Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. maj. 2020

Replik: Scavenius går klimabenægternes ærinde

Det er ikke luftkasteller, men konkrete, radikale klimatiltag, der er brug for her og nu, skriver Jon Burgwald, i et svar til Theresa Scavenius.

Det er ikke magiske teknologi-løsninger, men konkrete, radikale klimatiltag der er brug for, skriver Jon Burgwald i et svar til Theresa Scavenius. Illustration: Greg Betza / The Guardian

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


Theresa Scavenius’ budskab er intet nyt. Desværre ender hun med at gå højrefløjens ærinde, hvor vi på magisk vis kan forske os ud af krisen. Det er ikke den type luftkasteller, men konkrete, radikale klimatiltag, der er brug for her og nu, skriver Jon Burgwald.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Jon Burgwald

I Politiken 3. maj kritiserer Theresa Scavenius dem, der håber at coronakrisen kan blive startskuddet på en grøn omstilling af det danske samfund. Hun mener, at venstrefløjens krav om en grøn genstart ”ligner en 5-årigs meget lange liste over fødselsdagsønsker”.

Det er ærgerligt, at Scavenius, trods partiflugt, ikke har holdt fast i Alternativets grønne, håbefulde linje og i stedet forfalder til en usammenhængende og potentielt klimaskadelig kritik. Hun fremstiller det som om der mangler radikale tiltag og tænkning fra de grønne kræfters hånd. I stedet for at handle nu og her, skal vi ”stille de rigtige spørgsmål” og ”begynde at tilegne os mere viden om verden” og dermed sikre bedre vilkår for kritisk forskning.

Budskabet er hørt før. Bjørn Lomborg og hans kumpaner i Liberal Alliance vil forske os ud af problemet, og så må man forstå, at alt godt kommer til dem der venter – selv en magisk løsning på klimakrisen. Forstå mig ret, vi skal forske mere og sikre bedre vilkår for forskningen, men det må aldrig blive en undskyldning for at udskyde de nødvendige tiltag.

“Det er rigtigt, men også alt for nemt, blot at konstatere, at der skal mere til, og at alt går for langsomt. Men det er ikke fordi venstrefløjen eller grønne aktivister mangler at foreslå og fremlægge radikale tiltag. Det er fordi Socialdemokratiet mangler den politiske vilje.”

Vi har nemlig helt utrolig travlt. Varmerekorderne bliver slået på månedlig basis, og selvom jeg da også kan synes, det er hyggeligt at diskutere Marx og Hegel over et glas rødvin, forhindrer det ikke indlandsisen i at smelte, skovbrandenes hærgen eller landbrugets rovdrift på vores naturressourcer. Der er kritisk brug for tiltag, som drastisk reducerer vores udledning af drivhusgasser her og nu.

Og vi kender allerede mange af de nødvendige værktøjer. I modsætning til hvad Scavenius siger, skorter det heller ikke på de radikale forslag. Ikke kun mit eget parti, Enhedslisten, har fremlagt detaljerede, omfattende planer med konkrete, radikale klimatiltag. Det har også andre partier, en lang række NGO’er og selv Klimarådet.

Tilbage til sporskiftet

Coronakrisen har – med god grund – medført et øget fokus på andre politikområder end klima, men netop derfor er der behov for, at vi presser regeringen til ikke at glemme klimakrisen, når Danmark skal tilbage på sporet. For Danmark skal ikke bare tilbage på det gamle spor. Vi skal genoprette økonomien og se det som en mulighed for at sætte gang i den grønne omstilling. Vi skal foretage et sporskifte.

Derfor har Enhedslisten fremlagt en finansieret plan for grøn genopretning, hvor vi vil sikre investeringer for 55 milliarder i eksempelvis mere havvind og udfasning af oliefyr. Men genopretningen skal kun være første skridt i den grønne omstilling. Vi skal også indføre et stop for salg af fossilbiler i 2025, og udtage over en halv million hektar landbrugsjord og mange andre radikale tiltag. Den grønne omstilling klares ikke med et snuptag, hverken før eller efter corona.

Det er rigtigt, men også alt for nemt, blot at konstatere, at der skal mere til, og at alt går for langsomt. Men det er ikke, fordi venstrefløjen eller grønne aktivister mangler at foreslå og fremlægge radikale tiltag. Det er, fordi Socialdemokratiet mangler den politiske vilje. Den vilje kommer ikke af flere udlandskorrespondenter og mere forskning, som Scavenius foreslår. Den kommer af vedvarende, politisk pres – på Christiansborg og på gaderne.

Jeg håber, at Scavenius vil bidrage til det pres i stedet for at gøre klimabenægterne flere tjenester.


Jon Burgwald er klima- og energipolitisk rådgiver for Enhedslisten.


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER