Replik: At diskutere dybden af statens lommer er alvor for arbejderklassen!

Skat er et vigtigt, målrettet instrument – men ikke det eneste værktøj i kassen, skriver Per Bregengaard i et svar til Ulf Olsen og Ivan Breinholts kritik.

Af Per Bregengaard

Ivan Breinholt Leth (IBL) har skrevet et svar til min kronik om ”Statens dybe lommer – og skattens skarpe klo”. Det samme gælder Ulf V. Olsen (UVO), der i artiklen ”Staten og pengene” eksplicit hylder den såkaldte Moderne Monetær Teori (MMT).

Meget er jeg enig med de to skribenter om. Men min forståelse ligger ifølge IBL inden for “mainstream-økonomernes neoliberale økonomiske dogmer”, hvor det drejer sig om at føre en ansvarlig økonomisk politik i forhold til finansmarkederne. For mig handler det snarere om en ansvarlig økonomisk politik i forhold til arbejderklassen, bredt defineret.

Tre redskaber til finansiering

I min forståelse af ”statens dybe lommer” er det vigtigt at skelne mellem offentlige investeringer og offentligt forbrug, selvom grænserne kan være flydende, når vi taler om såkaldte investeringer i mennesker, f.eks. i uddannelse. Det har jeg redegjort for i kronikken.

Det offentlige forbrug kan i princippet finansieres på tre forskellige måder:

1. Gennem opkrævning af skatter. Slagsmålet om fordelingen af værdierne er klassekamp. Første halvleg foregår på arbejdsmarkedet. Anden halvleg er især knyttet til Folketingets og kommunalbestyrelsernes beslutninger: Hvem skal bidrage med hvor meget i skattebetalingen? Hvem kan unddrage sig at bidrage? Hvem får gavn af det offentlige forbrug? Finanspolitik er imidlertid ikke kun fordelingspolitik. Finanspolitik er også krisepolitik.
2. Gennem offentlige lån ved udstedelse af statsobligationer, der købes af finanskapitalen, pensionskasser og andre. Med Karl Marx’ ord: ”Lånene sætter regeringen i stand til at bestride ekstraordinære udgifter, uden at skatteyderne kommer til at mærke det med det samme, men de kræver dog i det videre forløb, at skatterne forhøjes”. Den deraf følgende ”overbeskatning er intet kedeligt intermezzo, men snarere et princip”, der øver ”en ødelæggende indflydelse på lønarbejdernes vilkår” (”Kapitalen” 1. bog bd. 4 s. 1052, Rhodos 1971). Meget er hændt siden Marx’ tid, men på en eller anden måde betales statsgæld tilbage og gerne med renter, om end tidshorisonten for afvikling af statsgæld kan strækkes i det uendelige.
3. Gennem Nationalbankens udstedelse af flere penge på statens vegne, en såkaldt monetær finansiering. Staten ”henter” pengene via sin ubegrænsede konto i Nationalbanken. Pengene overføres til ansatte i form af løn, som overførselsindkomster eller til virksomheder ved indkøb af varer og tjenester eller som erhvervsstøtte. Penge er i dag primært elektroniske, sekundært sedler og mønter. De er uden dækning i en vare som guld eller andre valutaer, men udstedt på grundlag af en general tro på statens kreditværdighed og kaldes fiat-penge Pengesedler udviklede sig på vore breddegrader som bankers lånebeviser. Det er de dybest set stadig, men til forskel fra lånebeviser som statsobligationer er penge direkte ombyttelige med varer og tjenester, og Nationalbanken forrenter dem ikke. – IBL mener ikke, at penge bliver købt tilbage. Men det sker vel i det omfang, de på flere forskellige måder kræves byttet med udenlandske værdipapirer og valutaer? Der kan spekuleres mod kronen. Tilsyneladende ligger det ikke inden for IBLs horisont?

IBL mener, at ”staten kun er afhængig af de finansielle markeder til at dække et underskud (på de offentlige budgetter), når staten fravælger monetær finansiering. Det burde Bregengaard have gjort opmærksom på”.

Det forstår jeg ikke. Penge, valuta handles på valutamarkedet. Behovet for et valutamarked kan illustreres ved, at importøren i et land typisk skal betale i et andet lands valuta for varer eksporteret fra det andet land.

Valutamarkedet er også en konsekvens af behovet for internationale overførsler af kapital. Valutamarkedet er oven på dette blevet et forum for finanskapitalens spekulationer i stigende og faldende valutakurser.

