Replik: Et slag for freden

Jeg hilser artiklen i ‘Solidaritet’ med titlen ‘6 teser om anti-imperialisme efter Putins krig‘ velkommen, da vi virkelig trænger debat om krigen i Ukraine. Det gælder ikke bare på venstrefløjen og i Danmark, men i hele den vestlige verden.

I den udstrækning, der overhovedet har været en debat, har tonen været uhørt giftig, og der har udviklet sig et menings-tyranni, jeg ikke har oplevet mage til i mit 65-årige liv. Et tyranni som påvirker ikke bare offentligheden i Danmark men er med til at sætte hele den internationale dagsorden.

Berettiget støtte til ukrainsk modstandskamp

Der er mange ender man kan tage fat i, men jeg vil begrænse mig til synspunktet i artiklen, der advokerer for vores militære støtte til den ukrainske modstandskamp. Da Rusland gik ind i Ukraine den 24 februar var målet øjensynligt at invadere hele landet, fjerne den ukrainske ledelse bestående af ‘nynazister og kriminelle’, og erstatte den med et loyalt og Kreml-tro embedsværk.

“I starten af krigen var det NATO og generalsekretær Stoltenberg, der tegnede den vestlige linje i medierne… her er der sket en dramatisk ændring.”

Rusland afviste dermed, at der overhovedet var en modpart at forhandle med, da man jo ikke forhandler med nynazister og kriminelle. Det eneste mulige svar var derfor militær modstand, og Enhedslisten gjorde ret i at bakke op bag regeringens våbenstøtte.

Nu gik det ikke som Kreml havde planlagt især på grund af den massive militære og efterretningsmæssige støtte til Ukraine, og Rusland blev militært presset tilbage. I dag har kampene koncentreret sig til de østlige regioner, og Rusland har også forladt retorikken med nynazister og kriminelle, hvilket på en god dag kan tolkes som imødekommenhed over for forhandlinger.

Men det er ikke bare Rusland, der har skiftet strategi. I starten af krigen var det NATO og generalsekretær Stoltenberg, der tegnede den vestlige linie i medierne, men her skete der også en dramatisk ændring, især da den amerikanske forsvarsminister Austin efter et møde på Ramstein-basen i Tyskland i slutningen af april udtalte, at målet ikke længere bare var at tvinge Rusland tilbage men også at svække det russiske militær i en grad, så de ikke ville kunne gentage det, de har gjort i Ukraine. Siden har Joe Biden skrevet et essay i New York Times, der præciserer USA’s linje yderligere.

Amerikansk enegang

USA’s militære støtte er ifølge Biden et amerikansk anliggende, selv om man selvfølgelig samarbejder med sine allierede om sanktioner. USA vil på egen hånd – og med Kongressens velsignelse – føre nyt og avanceret militært udstyr ind i konflikten, og Biden understreger, at det er helt op til den ukrainske ledelse at bestemme, hvornår og om man vil gå i direkte fredsforhandlinger med Rusland.

“Enhver kritik af Ukraine udlægges som et forsvar for Putin, og så er det bare at stikke piben ind.”

USA vil ikke føre an i forhold til fredsforhandlinger, hvilket er på linje med Anders Fogh Rasmussens holdning, da han i Orientering søndag 29. maj gav udtryk for, at Vesten ukritisk skal udstyre det ukrainske forsvar med så meget militært udstyr som overhovedet muligt, og i øvrigt overlade til den ukrainske ledelse selv at afgøre det videre forløb. At Fogh Rasmussens synspunkter overhovedet er interessante skyldes, at Zelenskyj har udpeget ham til en arbejdsgruppe, der skal udstikke, hvilke sikkerhedsgarantier Ukraine skal kræve i en kommende fredsaftale.

USA’s strategi og Austins udspil var helt sikkert ikke clearet med Tyskland og Frankrig, og der er al mulig grund til at tro, at der tegner sig en grundlæggende uenighed her, men den har ikke artikuleret sig endnu, og det er, som jeg læser det et resultat af dét menings-tyranni, der har udviklet sig siden Ruslands brutale angreb.

Meget hurtigt efter invasionen blev Zelenskyj og den ukrainske ledelse præsenteret som de sande helte, der på vegne af hele den frie verden kæmper vores fælles kamp for demokrati og frihed. Zelenskyj er selve bolværket mod Putins ondskab, og leverer hver dag en video, som transmitteres i hele den vestlige verden. Der er ikke dét parlament, han ikke har talt til via videolink, og (næsten) ikke den vestlige statsleder, der ikke har været til audiens hos den store krigshelt.

