Replik: Hvad sker der, hvis festen slutter i Enhedslisten?

Siden jeg meldte mig ind i Enhedslisten den 1. maj 2004 har jeg set mig selv som en art partisoldat. Jeg har siddet i lokalbestyrelserne i Aalborg, Amager (dengang det var en afdeling) og Nordvest. Jeg har været kandidat til Borgerrepræsentationen i København, ansat på landskontoret, siddet i hovedbestyrelsen og er for nuværende det længst siddende medlem af redaktionen på Enhedslistens magasin Rød+Grøn. Jeg har således været vidt omkring i partiets snørklede kroge og har set når det fungerer og når det fungerer knap så godt.

Jeg er måske nok partisoldat, men det betyder ikke, at jeg ikke evner at se kritisk på partiet. Det kan jeg sagtens, og for mig er sagen vigtigere end partiet i sig selv, men Enhedslisten var og er det bedste sted at organisere kampen for et socialistisk samfund. Derfor har jeg også kastet størstedelen af mit voksne liv ind på at gøre partiet stærkt. Det har primært været det organisatoriske og formidlingsmæssige arbejde, der har været min styrke og jeg bilder mig da ind at min indsats har gjort en lille forskel.

Ved fælles opdrag er det lykkedes Enhedslisten at opnå en historisk styrke i befolkningen og medlemsmæssigt. I et større historisk perspektiv er det aldrig lykkedes andre dele af den yderste venstrefløj at stå så stærkt i befolkningen over så lang en periode. I runde tal har Enhedslisten i en 13 års tid lykkedes med at få en tilslutning ved valg og i meningsmålinger på mellem 6-10%. Det er historisk og noget partiet og dets medlemmer kan og skal være stolte af. Det er ikke kommet af sig selv, men det udfordrer også partiapparatet og den måde partiet er skruet sammen og arbejder på.  Det er de udfordringer dette skriv vil italesætte og diskutere. Derudover synes jeg det i den sammenhæng er værd at rejse spørgsmålet om hvad partiet har af planer hvis vælgertilslutningen en dag svinder. Det skal ikke diskuteres fordi jeg har et behov for at indtage en defaitistisk holdning eller fordi jeg tror alting bliver værre for Enhedslisten i morgen, det tror jeg ikke, men fordi jeg ønsker at værne om at Enhedslisten også fremover skal være det sted vi organisere os for radikale samfundsforandringer også selvom opbakningen en dag vender – vi skal være forberedte. Den debat bør kunne tages fordomsfrit.

En pragmatisk tilgang til moderniseringen af partiet, men…

Efter det såkaldte Asmaa-valg i 2007, der nær havde kostet Enhedslisten livet i Folketinget, tog partiet fat på hvad der er blevet kendt som moderniseringen af partiet. Det har andre skrevet lange og flotte tekster om, så det vil jeg ikke gøre, men bare slå fast, at jeg et langt stykke har støttet den udvikling og på lange stræk fortsat gør det. Ikke ukritisk, men Enhedslisten gør det godt i Folketinget og Folketinget som politisk platform er altafgørende i en dansk kontekst. Der skal den yderste venstrefløj være. Både fordi platformen er formidabel, men også fordi Enhedslisten faktisk gør en politisk forskel i det parlamentariske spil. Vi har dygtige og respekterede politikere. Det kan selvfølgelig ikke stå alene og presset udefra skal være der, men efter min vurdering er repræsentation i Folketinget helt afgørende for den politiske kamp i Danmark. Min tilgang til moderniseringen plejer jeg at udtrykke sådan her: ”Hvis det kan skaffe os bare 2000 flere stemmer at smide en person på en plakat, så lad os endelig gøre det, alt andet er da næsten dumt”. For mig er det et spørgsmål om udtryk og ikke ensbetydende med at hverken politikken eller organisationen grundlæggende ændre sig. Det er netop en modernisering og det har overordnet været godt.   

“Jeg tror i det hele taget mange partimedlemmer opfatter moderniseringen af partiet som en delvis afvikling af basisdemokratiet. Det er ikke nødvendigvis helt korrekt, men når tanken sniger sig ind, tror jeg det bliver farligt for sammenhængskraften i partiet.”