Krisepolitik

Staten bestemmer, hvor mange penge den har behov for og dermed reelt skaber til finansiering af underskuddet på de offentlige budgetter, men den bestemmer ikke prisen på pengene, hvilket er en af mine pointer i kronikken. Prisen for valuta afgøres jo på markedet. Det gælder også for Danmark, selvom vi for tiden har bundet kursen for kroner til euroen, jf. fastkurspolitikken. Fastkurspolitikken står ikke over markedet. Markedskræfterne kan vælte den.

“Historisk set er det rigtigt, at pengeudstedelse hænger nøje sammen med beskatning, men at hævde, at det er beskatning der sikrer pengenes værdi, er økonomisk set forkert.”

Finanspolitik er ikke kun fordelingspolitik, men også krisepolitik. Vi er enige om, at der for tiden er både brug for og plads til en ekspansiv finanspolitik, hvor det offentlige bruger flere penge end det kradser ind for at imødegå krisen, Den konkrete ekspansive finanspolitik har stor betydning for, hvor pengene flyder hen. Den har betydning for, om og ikke mindst hvor der opstår inflation. For priserne på almindelige forbrugsvarer, ejendomme og aktier følger ikke hinanden.

Lader man seddelpressen køre, antages det normalt, at den skabte pengerigelighed alt andet lige fører til prisstigninger, altså inflation. Når det ikke nødvendigvis sker, skyldes det andre forhold, som jeg vender tilbage til. I parentes bemærket har alternativet: udstedelsen af statsobligationer en modererende effekt, idet pengemængden bliver begrænset gennem investorers køb af statsobligationerne.

En monetær finansiering af underskuddet på de offentlige budgetter kan påvirke valutaens pris på det internationale marked. Stigende og faldende kurser på en valuta er afhængige af flere forhold, som kan sammenfattes i finans- her valutamarkedets vurdering af udviklingen i og tillid til et lands økonomi. Inflationen eller inflationerne i landet spiller en væsentlig rolle.

Et fald i valutakursen udløses f.eks. ved, at finanskapitalen dumper danske værdipapirer på markedet. En stigning i valutakursen sker omvendt ved et massivt opkøb af danske værdipapirer, således som vi så det for et par år siden. Opkøbene angreb fastkurspolitikken, men modsat Schweiz i månederne før undgik Danmark ved den lejlighed en revaluering.

Bevægelser i valutakurser, altså i en valutas værdi spiller bl.a. en afgørende rolle for lønningernes købekraft, for renteniveauet, og således for arbejderklassens vilkår. Det behøver man vist ikke at være mainstream-økonom for at mene?

USA’s unikke dollarposition

Det er også svaret til UVO, når han med MMT-teoretikeren Warren Mosler hævder, at dét, der sikrer pengene værdi, er, at de opkræves i skat. Historisk set er det rigtigt, at pengeudstedelse hænger nøje sammen med beskatning, men at hævde, at det er beskatning der sikrer pengenes værdi, er økonomisk set forkert, og rent historisk er der god dokumentation for, at stater ikke pr. definition kan sikre deres valutaers værdi.

IBLs argument for monetær finansiering er, at den i en eller anden udstrækning anvendes i USA og andre lande, og således også kan lade sig gøre i Danmark.

USA er noget særligt, fordi dollaren er international reservevaluta, men det kan også her gå galt og true dollarens position. – Dollaren har været international reservevaluta i årtier, men der var andre før den. – Andre lande, herunder Danmark kan anvende monetær finansiering af underskud på de offentlige budgetter, men der er grænser, og det er ikke ligegyldigt, hvor pengene flyder hen. Det virker som om, at IBL ikke vil anerkende det.

En væsentlig grænse er inflationen, hvor man traditionelt har fokus på forbrugerpriserne, der pt. ikke udgør et problem. Tværtimod er faren her det modsatte: deflation. Priserne ændrer sig nemlig ikke kun som følge af finans- og pengepolitikken eller en dæmpet forbrugerefterspørgsel. At forbrugerpriserne ikke stiger nævneværdigt skyldes flere forhold: voksende produktivitet, der alt andet lige fører til en lavere stykpris, billige varer fra lavtlønslande, også som følge af en meget stor produktivitetsstigning i transportsektoren.

Jeg pointerer i kronikken, at der er inflation, når det handler om ejendomme og aktier. Det handler om udviklingen af farlige bobler på grund af nogles pengerigelighed i form af en meget stor opsparing og/eller besiddelse af ledig kapital. Uanset midlernes oprindelse kan man være fræk at anvende det marxistiske begreb: overakkumulation. Det betyder, at opsparing og ledig kapital anvendes til spekulation i stedet for investeringer i en udvidelse af produktionen af varer og tjenester, fordi deres anvendelse her giver en for ringe profit.

Overakkumulationen hænger bl.a. sammen med en voksende økonomisk ulighed, herunder skattelettelser i toppen og for kapitalen. Det gælder i Danmark, og det er et internationalt fænomen.

