Rejser i Rumænien V: Skæbnetro

EUs bureaukratiske institutioner og kapitalstærke lobbyisme siger mig intet. Jeg er derimod nysgerrig efter det Europa, hvor historien, sprogene, kulturen og de politiske ideer er viklet og snoet ind i hinanden gennem århundreder. Jeg tror, det er vigtigt, vi også ser i udkanten af billedet for at forstå – hvad det vil sige at være europæer.

Rejsen til Donau deltaet begynder på banegården Gare du Nord i Bukarest kl. 5.58. Halvdelen af afgangstiderne på den store tavle melder om forsinkelser. Mit eget tog lægger ud med 60 minutter, indtil metalpladen roterer og annoncerer med 75 minutter.

Jeg køber en kop te hos ”Springtime fresh food” kiosk, der hverken handler med forår eller friskhed.

Da toget kommer, viser det sig, at forbindelsen i Madigia videre til Tulcea for længst er kørt. Jeg og vi sidder i en kupe to + to over for hinanden og et bord imellem. Der bliver pakket madvarer og strikketøj ud. En ung kvinde, der skal samme vej, forklarer på engelsk, at vi er nødt til at køre helt til Constanta og tage en bus derfra. Vi får refunderet vores billet.  

Da vi endelig sidder i bussen, breder den sig pludselig ud: Steppen, som jeg har læst om, men aldrig troet jeg skulle se. For hvem fanden rejser sådan et sted hen? Bǎrǎgan er et uendeligt fladt landskab, hvor der engang kun voksede tidsler. Nu er der enkelte opdyrkede felter med majs og solsikker, der ligger som spredte klatter i ingenting. Ingen huse, ikke det mindste krat, ingen andre veje end den vi kører på. Et sted passerer vi et enormt felt med hundredvis, måske tusinder af vindmøller.

Udkanten af billedet

Trykker og faglig aktivist Benedicte Toftegaard fortæller i fem dele om at rejse rundt i Rumænien og opleve ‘Europa fra udkanten’.

Følg serien her

+

Deportationerne til Bǎrǎgan

Når jeg er i Bukarest, bor jeg altid på et pensionat tæt på Mosilorgaden. Jeg har læst Mircea Cârtârescu’s roman ”Nostalgi”, hvis fortællinger netop finder sted i dette kvarter – med dets sammensurium af villaer med tilgroede haver og lave ejendomme med smedejernsgitre, gesvejsninger og mosgroede gipsfigurer fra den græske mytologi.

Panait Istrati skrev i romanen ”Tidslerne på Bǎrǎgan” sådan her: ”Baragan er øde. På dens ryg findes der ikke et træ. Og fra den ene brønd til den næste er der rigelig tid til at dø af tørst.” ”Her hvor ingenting stiger op af jorden undtagen tidsler og hvor vinden fra Rusland giver sig til at blæse.”

En anden rumæner, Zaharia Stancu skrev fortællingen om ”Sigøjnerstammen” der af gendarmerne blev drevet ud på Bǎrǎgan stepperne for at dø. I romanen raser verdenskrigen som en fjern torden på himlen, men her er de overladt til ensomheden ”stikkende græs, rødt groft sand med en prikkende lugt af salt. Blegt, violetskiftende og stillestående vand”. Først lever de af at fange muldvarpe, så slagter de hestene og til sidst den gamle danse-bjørn. Stammens ældste Himbasja lægger sig til at dø væk fra grotten. Her lukker han øjnene og længes efter smagen af æbler.

En smuk teenagepige med kraftig øjenmakeup trykker på stopknappen. Jeg stirrer ud i ingenmandslandet, da bussen gør holdt. Hvad skal hun her? Hun er klædt i tanktop og lårkorte jeans og stikker mobiltelefonen i tasken, før hun stiger af. Så får jeg øje på en sti, der fører hen til en klynge triste huse. Og sanser træerne som dukker op i det fjerne. De er plantet med regelmæssige mellemrum langs den snoede landevej. Gamle træer.

“Planen var, at de som havde støttet Ion Antonescu og hans fascistiske regering i 30’erne… skulle bruges som arbejdskraft til at opdyrke steppen. Forholdene var forfærdelige, det første år kom der kun få byggematerialer, og spædbørnene døde.”

Ana Paukers store vision var, at Bǎrǎgan-stepperne skulle opdyrkes. Ana Pauker var en jødisk skolelærerinde og medstifter af det rumænske kommunistparti lige efter første verdenskrig. I 1920’erne måtte hun flygte i eksil forskellige steder i Europa, og fra midten af 30’erne endte hun i Moskva. Her blev hendes mand, Marcel Pauker anklaget og senere henrettet som trotskist. Hun selv forblev dybt loyal mod Stalin. Deportationerne til Bǎrǎgan begyndte på hendes initiativ i 1951.