I løbet af især de sidste fem års tid synes jeg dog, at den modernisering er ved at flytte partiet i en organisatorisk retning, der bekymrer mig. Som jeg ser retningen, bevæger partiet sig mere og mere væk fra at have et deltagende demokrati. Et demokrati, hvor vi træffer beslutninger efter fælles diskussioner, hvor partiets medlemmer har haft en vis mulighed for at byde ind og føler sig inddraget i vigtige beslutninger. I dag virker det til at kræfter i partiet gerne vil ændre Enhedslisten til at blive et mere effektivt apparat, hvor det primære fokus er på effektivitet og hvor det at vi har et fælles politisk projekt vi kæmper for, ikke nødvendigvis er det vigtigste.

Det synes jeg f.eks. kommer til udtryk når kammerater vil ændre, hvordan partiet vælger hovedbestyrelse. Der arbejdes efter min opfattelse på, at Enhedslisten går fra aktivt deltagende demokrati til et mere internet klikorienteret-demokrati. Det skulle virke inddragende og være mere demokratisk, lyder det. Det kan det måske også være for nogle, men for mange af de mere aktive partimedlemmer kan det også nemt komme til at føles som om, at det demokratiske indhold på årsmøde og medlemsmøder udvandes til fordel for at kunne sidde derhjemme og klikke sig til indflydelse. Altså en følelse af mindre demokratisk indflydelse på eget parti. Jeg tror i det hele taget mange partimedlemmer opfatter moderniseringen af partiet som en delvis afvikling af basisdemokratiet. Det er ikke nødvendigvis helt korrekt, men når tanken sniger sig ind, tror jeg det bliver farligt for sammenhængskraften i partiet. Jeg tror primært det fører til mismod og passivitet og ikke til den ønskede øgede aktivitet.

Jeg vil bare komme med et enkelt eksempel på det jeg opfatter som manglende inddragelse. Op til Enhedslisten i foråret 2018 udgav ”100 dage med Enhedslisten”, der fortalte hvordan Danmark ville se ud med os ved magten efter 100 dage, og som sådan var et fint politisk dokument, men med en proces der var så top down som det overhovedet kunne være. Vi sad eksempelvis på et redaktionsmøde i Rød+Grøn og så bliver det sagt, at vi skal omtale den her nye plan i bladet. Fint nok, problemet var bare ingen af os andre nogensinde havde hørt om hvordan verden skulle se ud efter 100 dage med os ved magten. Vi havde faktisk aldrig hørt om projektet. Jamen Lars, kan du så ikke bare have tillid til folkene bag murene kan klare den slags, kan der jo med rette spørges? Normalvis har jeg den tillid, men tillid starter med inddragelse og medindflydelse – særligt i et parti som Enhedslisten, hvor selvforståelsen blandt mange partimedlemmer er de bør inddrages. Inddragelsen og medindflydelsen er jo også det vi arbejder for hver dag ude i klassekampen. Så når det ikke bliver gjort indadtil, virker det nemt som en rød klud i hovedet på mange aktive partimedlemmer. Inddragelse var ikke det de oplevede her. For mig står 100-dagesplanen som et godt eksempel på skiftet i fokus – fra medlemsinddragelse til det mere effektiv apparat. Det er ikke det eneste eksempel, men et markant et, der også gav genlyd i baglandet.

Jeg er ikke udviklingsfornægter, eller én, der synger om de gode gamle dage, men jeg frygter virkelig hvad moderniseringen af partiet på denne måde kan få af konsekvenser for medlemmernes aktive engagement og vilje til at gå den ekstra uddelingsrute med valgavisen. Sat på spidsen: Hvorfor skulle man det, hvis man står tilbage med indtrykket af, at man som aktiv er mere eller mindre ligegyldig, når de vigtige beslutninger skal træffes?

“Partiapparatet klarer det jo nok”

Det er netop følelsen af ligegyldighed som jeg fornemmer, ligger lige under overfladen hos mange af partiets aktive medlemmer. Det bekymrer mig i forhold til partiets fremtid, særligt hvis ulykken en dag er ude og den forholdsvist store vælgeropbakning til Enhedslisten skrumper og partiapparatet deraf tvinges ned i størrelse. For hvad er der så tilbage, hvis laget af engagerede partisoldater er svundet ind? Vælgerforeninger?

