Pressen mørklægger Israels militærcensur – og undergraver dermed egen autoritet

Danskerne er gennem USA’s og Israels krig mod Iran den seneste måneds tid blevet præsenteret for en journalistisk solid og berettiget dækning af de iranske myndigheders censur og nedlukning af landets internet.

DR alene bragte i de første 2-3 uger mindst 10 separate artikler og nyhedsindslag om emnet – fra lydpostkort fra mørklagte Teheran til dybdegående webfeatures om det digitale blackout. De iranske myndigheder forsøger at skjule krigens konsekvenser for sin egen befolkning, og det fortjener offentlighedens opmærksomhed.

Israels censur-direktiv

Omvendt mørklægger selvsamme redaktioner en anden og mindst lige så vigtig censurhistorie: den om de stærkt censurerede vilkår, deres egne korrespondenter arbejder under i Israel. Vi taler her naturligvis om den militærcensur af pressen, som altid har eksisteret, men som siden oktober 2023 er blevet stadig mere restriktiv.

Allerede under 12-dags krigen i sommeren 2025 adresserede BBC, ARD og TRT åbent den stramning af militærcensuren, der blev pålagt den internationale presse i juni 2025. Den israelske militærcensur kulminerede foreløbigt i begyndelsen af marts i år, hvor den israelske hærs censurchef, brigadegeneral Netanel Kula, udsendte et “nultolerance”-direktiv.

Al journalistisk indhold om nedslagssteder, Iron Domes kapacitet, ammunitionslagre og militære sårbarheder skal nu forhåndsgodkendes. Billeder af fejlslagne nedskydninger og natfotografier af indkomne missilers lysspor er kategorisk forbudt. Under luftalarmer skal live-udsendelser afbrydes eller kameraer vippes mod jorden, så himlen over Tel Aviv ikke afslører de iranske angreb.

Overtrædelse kan medføre inddragelse af pressekortet, udvisning, bøder og sågar fængselsstraf. Håndhævelsen eskalerede i dagene omkring den 5. marts, hvor bevæbnede politifolk blev sendt ud for at fjerne internationale mediehold. 

Adskillige internationale medier som CNN, Associated Press, BBC, CBC News, Fox News, og ABC Australia har gennem de seneste uger fremhævet den restriktive militærcensur. Det uafhængige israelske medie +972mag har nøje belyst hvordan journalister kæmper med at rapportere det fulde billede fra Israel grundet militærcensuren – herunder hvordan en journalist kun måtte rapportere om skaderne på en israelsk uddannelsesinstitution, der var ramt af et missilfragment, selvom det iranske missil havde ramt sit mål lige ved siden af.

Endnu flere konkrete eksempler er blevet systematisk dokumenteret af Committee to Protect Journalists.

Manglende symmetri i dækningen

Det er derfor bemærkelsesværdigt, når danske medier konsekvent fortier den voldsomme begrænsning af deres journalistiske virke i Israel. Blot én enkelt gang omtales det i DR’s krigsdækning, da de 28. februar – i en fodnote til en opdatering fra Israels militær – bemærkede, at Israels militær ”opfordrede” medierne til ikke at dele billeder af nedslagssteder. 

Endnu værre var det, da TV2’s korrespondent Rasmus Tantholdt for nyligt på Instagram svarede benægtende på en seers spørgsmål om, hvorvidt han er underlagt israelsk militærcensur. Hvad end der er tale om løgn, fornægtelse, eller direkte uvidenhed fra Tantholdts side, gør Israels censur-direktiv ingen undtagelse for danske journalister med TV2-akkreditering.

Når danske medier velvilligt underlægger sig censur og undlader at problematisere det – endsige bare informere befolkningen – svigter de den kontrakt, der er selve grundlaget for deres autoritet: at alle ved, under hvilke vilkår information er tilvejebragt. Dette gælder i særdeleshed nyheder fra verdens brændpunkter.

Resultatet er en udeklareret asymmetri, der burde give anledning til selvransagelse i enhver dansk nyhedsredaktion. Det mindste, de burde kunne give den danske offentlighed, er en simpel og ærlig sætning i bunden af hvert eneste nyhedsindslag fra Israel: Denne reportage er produceret under israelsk militærcensur. 

At en sådan sætning i dag ikke finder anvendelse, er ikke et udslag af forglemmelse. Det er et publicistisk valg. Og det er et valg, der svigter den demokratiske samtale, som det også er mediernes opgave at tjene.