Udviklingen af bobler i form af for høje priser på ejendomme og aktier er et alvorligt problem. Bobler fører til økonomiske kriser, der spreder sig fra aktie-, ejendoms- og lånemarkedet til andre økonomiske sektorer. Bristede bobler rammer økonomi og beskæftigelse. Vi så det bl.a.  med finanskrisen, der brød igennem i 2007-08. Den havde alvorlige konsekvenser for arbejderklassen herhjemme og endnu værre ude omkring i verden.

Pyramidespil på akitemarkedet

Der findes kun én slags inflation, lyder en overskrift i artiklen. Det er ikke rigtigt. Vi er enige om, at pengeskabelsen ikke kun sker gennem Nationalbankens udlån og en eventuel monetær finansiering, men i allerhøjeste grad også gennem banker og realkreditinstitutioners udlån, altså gennem privat gældsstiftelse. Vi er enige om, at den er alarmerende.

Det er her IBLs opfattelse, at ”finanskapitalen kun skaber gældens hovedstol – og ikke de penge, som skal anvendes til at dække finanskapitalens renter og gebyrer”. Og videre, at ”det er denne relative mangel på penge, som lægger pres på den økonomiske vækst”. Det forstår jeg ikke.

Aktie- og ejendomsmarkedet m.m. har udviklet sig til en form for pyramidespil. Værdier skabt af bl.a. stigende ejendomspriser, som belånes, og anvendelsen af de lånte penge kender vel ingen begrænsning. De lånte penge kan anvendes til at betale en ejendomsgevinst til en sælge. De kan af en låner eller sælger anvendes til at købe af en ny bil. Og lånte penge kan også anvendes til at betale renter og gebyrer med.

Så længe pyramidespillet fungerer, har jeg svært ved at se det IBL angiver som en årsag til begrænset økonomisk vækst. Gæld bliver først en trussel mod vækst, når en boble briser. Hvis man ikke skal gå konkurs, så skal afdrag, renter og gebyrer betales, selvom værdierne stagnerer og smuldrer og indtægterne svigter. Under en økonomisk krise er det ofte umuligt at optage lån eller få kredit. Tiderne er usikre. Og der er ingen vækst i bl.a. ejendomsværdier, der kan stilles som sikkerhed.

Hvis den økonomiske vækst pt hæmmes må begrundelsen derfor findes andetsteds: Det kan ikke betale sig at investere i produktion på grund af en utilstrækkelig efterspørgsel, hvilket bl.a. hænger sammen med den voksende ulighed. Kapitalen søger derfor over i spekulationssektoren.

Vi er enige om, at staten skal have mere kontrol med pengemængden, at finanskapitalens pengeskabelse skal tøjles, og de velhavendes og kapitalens pengerigelighed begrænses – også fordi den er en kraft bag pyramidespillet, således som jeg har skildret det. Skattens skarpe klo er et målrettet instrument til det, men det er ikke rigtigt, at jeg udelukkende vil anvende skattens skarpe klo, idet jeg skriver: ”Bankerne skal ikke have lov til temmelig uhæmmet at skabe penge gennem deres udlån”.

Deflationen har lange udsigter

IBLs frygt er dog, at begrænser man pengemængden, så risikerer man deflation, altså et prisfald, som fører til stagnation, hvilket koster arbejdspladser.

Vi er meget langt fra deflation, når det handler om ejendomme og andre spekulationsobjekter. Det er som sagt anderledes, når det handler om forbrugsvarer. Arbejderklassen har umiddelbart gavn af lave forbrugerpriser. Lave priser påvirker reallønnen i en positiv retning.

Noget af det private forbrug med fokus på de mere velaflagtes forbrug bør imidlertid med brug af skattens skarpe klo omlægges til offentlig velfærd og mere fri tid af miljø- og klimahensyn. Det imødegår et stagnerende forbrugs alvorlige konsekvenser for arbejderklassens beskæftigelse og levevilkår.

Erhvervslivet lukker øjnene og jubler over problemfrie statsunderskud, så længe det er på ”støtten”. Deres økonomer forlader i det mindste midlertidigt de neoliberalistiske dogmer om balancerede statsbudgetter. Der er den samme tendens til at hylde problemfrie underskud på de offentlige budgetter på venstrefløjen, når der reddes arbejdspladser og uddeles overførselsindkomster. Men bobleøkonomien er ikke ligegyldig for arbejderklassen, hvorfor håndteringen af underskud på de offentlige budgetter heller ikke er det.

I øvrigt mener jeg, at vi skal beholde og gerne skærpe selskabsskatten. Den diskussion tager vi på et andet tidspunkt.