Jeg har bemærket, at det generelt bliver sværere at få folk til at hænge plakater op i valgkampe og det er blevet sværere at få partimedlemmer engageret i partiets rugbrødsarbejde. Der er naturligvis undtagelser, men generelt peger tendensen i den retning. Det skyldes helt sikkert mange ting, men jeg er overbevist om at det også skyldes, at partiet har opbygget et stort professionelt apparat, der kan klare mange af de ting der før krævede organisatorisk rugbrødsarbejde. Apparatet er der brug for med partiets størrelse og først og fremmest er det jo mest af alt glædeligt, at Enhedslisten har nået en størrelse, der muliggør et stort partiapparatet, men ulempen, som jeg ser det, er at der nok har sneget sig en mæthedsfornemmelse ind i store dele af det bagland, der laver det lokale rugbrødsarbejde ude i landet. Det bagland, der sikrer Enhedslistens basis – partiets rygrad. Jeg tror mange fornemmer, at det ikke længere er en politisk nødvendighed, at partisoldaterne er på gaden, hænger plakater op og går med valgavisen. Både partiets udvikling, men også den generelle samfundsudvikling med sociale medier, fokus på forpersoner osv. gør at mange partiaktive måske står tilbage med en følelse af; ”det kan da godt være jeg hænger den her plakat op, men i virkeligheden er det nok lidt ligegyldigt, da Mai levere i tv og vi har jo folk ansat til at føre valgkamp”, så hvad nytte gør jeg egentlig? Fortællingen om at den slags rugbrødsarbejde er vigtigt, nødvendigt og opbyggende fordi det har en mobiliserende effekt, fordi det skaber gejst og fordi det giver partimedlemmer identitet omkring fællesskabet er trængt i baggrunden. Den mæthedsfølelse synes jeg fornemmes i partiet og den er farlig. Det rejser også det historiske perspektiv. Hvad sker der så den dag vælgertilslutningen måtte vende og Enhedslisten måske bare får 3,5% af stemmerne og det effektive partiapparat deraf tvinges ned i knæ?      

Jeg har i muntert lag forsigtigt bragt spørgsmålet op om partiet har en plan B, hvis de historiske vinde for Enhedslisten skifter retning. Jeg har endnu ikke stødt på en eneste kammerat, der har hørt om der skulle ligge en plan B i skuffen. Spørgsmålet er vist aldrig blevet drøftet på seriøst plan. Jeg har selvfølgelig mødt forståelse for min bekymring, men jeg har også fået at vide, at det skal vi ikke bruge krudt på da det er en defaitistisk attitude. Vi har åbenbart vænnet os til det kun kan gå fremad. Når jeg så samtidig kigger på partiets udvikling og aktivitetsniveauet på græsrodsniveau, kan jeg altså godt få bange anelser, hvis vinden vender. Det er jo heller ikke naturgivent vinden vender, og lad os da håbe vinden ikke vender, men lur mig om ikke det sker en dag. Efter min opfattelse er det ikke defaitisme eller opgivenhed, men rettidig omhu bundet op på en historisk forståelse, af, at det langt fra er en selvfølgelighed at venstrefløjen står så stærkt vælgermæssigt som vi gør nu. Det er historisk, men på et realistisk plan må det også kunne forventes, at det en dag kan vende og det kan vende hurtigt. Se bare på Dansk Folkeparti. Derfor giver det selvfølgelig også mening, at partiet i det mindste gør sig overvejelser om hvad der kan ske, hvis opbakningen en dag svinder.

Jeg har oplevet på årsmøder, hvor følelsesmæssigt det kan være når de ansatte og deres rolle diskuteres. Det er selvfølgelig også et ømtåligt emne, da det har med folks daglige brød og faglige stolthed at gøre. Derfor er det jo også helt forståeligt det kan vække stærke følelser, men forestil jer så hvad der sker den dag Enhedslisten går markant tilbage efter et Folketingsvalg og apparatet deraf må barberes ned uden at nogen egentlig har forberedt hverken partiet eller de ansatte på noget som helst. Det bliver, tror jeg, et meget lidt kønt rivegilde med mange følelser udenpå tøjet.

