere og marginaliserede, der bar ham.

“Gramsci kan være med til at rejse spørgsmålet om, hvad populisme egentlig er – hvis det ikke bare er en anden måde at sige ‘demagogi’ eller ‘politisk racisme’ på.”

Det er ubegribeligt i den strikte klasseanalyse, men ikke i en analyse, som tager udgangspunkt i konkurrencen om, hvem der kan fremstille de mest overbevisende historier om, hvad der skal gælde som de aktuelle og relevante udfordringer for ’almindelige mennesker’. Og her er det netop, at et gramsci-inspireret alternativ til klasseanalysen kommer ind.

Man kunne spørge, om der reelt findes en populisme-problematik hos Gramsci? Var han så forankret i den marxistiske klasseanalyse, at spørgsmålet ikke giver mening i dybere betydning? Der var en populisme-tilgang, selvom man skal gøre sig lidt umage med at finde den, for den er ikke nævnt i nogen indholdsfortegnelse. Gramsci kan være med til at rejse spørgsmålet om, hvad populisme egentlig er – hvis det ikke bare er en anden måde at sige ‘demagogi’ eller ‘politisk racisme’ på. Men hvis man forstår populisme som noget, der har at gøre med at skabe en samlende folkelig kraft i en konkret situation, ja, så bliver Gramsci pludselig meget relevant. Venstrepopulistiske bevægelser som MAS i Bolivia og Podemos i Spanien er eksempler på det.

Historisk blok og kollektiv vilje

Gramscis idéer om dét, han kaldte ‘historisk blok og kollektiv vilje’, bliver udgangspunkterne. Med de begreber ville han forstå, hvordan forskellige grupper i et givet samfund kunne samles om en politik for et folkeligt opgør med de eksisterende økonomiske og politiske magtforhold. Det var i hans hjemland Italien i 1920’erne og 1930erne især industriarbejderklassen i Norditalien og landarbejderne i Syditalien, der skulle rejse sig. I udgangspunktet var der ikke nødvendigvis nogen politisk alliance mellem disse grupper. I stedet havde Gramsci selv oplevet på Sardinien, hvordan mange af øens landarbejdere så på de fagligt organiserede arbejdere på fx Torinos Fiat-fabrikker som en del af en overklasse, der udbyttede dem selv. Torinos arbejdere var en del af ’de rige’ på fastlandet, som man måtte forsvare sig mod.

For Gramsci blev det klart, at økonomisk klassetilhørsforhold ikke i sig selv var nok. Der skulle mere til, hvis man ville samle Italiens underordnede grupper. Her kom ideen om den kollektive vilje ind. For Gramsci var en kollektiv vilje netop en konkret politisk aktør af forskellige underordnede grupper, samlet omkring forskellige politiske ideer og krav. Altså ikke klasser (i ren form), men en faktisk bevægelse, formet af de konkrete omstændigheder, krav og brudlinjer. Den kollektive vilje skulle udtrykke nogle ideer, som bevægelsen kunne samles om – og som samtidig udtrykte en bæredygtig udviklingsretning for Italien. Det var ikke kun ’klasseinteresser’, det handlede om, for de kunne helt åbenbart være forskellige, alt efter om man kom fra det rige Nord eller det fattige Syd.

Det er ret åbenlyst ikke kun i 20’ernes og 30érnes Italien, at politiske kræfter, der kan ændre samfundet, ikke bare ”er der”, men må skabes gennem politisk arbejde. Derfor lavede Gramsci med ideerne om historisk blok og kollektiv vilje ikke kun en analyse af politik i Italien. Han lavede nogle begreber, der kan overføres til andre lande og andre tider. Og det er netop, hvad fx et parti som Podemos har gjort. For det venstrepopulistiske parti Podemos’ grundlæggere – Pablo Iglesias og Enigo Errojòn – var Gramsci netop den, der i den socialistiske tradition lagde de teoretiske grundsten til denne strømning.

