Preben Wilhjelms læseværdige oplysninger om Israel. Anmeldelse af “Smertensbarnet Israel – en personlig beretning”
Hvis der skulle uddeles roser her, så ville der falde en del. For denne bog er både læseværdig og informativ. Gennem denne lille bog vil mange kunne få styr på en del overvejelser om Israel og Palæstina. Pernille Frahm anmelder ”Smertensbarnet Israel – en personlig beretning”

Preben Wilhjelm er aldersmæssigt midt imellem min og mine forældres generation. Den rejse han har været på i forhold til Israel og Palæstina ligner min egen, og den starter der, hvor mine forældre og mange i deres generation befandt sig. Jeg tror mange, vil kunne få styr på en del overvejelser omkring Israel igennem denne lille bog på 144 sider.
Vi, der kom til verden i efterkrigstiden, voksede op med rædslerne fra Holocaust tæt inde på livet. Både min mor og min stedmors familie var jøder, så min barndom og ungdom er fuld af fortællinger, og mange af dem har dannet mit politiske jeg.
Bogen er derfor superrelevant for min generation og deromkring, men den er så fuld af konkrete facts og beretninger, at den er lige så relevant for dem, der allerede mener, de ved tilstrækkeligt om den konflikt. Bogen handler også om at foretage en smertefuld politisk rejse og give slip på nogle stærke illusioner. En rejse jeg også selv har været igennem, og som stadig flere er ved at foretage.
Det gør ondt at sige farvel til en drøm
Spørgsmålet, om at rette op på Europas medansvar for mordet på flere millioner jøder, er stadig baggrund for Vestens Mellemøsten-politik. Også derfor er bogen relevant Preben Wilhjelm fortæller, at en række diplomater, han traf ved FN’s generalforsamling, indrømmer, at med det de ved i dag, ville det nok have været en god ide ikke at oprette Israel.
Den viden er nu langsomt ved at trænge sig frem i debatten om konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Især efter Hamas’ overfald på tilfældige unge og ikke mindst de efterfølgende voldsomme straffeaktioner mod alt og alle i Gaza har debatten fået en ny drejning og ny næring.
Men som Wilhjelm også selv forklarer: Det gør ondt at sige farvel til en drøm. Drømmen om unge jøder, som efter Holocaust tog til Israel for at opbygge en socialistisk idealstat. Og det er sikkert endnu sværere at skulle tage et nyt standpunkt, hvis man, som forfatteren beskriver det, i mange år har været irriteret over ungdommen og især dem på venstrefløjen, som i årtier har forsøgt at rejse en fornuftig debat, og som hver gang er blevet mødt med mudderkast, røgslør og beskyldninger om antisemitisme. Selv Martin Krasnik er begyndt at røre på sig!
Preben Wilhjelm opfordrer til at vi får afklaret de begreber, vi kaster om os i debatten: Antisemitisme, antizionisme, terror, gidsler – for bare at nævne nogle stykker. Han rejser spørgsmålet, om jøder har et særligt ansvar for at sige fra, som man i den danske debat kræver, at muslimer skal med hensyn til fx Hamas.
Det er der heldigvis mange jøder, som gør: Foreningen EJJP har en dansk aflægger i Jøder for retfærdig fred, og de deltager aktivt i debatten og demonstrationer. Da Israels regering forsøger at tage alle jøder til indtægt for deres svinestreger i de besatte områder, demonstrerer mange under parolen ”Ikke i mit navn”.
Preben Wilhjelm tager i bogen spørgsmålet om politiske ledere op. Det er i mine øjne noget helt centralt. Begge parter mangler ansvarlige ledere. Og ligesom forfatteren har jeg svært ved at se, hvor de skulle komme fra. Wilhjelm foreslår Marwa Barghouti, som jeg mødte på Vestbredden, kort før han blev arresteret. Har er absolut det bedste bud, da han nyder stor opbakning og er en god strateg. Men vil han komme ud? Og hvor længe vil han være i live?
Hvordan skal det ende? Og vil det overhovedet få en ende? En af mine venner sagde engang: Det ender godt. Hvis det ikke er godt, er det ikke endt. Det kan der være noget om, for så længe åbenlys uretfærdighed findes, vil nogen kæmpe imod.
Flere interessante bidrag
Moshe Machover og Akiva Dorr er begge født, før staten Israel blev oprettet, og de er begge antizionister. De har skrevet en lang række artikler og bøger sammen og hver for sig, og de var i sin tid med til at grundlægge det israelske kommunistparti, som de dog begge to forlod pga. dets tætte forbindelse til Sovjet.
De beskriver i deres artikel, hvordan zionismen og den israelske nationalisme står i vejen for en egentlig klassebevidsthed blandt israelske arbejdere. De beskriver også, hvordan et immigrantsamfund som det israelske ofte er præget af individers personlige projekter om at komme frem i verden i højere grad end at udvise solidaritet for at ændre de fælles betingelser.
Det er i mine øjne nogle meget interessante betragtninger – og ikke bare i en israelsk sammenhæng. Begge forfattere var begge i en periode ved universitetet i Jerusalem og forlod begge Israel for at bosætte sig i Storbritannien.
Ilan Pappé er historiker, født i Israel og forskede ved universitet i Haifa indtil 2007, hvor også han forlod Israel efter dødstrusler. Han slog sig også ned i Storbritannien. Hans artikel handler om zionismens sammenbrud, som ifølge Pappé vil blive en realitet. Han beskriver i en række punkter, hvordan staten Israel bliver mere og mere splittet. Han taler om to overordnede linjer, som han mener vil føre befolkningen så langt fra hinanden, at det er svært at se, hvordan man skulle kunne samle befolkningen igen.
Den ene retning kalder han Staten Israel, som vel groft beskrevet kan være den stat, vi tror, vi kender. På den anden side står Staten Judæa. Det er det religiøse Storisrael, som omfatter de dele af Mellemøsten, der på et eller andet tidspunkt eller i et eller andet religiøst skrift har været en del af en israelsk stat. Pappé nævner også den stigende isolation af Israel – dommene ved ICC og ICJ – og den nye energi blandt især unge palæstinensere.
Bogen afsluttes med en interessant artikel af Niels Frølich om den jødiske arbejderbevægelse og zionismen. At leve her eller der. Det er måske et af de vigtigste bidrag til den nuværende debat, fordi den slår en pæl igennem myten om Israel som alle jøders store drøm gennem generationer.
Jeg kommer selv fra jødiske familier, og både min rigtige mor og min stedmor var fra ikke-zionistiske jødiske familier. Den ene fra Vesteuropa, den anden fra Østeuropa. Så den sammenblanding af det politiske og etniske, der finder sted i dag – når man ikke kan skelne antizionisme fra antisemitisme – får her et tiltrængt modspil.
Preben Wilhjelm, m.fl.: ”Smertensbarnet Israel – en personlig beretning”. Forlaget Solidaritet. 144 sider. Normalpris 100 kr. Medlemspris 50 kr. Bogen kan købes på Solidaritets hjemmeside, i Solidaritetshuset og i andre velassorterede boghandlere.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER