Racismens muld

Jeg kan debattere med blå SF’ere, gasblå socialdemokrater, våde Venstrefolk, kedelige Konservative, og så fremdeles. Men jeg kan ikke debattere med racister.

De bruger ingen af de ting, jeg selv kan finde ud af. De svarer i øst og vest, og de tager ikke argumenter op, for så at prøve at skyde dem ned. I stedet vrænger de bare mere gift ud. Hvis Vermund siger, at 2 + 2 = 5, er man landsforræder hvis man siger: “Nej, det er da 4”.

Der er intet af alt dét, som jeg normalt er god til, der overhovedet gælder i deres verden – og de idealer jeg forsøger at leve op til: Lødig information, viden, åben samtale og debat er ellers dét stof, demokrati er gjort af. Racisterne er ikke bare antidemokratiske i holdninger, men også antidemokratisk indrettet i hovedet (uanset om det er medfødt eller ej).

Demokratiske mekanismer spiller fallit

Jeg kan give mig til at slås verbalt med dem, men det er vejen til direkte krig, for et verbalt, uforsonligt slagsmål – er faktisk en krig i meget lille målestok. Spiren til voldens blomst ku’ man – med en anelse malplaceret poesi – udtrykke det. Hvis jeg ser på historien, så har jeg endnu ikke hørt om et eneste tilfælde, hvor demokratisk samtale har ført til “demokratisk omvendelse af de udemokratiske”. Jeg har hørt om borgerkrige, internationale krige og exitprogrammer som løsninger på det fascistiske/racistiske problem, men aldrig om redelige diskussioner, der overbeviste den racistiske modpart om, at “nå ja, det kan jeg da godt se”. Altså har man kunne løse problemet, ved at se det som en sygdom, der enten skulle slås ned eller behandles – men så godt som aldrig via demokratiske mekanismer.

Det er derfor overmåde svært for mig at tro, at vores demokrati overhovedet kan håndtere anti- og ikke-demokrater, så længe vi vedbliver at skænke dem demokratiske rettigheder, se dem som “jævnbyrdige borgere med ret til at mene noget frygteligt, ret til at lyve og ret til at udskamme”. Vi ville aldrig tillade nogen, der ikke var født ind i samfundet, at komme udefra og tale imod demokrati, hvilket tydeligt ses i den forskelsbehandling, vi møder henholdsvis imamer og hvide racister med. En radikal imam bliver forsøgt lukket ned (og det skal han også), og hvis han har udenlandsk pas, er det nemt – hvis han ikke har, så ordner en række aviskampagner det, og politikerne finder på en eller anden generelt formuleret hadprædikant-lov, eller fjerner nogle bevillinger el. lignende.

Men en fyr som Rasmus Paludan vader rundt under politibeskyttelse, fordi han er “opstillet”, og fordi han har “ytringsfrihed” og prædiker åbenlyst had og åbenlyst antidemokrati – han er simpelthen en hadprædikant, der render rundt under svær politibeskyttelse , og kalder vilkårlige mennesker for “luder”. Vi ved alle, at man slet ikke kan forestille sig en danskfødt, radikal imam fise rundt med politi-beskyttet entourage og råbe “luder” efter folk – men hvorfor kan vi så se, at en fyr som Paludan får lov?

Racismens danske rodfæstning

Racismen/fascismen har slået dyb rod i vores land, og trives også storartet på redaktørgangene. Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak benægter, at der overhovedet skulle være strukturel racisme i Danmark – lige som hun benægter, at den skulle findes i USA, og racismen og eksklusionen er faktisk blevet en forudsætning for valgbarhed herhjemme. Herhjemme har socialdemokraterne gjort som demokraterne i USA; overtaget en meget højreorienteret retorik og politik fra den racistiske højrefløj, og dermed for alvor givet fascismen – koblingen mellem had og statsapparat – mulighed for at slå rod i selve vort lovgivnings- og lovhævdelses-arbejde.

“Der påhviler medierne en tung pligt og en alvorlig medskyld her. De har i den grad medvirket til at give de racistiske strømninger rod, og racismen har den effekt, at den fjerner fokus fra interne problemer i samfundet. Således er der ikke megen anerkendelse af, at vi herhjemme faktisk mishandler vores egen underklasse, uanset om den er hvid, brun, sort, gul eller neonfarvet.”

Der påhviler medierne en tung pligt og en alvorlig medskyld her. De har i den grad medvirket til at give de racistiske strømninger rod, og racismen har den effekt, at den fjerner fokus fra interne problemer i samfundet. Således er der ikke megen anerkendelse af, at vi herhjemme faktisk mishandler vores egen underklasse, uanset om den er hvid, brun, sort, gul eller neonfarvet. At vi faktisk har statssanktioneret, kommunalt udført tortur her i vores eget lille hjørne af verden. At vort system er decideret farligt over for en stor gruppe mennesker. Mennesker der – ligesom de farvede – bliver økonomisk diskrimineret, samtidig med at de bliver dæmoniseret i alt for store dele af pressen, som dovne, nassende og uformående.