De ’intellektuelle’

Med hensyn til den mere konkrete kamp om at skabe kollektive viljer, er et andet begreb, som Gramsci tog fat i – nemlig ’de intellektuelle’ – ret centralt. Her kan man pege på et paradoks for fx et parti som DF har forholdsvis få ’intellektuelle’ i klassisk forstand – højtuddannede og meget skrivende personer – men alligevel har DF kunnet sætte dagsordner de sidste tyve år, som andre partier har været tvunget til at forholde sig til. Hvordan kan det være?

I en gramsciansk tilgang ville svaret være, at de relevante intellektuelle ikke nødvendigvis er dem, der har de højeste uddannelser, men dem der tager ordet og skaber forbindelser mellem politiske krav. Der har været mange i og omkring DF, der har været gode til at ’være intellektuelle’ på den måde. I DF har man kunnet forbinde mange danske arbejderes krav om bedre velfærdsydelser med kravene om stop for indvandring, kritik af Islam m.v. Det har været intellektuelt arbejde, der har skabt en kollektiv vilje omkring et nationalt, højrepopulistisk projekt.

De intellektuelle i den klassiske forstand har imidlertid typisk været pluralister, og de har også typisk ligget til venstre. De har værnet om retten til forskellighed, argumenteret for åbenhed og tolerance mv. som alt sammen er forudsætninger for et velfungerende demokrati. Der har altid været faglige intellektuelle, der har været med til at skabe og udbrede en socialdemokratisk kultur. En gang var de til en vis grad oppositionelle. I dag er de måske blevet systembærende – og derfor kan de ikke lide højrepopulister, der netop udfordrer de elementer af frihed og lighed, der er blevet dele af det danske politiske system. På mange måder kan man se kampen mellem de to slags projekter, som den vigtigste politiske debat i Danmark i dag (med skyldig respekt for hele virussituationen, som ligger i en anden dimension).

Det danske oprør fra midten

Hvis man ser tilbage til 1970’erne, hvor højrepopulismen for alvor kom på dagsordenen i Danmark, er der nogle strømninger, der kan belyse nogle af Gramscis ideer om, hvordan de intellektuelles bidrag til skabelsen af historiske blokke og kollektive viljer fungerer.

“Gramsci skelnede mellem dét, han kaldte organiske ideologier, og ’villede og rationalistiske’ ideer. De sidstnævnte var kort sagt ideer, der var skabt af intellektuelle ved skriveborde, men som ikke havde forbindelse til de folkelige ideologier.”

Cirka samtidig med Femskridtpartiets fremkomst i starten af 1970’erne kom bogen Oprør fra midten. Det var nogle intellektuelle, der også ville give stemme til en form for protest. De ville redde Danmark fra både højre- og venstrefløj og i stedet skabe et ’miljø-Danmark for alle’. De havde nogle ideer, som årtier senere skulle vise sig at være bæredygtige, men dybest set ikke en social basis. Der var titusindvis af købere til bogen, men ingen der umiddelbart tog dens ideer op i organiseret politik.

Gramsci ville nemt have kunnet forklare hvorfor. Han skelnede mellem det, han kaldte organiske ideologier, og ’villede og rationalistiske’ ideer. De sidstnævnte var kort sagt ideer, der var skabt af intellektuelle ved skriveborde, men som ikke havde forbindelse til de folkelige ideologier. De havde netop derfor ikke en forankring i befolkningens daglige tilværelse, der kunne understøtte dem og give dem drivkraft som politiske bevægelser. Og det blev forskellen på folkene bag ’Oprør fra midten’ og Mogens Glistrups FrP. Glistrup fandt hurtigt en social basis i både dele af arbejderklassen og småborgerskabet; landbrugere og mindre forretningsdrivende, der mente at staten blandede sig for meget i deres måde at drive forretning på. FrP fik fremgang og lever den dag i dag i ny form og med nyt navn i DF, og som et blueprint for efterligningerne i Nye Borgerlige og det LA, der findes i dag under Alex Vanopslagh’s formandskab.

