Replik: Kun magthaverne vinder på infight om “ikke-mænd”

Det undrer mig virkelig, at man kan være feminist i et socialistisk parti – og have så svært ved at sætte sig ind i, hvordan forskellige typer at undertrykkelse spiller sammen. Jeg refererer her til Jeanne Toxværds indlæg om “ikke-mænd-gate”, en tilspidset debat om navnet på den ene talerliste til et møde i Enhedslisten. Replikken er igen et svar til Victoria Bøgh Salos debatindlæg om samme emne. Hvis man gerne oprigtigt vil til bunds i, hvad ikke-mænd-talerlisten handlede om – frem for bare at være forarget over overskrifter – kan jeg anbefale at læse Victorias indlæg, som gennemgår, hvordan talerlisterne fungerer som politisk redskab i Enhedslisten.

Der er ved Gud stadig mænd i Enhedslisten, i fagbevægelsen, og på venstrefløjen generelt, som endnu ikke har taget parolen “Kvindekamp er klassekamp – klassekamp er kvindekamp” til sig. De brokker sig over kønsopdelte talerlister, strør om sig med herskerteknikker, når de går i debat med kvinder og andre kønsbaseret undertrykte, stemmer mod at medlemmer bliver ekskluderet for sexistisk chikane af unge kvinder og har stadig aldrig lært hvordan kaffemaskinen i partilokalerne virker.

Men feministerne i Enhedslisten har for længst gennemskuet, hvordan kapitalismen bruger patriarkatet og vice versa til at sætte arbejderkvinder – og ditto andre kønsbaseret undertrykte – i en helt unik undertrykkelsessituation, som hverken kvinderne på direktørgangen eller mændene på byggepladserne har helt magen til, selvom der selvfølgelig er overlap.

Sammen om en større bid af kagen

Derfor undrer det mig, at de, der er meget utilfredse med den omtalte “ikke-mænd” talerliste, ikke også kan se undertrykkelse af transpersoner i samme perspektiv. Transpersoner og ciskønnede kvinder er ikke modstandere, der skal kæmpe indbyrdes om, hvem der må få en bid af det meget lille stykke af kagen, vi har tilkæmpet os.

“Der er ved Gud stadig mænd i Enhedslisten, i fagbevægelsen, og på venstrefløjen generelt, som endnu ikke har taget parolen “Kvindekamp er klassekamp – klassekamp er kvindekamp” til sig.”

Hvis vi mener noget med kampen mod patriarkatet, kapitalismen og den heteroseksuelle verdensorden, er vi nødt til at rette perspektivet mod magthaverne. De udgøres ikke af din lokale nonbinære, som bare godt kunne tænke sig at deltage på et møde i partiet uden at skulle have hele deres identitet og deres motiver betvivlet.

Kvinder som Jeanne går patriarkatets ærinde gang på gang, når hovedfokus bliver infighting. Det bliver især tydeligt, når navnet på en talerliste er blevet temaet for hele debatten. På den omtalte generalforsamling, hvor hele fadæsen startede under, handlede den egentlige debat om, at et større mindretal i Enhedslisten Aarhus ønskede at vedtage en støtteerklæring til Viggo Jonasen, som er blevet ekskluderet for sexistisk chikane. Det er det egentligt forargelige i sagen, og så i et erklæret feministisk parti, men er blevet reduceret til en fodnote i debatten om talerlistens navn.

Ikke-mænd er ikke en ideel formulering overhovedet, og jeg forstår sagtens, at folk studser over den. Jeg har, som nonbinær – og dermed en af dem, som bliver inkluderet ved ikke blot at have talerlister for mænd og kvinder – heller ikke lyst til, at min køn skal defineres ud fra, at jeg ikke er en mand. Det er en proces, efterhånden som vi bliver bedre til at inkludere kammerater af alle slags, at finde et fælles sprog, og det skal vi selvfølgelig kunne debattere.

Jeg kan på ingen måde genkende Jeanne Toxværds påstand om, at det skulle være usagte trusler, der afholder folk fra at kritisere inkluderende tiltag i Enhedslisten. For disse tiltag bliver jævnligt kritiseret, af gode eller mindre gode grunde. I Socialistisk Ungdomsfront, Enhedslistens ungdoms-samarbejdspartner, som jeg selv kommer fra, bruger vi udtrykket “kønsbaseret undertrykte og ikke-kønsbaseret undertrykte” til vores talerlister. Jeg synes personligt det er lidt bedre, omend ikke helt perfekt. Hvis Jeanne eller én af de andre, som har udtalt kritik af ikke-mænd formuleringen har et bedre bud på, hvordan man inkluderer nonbinære, og andre der falder udenfor en binær kønsforståelse til møder, vil jeg rigtig gerne høre den. Det vigtige er at klargøre, at kvinder – både transkønnede og ciskønnede – samt nonbinære står side om side i kampen mod sexisme.

Mændene på toppen er de eneste vindere

Der hvor kæden hopper af for mig er, når Jeanne bruger debatten til at frame transpersoner som generelt truende og antifeministiske, måske endda totalitære, på baggrund af eksistensen af “Shinigami Eyes”, et stykke software, som kun et absolut mindretal af transpersoner overhovedet har hørt om.

Det ville svare til at konkludere, at feminister generelt er uhjælpelige transfober, der er skyld i overdødelighed og mistrivsel blandt transpersoner, baseret på, at nogle få er udtalte og aktive modstandere af transpersoners rettigheder. Begge dele er fjollet, og der er ingen andre end de rige mænd på samfundets top, som vinder på det.

Når vi slås internt, i stedet for i samarbejde og solidaritet at styrke hinandens og vores fælles kampe, lytte til hinanden og forsøge at arbejde hen mod, at hele arbejderklassen kan inkluderes i partiet, bevægelserne og klassekampen, griner magthaverne hele vejen til banken.