Zelenskyj og andre talsmænd for den ukrainske ledelse får fuld dækning i alle vestlige medier, og det er i sig selv ikke et demokratisk problem, selv om det meste af informationen er uvederhæftig og ubrugelig. Det virkelige problem er, at der stort set ikke er nogen medier, der forholder sig kritisk til den ukrainske malstrøm af ensidig propaganda. Enhver kritik af Ukraine udlægges som et forsvar for Putin, og så er det bare at stikke piben ind.

Kollektivt vanvid

Det mest absurde udslag af menings-tyranniet kom, da den ukrainske ledelse nægtede at tage imod den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier, der stod i Polen sammen med de baltiske ledere parate til at tage turen til Kyiv og møde Zelenskyj. En helt uhørt diplomatisk uforskammethed, der normalt ville have krævet enten en uforbeholden undskyldning eller indefrysning af økonomiske midler, men hvor kansler Olaf Scholz’ eneste svar var et lille pip om, at så ville han heller ikke besøge Kyiv. Senere er de to statsledere så blevet enige om at lægge fortiden bag sig og vaske tavlen ren, men episoden siger alt om den ukrainske selvforståelse og Vestens følgagtighed.

“Dagen før krigen var Ukraine ét af de mest korrupte lande i Europa… dette dybt dysfunktionelle land fremstiller Vesten nu som demokratiets forkæmpere.”

Om få år vil vi helt sikkert se tilbage på denne krig og spørge os selv, hvad det var, der egentlig skete. Som endnu et eksempel på dette kollektive vanvid er en lang række firmaer blevet presset til at opgive deres engagement i Rusland, men vi savner stadig nogen, der kan forklare os, hvorfor det gør ondt på Rusland, når Carlsberg f.eks forærer den russiske stat eller en russisk oligark et produktionsapparat til en værdi af 18 milliarder kroner.

Dagen før krigen var Ukraine ét af de mest korrupte lande i Europa. De ukrainske oligarker levede et liv i sus og dus, og Zelensky og den ukrainske ledelse, der var blevet valgt til at bekæmpe korruptionen og få landet på ret køl, havde ikke udrettet noget som helst.

Det er lederne i dette dybt dysfunktionelle land, Vesten nu fremstiller som demokratiets forkæmpere, og opruster med dyrt avanceret isenkram. Hvor stor en del af disse våben, der ender på det sorte marked eller hos paramilitære enheder med en helt anden agenda, aner vi ikke. Hvor store dele af de civile midler, der havner i de forkerte lommer, ved vi heller ikke. I starten af krigen var der ikke noget alternativ, men skal vi bare fortsætte ufortrødent med at bidrage til oprustningen uden at stoppe op og se efter alternativer?

Nej til Biden og Foghs linje

Krigen i Ukraine har betydet ufattelige lidelser for millioner af mennesker. Mere end 8 millioner er på flugt, tusinder har mistet livet, byer er blevet sønderbombet, og store dele af landets infrastruktur ligger i ruiner. Der er al mulig grund til at arbejde for, at der indgåes en fredsaftale og opsøge enhver mulighed for at stoppe dette vanvid.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig og Tyskland – trods internt pres på Scholz fra De Grønne – står for en mere pragmatisk linie. Men hvor står de 5 forfattere med de 6 teser? Jeg håber ikke, de er enige med Biden og Fogh Rasmussen, men det er ikke til at vide.

Problemet med  de 5 forfatteres tese om militær støtte er nemlig, at det er en støtte, der formuleres helt abstrakt og uden kontekst. I beretningen til Enhedslistens årsmøde gik en af forfatterne tilmed på talerstolen, og henviste til sin morfar, der havde været aktiv i modstandsbevægelsen. Hvad morfarens bidrag under besættelsen havde med Ukraine at gøre, fik jeg aldrig helt fat i, men hvis det var et forsøg på at drage en parallel mellem Ukraine og modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, er den kobling så  tynd, at den ikke kan iagttages med det blotte øje.

Uenighederne i Vesten om den fremtidige strategi i Ukraine vil tage til, efterhånden som krigstrætheden (læs: den økonomiske recession) vokser, og det er sandsynligt, at et fremtidigt udspil til en fredsaftale kommer til at indeholde elementer, der strider mod en eller flere af de teser, de 5 forfattere formulerer. F.eks. vil Ukraine være tvunget til at afstå fra kravet om NATO-medlemsskab, men det skal ikke få os til at afvise en sådan løsning. Tiden er moden til at fokusere på, hvordan man kan opnå freden, mere end hvilke våbensystemer det militærindustrielle kompleks i USA med Bidens billigelse kan fodre den ukrainske hær og paramilitære enheder med.