Kampen om folkeligheden

Afslutningsvis kan man diskutere, hvem der kører med klatten på det folkelige spørgsmål i dag. Hvem forsyner det politiske system i Danmark med ideerne om, hvad et folkeligt Danmark skal være? Set i det perspektiv, der er foreslået her, er det især omkring dette spørgsmål, at rammerne for konkret, central politik sættes. Hvem skal løbe med kritikken af uddannelses-, sundheds- og klima-politikken?

Det må indrømmes, at højrepopulisterne har været gode til at udfordre de gamle højrepartiers neoliberalisme. Samtidig må det dog også understreges, at Socialdemokratiets gamle bud fra 1960’erne på hegemoni har været robust: ’folkelighed’ i Danmark er stadig også tillid til velfærdsstaten. I 1990’erne så det ud til, at den socialdemokratiske konkrete udviklingsmodel, den som især blev tegnet af Nyrup og Lykketoft, målt på stabilitet og nationaløkonomiske nøgletal var ret vellykket. Det forekom at være en model, der umiddelbart hvilede i velfungerende institutioner, men den løb træt på blandt andet pensionsspørgsmål og ikke mindst indvandringsspørgsmålet, som det nydannede DF fik sat på dagsordenen.

Herefter fulgte et tiår, hvor Anders Foghs Venstre regerede ret stabilt på en slags ’brun neoliberal socialdemokratisme’, paradoksalt nok på basis af utilfredse arbejdere, der var gået fra socialdemokraterne til DF. I 2010’erne havde vi så en periode med skiftende magtforhold indtil 2019, hvor Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse og forholdsvis solidt bakket op af SF og EL vandt en af de største valgsejre i nyere tid. Selv her omkring et år inde i den globale pandemi og efter mange måneders samfunds-krisepolitik har blokken stadig en folkelig opbakning. Så hvad angår forsvar for institutionerne, synes socialdemokratismen i dens klassiske form at være godt kørende pt. Lars Løkke er fx løbet af pladsen hos Venstre for at gå på strandhugst på midten – dvs. hos socialdemokraterne.

Men hvad angår folkelig modstand har højrepopulisterne stadig initiativet. Radikal politisk kritik og opposition er overvejende deres område. Rød blok har stækket sig selv på kritiksiden, og har overladt den populistiske mobilisering til højrefløjen. Derfor er der modstand mod ’populisme’, og derfor har populisme stadig et negativt ry i Danmark.

Venstrepopulismen efter corona

Der kan være gode grunde til at nedtone samfundskritikken, så længe det primære brændpunkt er en sundhedskrise. Den må og skal løses, før de næste skridt skal tages. Men derefter venter der stadig en debat om, hvorvidt folket skal stå til højre eller til venstre. Også spørgsmålet om, hvor arbejderne skal stå – til højre eller venstre, er stadig åbent. Faktisk er der en svag tendens til, at arbejderklassen er rykket til venstre i Danmark i det seneste årti, men det er netop en svag tendens. Hvis højrepopulismen igen finder bedre ledere, a la Glistrup og Kjærsgaard i deres velmagtsdage, kan det sagtens tippe tilbage.

Derfor skal vi skal have bedre tag på utilfredshed med velfærdsstaten inden alt for længe. Det bliver alt for ofte til et rutineforsvar for den. Og dermed bliver det alt for let for dem, der ikke alene vil kritisere den, men også afvikle den. En venstrepopulisme kan både angribe højrefløjen og de dele af venstresiden, der er tilfredse med at forsvare velfærdsstaten, som den er i dag. Det vil fx sige inklusive alle de uretfærdige selektionsmekanismer på uddannelses- og sundheds-områderne. Klimapolitikken består stadig mest af løfter og planer, mens den egentlige omstilling lader vente på sig. På disse områder er der ikke brug for institutionalisering af den aktuelle magt, men for folkelig magtkritik. Når corona-krisen er overstået, eller i hvert fald under egentlig kontrol, bliver der igen plads på dagsordenen til at diskutere, hvordan man udvikler et venstrepopulistisk lederskab, der kan orkestrere en folkelig mobilisering – en kollektiv vilje – for et nyt venstreprojekt.