Jeg aner simpelthen ikke, hvad vi skal gøre, eller hvad man kan gøre. Hvis reelt forbud ikke virker, så må vi gøre noget andet. Vi skulle uddanne vores børn langt bedre, således at det hele ikke bare handlede om 12-taler og adgangsgivende eksamener, men rent faktisk også handlede om “dannelse” – viden om vor baggrund, evnen til at anvende sproget som konstruktivt værktøj til at tænke med, filosofi og retorik. Redaktører skulle være bedre til at skelne skæg og snot. Jeg kan ikke få en serie hadefulde, udokumenterede påstande om overklassen optaget i nogen avis – men jeg kan nemt skrive stort set hvad som helst negativt om fremmede eller arbejdsløse, og få det trykt.

De er ved at vågne i USA ser det ud til, og nu har de store partiers formænd herhjemme udtrykkeligt medgivet, at vi har racisme i Danmark – noget må ske, noget må man kunne håbe på. Herhjemme har det dog endnu ikke større betydning, end at Tesfaye stadig spiller stærk mand over for asylansøgere, og at medierne først og fremmest interesser sig for antiracisme, fordi Bwalya Sørensen er godt forargelsesstof, og ivrigt fodrer dem med beviser på, hvor krampagtige og intolerante tolerancebevægelser kan være. Hos politikere og medier, der gang på gang har vist os, at ord kun er ord og ikke forpligter i sig selv, er det svært at finde punkter at hænge nogen tillid op på.

Ingen antiracisme uden klassekamp

Jeg aner ikke, hvad vi skal stille op, jeg er bare en skide arbejdsløs. Vi må i hvert fald gøre op med den fuldstændigt selvmorderiske ide, at demokratiet har pligt til at huse og støtte antidemokratiet, “fordi det er det demokratiske at gøre”. Og vi er nødt til på samme måde at gøre op med ideen om, at “tolerance fordrer, at man tolerer de intolerante” – og så kunne det være rart, hvis det intellektuelt-humanistiske miljø opdagede – at hvis de vil tale racisme, undertrykkelse og bananrepublikker – så har de faktisk rig lejlighed til at øve hjemlige studier. Det nytter ikke, at vi kæmper for undertrykte i resten af verden, hvis vi selv ender som et fascistisk galehus. Og det nytter ikke at isolere kampen mod racisme fra det, som i gamle dage hed “klassekamp”. Se bare på Radikale Venstre, som synes enormt optaget af antiracisme, samtidig med at de gang på gang på gang jokker vores underklasse lige i hovedet. En tiljokket underklasse er racistisk muld for ukrudt som Vermund og Kjærsgaard, men De Radikale ser det slet ikke.

Vi er truly fucked, og jeg kan slet ikke holde ud at se totalitære anskuelser, fordrejninger, hastekonklusioner, udskamning og eksklusion af alle, der ikke tænker “helt lige” på min egen side af hegnet. Det er at spille modstanderen alle kort i hænderne, fordi det simpelthen er at være som modstanderen.

Der er et klart “dem og os” – og det er dem der har magten.

“Der er ganske rigtigt en krig i gang mellem klasserne. Det er min klasse – de rige – der har startet den, og vi er ved at vinde”, siger megamilliardæren Warren Buffet. Ikke fordi han synes det er fedt, men fordi han ønsker at advare.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive en eller anden konklusion – men det er svært. Det eneste jeg kan sige er, at racisme, kvindeundertrykkelse, ledighad, mobning af handicappede, udskamning af “svage” osv. alt sammen kun har et dybereliggende motiv: At bevare magt, at bevare rigdom og helst at udvide begge dele. Når Socialdemokratiet pludseligt overtager store dele af DFs syn på – og retorik om – udlændinge og flygtninge, og når SF halser efter, så er det ikke resultatet af modne, politiske overvejelser. Det er resultatet af en magtanalyse, der siger dem, at hvis de vil have magt, så er det den letteste vej at gå.

Den eneste løsning, jeg kan se, er afskaffelse af kapitalismen som bærende konstruktion i hele verden – og det ser lidt for sløjt ud lige nu, for dem der vil kapitalisme, er også dem, der har kontrol med penge, power og parlamenter. Hvad skal vi gøre? Aner det ikke – men jeg har lyst til at hugge en sarkastisk ikke-politisk youtubers afslutningsmotto:

Elsk med dit hjerte, brug din hjerne til alt det andet.