Det er imidlertid kun toppen af isbjerget, for hvordan vil hele partiet forvalte en eventuel tilbagegang, hvis partimedlemmernes aktivitet og gejst i forhold til det fælles projekt er skrumpet? Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg kunne godt frygte det ville blive svært at genrejse partifanen i tilfælde af et tilbageslag. Jeg har ikke den endelig opskrift på hvordan en plan B skulle se ud, men jeg synes det er fair at partiet og særligt dets ledelse forholder sig til at politik kan være omskifteligt og i det mindste tænke på at forberede partiet på dårligere tider. Se det som en slags opsparing.   

Uforsonlighed og fløjkrig

Min bekymring for det fælles projekts aktivitetsniveau og engagement er ikke blevet mindre når jeg de seneste år har observeret en stigende intern polarisering i partiet. Der har vel altid været fløje, men særligt brutaliteten i uforsonligheden mellem fløjene er efter min vurdering taget til i styrke. Det synes jeg er trist at se og opleve.

“Politik kan være grimt og jeg er ikke hellig, men det er langt ude når partikammerater omtales som fjenden, uanset om det skyldes kærlighed eller divergerende holdninger.”

Jeg har f.eks. oplevet til en årsmødefest, at jeg og en god kammerat står og snakker om det netop overståede valg til hovedbestyrelsen. Jeg siger så, at det godt nok var tæt på X røg ud, hvortil kammeraten helt kold siger: ”Ja så må han jo lade være med at gå i seng med fjenden”, underforstået at fordi den omtalte kammerat havde indledt et forhold til en kammerat på en anden fløj end svareren, så fortjener vedkommende ikke at sidde i partiets hovedbestyrelse. “I seng med fjenden” ligefrem. Jeg anser ikke mig selv som specielt naiv når det kommer til magt og politik. Politik kan være grimt og jeg er ikke hellig, men det er langt ude når partikammerater omtales som fjenden, uanset om det skyldes kærlighed eller divergerende holdninger. Vi er ikke fjender, men når den slags småhad sniger sig ind mellem sprækkerne på begge fløje, så er der grund til bekymring. 

For mange i Enhedslisten vil jeg sikkert fremstå som værende på partiets kritiske fløj eller venstrefløj. Det kan jeg også være i mange sammenhænge, mens jeg i andre ikke er. Selv anser jeg mig selv som værende en kedelig slags midterfløj, der har forsøgt at kalde til samling når andre mest ser splittelsen. Det kommer f.eks. til udtryk I min egen afdeling, Nordvest. Uden at overdrive har afdelingen et berettiget ry for at være en slags opposition internt i partiet. Det er en skidegod og aktiv afdeling, men efter min mening har afdelingen også til en vis grad dyrket denne oppositionsposition mere end man burde. Det har jeg selvfølgelig gjort opmærksom på det uhensigtsmæssige i ved flere lejligheder. Vi er trods alt et parti og det er ikke noget mål i sig selv at være uenig med resten af partiet. Det virker nærmere kontraproduktivt. Nordvest-afdelingen er faktisk en meget god illustration på at nok er der fløje i Enhedslisten, men på hvilken fløj man er afhænger helt og holdent af øjnene der ser. I det ene øjeblik er jeg i nogles øjne på den kritiske venstrefløj, i egne øjne en slags midterfløj, mens jeg i min egen afdeling, med et glimt i øjet, har fået at vide jeg er på højrefløjen. Sådan er der jo så meget. Det illustrerer meget godt, at politik er en dynamisk størrelse og hvor man står internt i et parti, afhænger af øjnene der ser. Tingene er sjældent sort hvide og derfor bør vi også alle stadig have mere tilfælles end der skiller. 

Partiet skal forberede sig på at det ikke er en selvskreven naturlov at Enhedslisten har den størrelse partiet har nu. Enhedslisten bør forberede en plan for apparatet hvis udviklingen vender, og så skal man have et mere målrettet fokus på hvordan man sikrer et engageret basis, der også kan drive venstrefløjen fremad den dag venstrefløjen ikke måtte have et kæmpe apparat i ryggen.

Jeg håber mit parti, som jeg har dedikeret og investeret en stor del af mit voksne liv og identitet til, ikke går tilbage. Jeg håber vi formår at stå sammen og at den til tider uforsonlige konfrontation mellem fløjene bliver erstattet af gensidig respekt og fokus på vores fælles projekt fremfor en eller anden positionering. Lad os de endelig diskutere højlydt og uenigt, men huske på at klassefjenden ikke er i egne rækker. Jeg håber om ikke andet det her kan vække til lidt eftertænksomhed.