Planen var, at de som havde støttet Ion Antonescu og hans fascistiske regering i 30’erne, etniske tyskere fra Banat og ”politisk upålidelige” der f.eks. kunne være tidligere socialistiske partisaner i Tito’s befrielseshær skulle bruges som arbejdskraft til at opdyrke steppen. Forholdene var forfærdelige, det første år kom der kun få byggematerialer, og spædbørnene døde. Om sommeren kan temperaturen på steppen nemt komme op på 40 grader. Om vinteren ned til 30 minusgrader.

Afviklingen af slavearbejdet begyndte i 1956, men en lille del blev boende frivilligt i de landsbyer, man efterhånden havde bygget op. De havde ikke længere familie andre steder. Jeg ser ud af vinduet. Det går op for mig, at de gamle træer må være plantet af de deporterede i 50’erne.

Måske skulle den unge teenager i de lårkorte jeans besøge en bedstemor, der kom hertil som en deporteret ung pige, og som aldrig kom herfra igen?

Samtaler ved Donau

Jeg møder Rǎzvan i landsbyen Nufǎro ved Donaudeltaet, hvor jeg har lejet mig ind på et billigt pensionat. Rǎzvan er en spinkel mand midt i 30’erne, der taler flere sprog flydende og udstråler en karismatisk energi. I løbet af få minutter har han samlet deltagerne fra aftensmaden og sat os i gang med at samle træ til et bål nede ved bredden. Han har selv medbragt en slags primusapparat, der ligner spejderudstyr  fra 30’erne.

Piletræerne bøjer sig over sumpede gevækster og knudrede trærødder vokser op af vandet som insektben. Floden er helt stille. Lige indtil en fisk bliver angrebet nedefra dybet. Et højt skvulp, et sidste slag med halen og den er slugt af noget større.

Snart bliver der talt litteratur og politik. Ånden efter Ceausescu spøger stadig, siger rumænerne. Rǎzvan mener, at historien ikke udvikler sig efter en plan, men efter tilfældigheder og skæbne.

Ejeren af pensionatet i Nufǎro er en ældre mand med stærke briller. Han taler kun rumænsk, men Rǎzvan oversætter. Manden føler, at livet efter Ceausescu har givet ham frihed, han elsker internettets muligheder og føler sig lykkelig her ved floden, men han er bekymret for at turisternes rovfiskeri presser de oprindelige beboere væk.

”I Rumænien er der så meget korruption at ingen vil betale skat”, siger Rǎzvan, der ikke kunne drømme om at interessere sig for politik. Han vil hellere beskæftige sig med fotografi, med naturen og sin weblog om te-sorter.

Den tidlige arbejderbevægelse

Jeg ankommer til byen Braila ud på eftermiddagen. Omkring 1. verdenskrig lå her en travl havn, hvor Donau møder floden Prut. Der går en lang promenade langs vandet, men knejperne og glædeshusene, flodprammene, lastdamperne, kranerne og havnearbejderne er forsvundet.

“Menneskene skulle rejse sig, blæse på skæbnen og skabe sig et bedre liv.”

Byens lille bibliotek i en gul bygning med hvis stuk er opkaldt efter forfatteren Panait Istrati, som blev født her i 1884. Hans portræt med den store næse er kommet med på skiltet. Han var yderst interesseret i politik. Man kalder ham også for Rumæniens ”Maksim Gorkij”. Han var søn af en græsk smugler og en rumænsk vaskekone og levede meget af sit liv som vagabond, afbrudt af forefaldende arbejde. Da han var 40 år, forsøgte han at begå selvmord på en rejse i Frankrig.  Her blev hans skrivetalent opdaget af den franske digter Romain Holland. Han fik også hjælp til udgivelse.

Panait Istratis forfatterskab er et af de få steder, man kan finde beskrivelser af en begyndende rumænsk arbejderbevægelse i tiden før første verdenskrig. Havnearbejderne omkring den store flodhavn i Brâila havde både anarkistiske og socialistiske ideer, men de blev trynet af Vatafferne – en slags mafia, der gik ind som betalings-led mellem arbejdere og arbejdsgivere, og som brugte grov vold for at forhindre dem i at organisere sig. Panait var i 1910 selv med til at organisere en strejke på havnen.

Han skriver et sted: ”Socialismen vil erstatte borgerstand med arbejderklassens ledelse. Men de må i så fald tilegne sig bourgeoisiets viden.”

Han mente ikke, at havnearbejderne endnu var i stand til at erstatte rederne. Heller ikke moralsk. Der skulle oplysning, opdragelse og uddannelse til. Menneskene skulle rejse sig, blæse på skæbnen – og skabe sig et bedre liv.