Replik: Udflytning af studiepladser er sabotage – på den gode måde
Venstrefløjen får overvejende sine stemmer fra storbyerne. Det kan gøre den blind for arbejderklassens problemer i provinsen, og viser sig også i debatten om udflytning af uddannelser, skriver David Kempel som svar på et indlæg.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I sidste uge kritiserede Niklas Zenius Jespersen udflytningen af studiepladser fra hovedstaden, og beskrev de foreløbige konsekvenser for Københavns Universitet. Hovedstadens universitet ser ud til at miste et trecifret millionbeløb, og må nedlægge eller udflytte over 1.200 studiepladser i hovedstaden. Ud over at være et principielt forsvar for uddannelse, skildrer indlægget også reformens afledte effekter, der formentlig vil få Københavns Universitet til at nedlægge snarere end udflytte studiepladser.
Jespersen kommer dog ikke ind på reformens egentlige sigte, nemlig at modvirke den stigende geografiske ulighed, der delvist har sit udspring i koncentrationen af økonomisk og politisk magt i København. På den front er den socialdemokratiske regering med Kaare Dybvad i spidsen i gang med et ret spændende opgør med den voksende geografiske polarisering. En polarisering der grundlæggende er udtryk for de centraliseringstendenser, der er indbyggede i vores økonomiske og teknologiske systemer.
Storbyens dilemma
Det faktum, at storbyerne på samme tid er økonomiens centrer samt de progressive højborge, hvor venstrefløjspartier henter deres stemmer, skaber et dilemma. Det er nemlig de selvsamme progressive, der er mest kritisk over for systemet, som også står til at drage fordel af det igennem deres forbindelse til storbyen.
De tæller naturligvis en del centrum-venstre vælgere, der ikke nødvendigvis ser den økonomiske koncentration som et problem, og måske er politisk venligt stemte over for markedskræfter – lidt stereotypt partierne De Radikale eller Socialdemokratiet. Men de tæller også de mere radikale på venstrefløjen, der trods stor indflydelse er hjælpeløse over for den strukturelle udvikling. Sjældent har den radikale venstrefløj stået så stærkt i København, alt imens overkoncentrationen i byen kun er blevet værre – til ulempe for arbejderklassen både i byen og i resten af landet.
“Sjældent har den radikale venstrefløj stået så stærkt i København, alt imens overkoncentrationen i byen kun er blevet værre”
Dilemmaet er mere end et problem med fejljustering af de økonomiske interesser. Det hænger også sammen med, at storbyen over for provinsen flugter med en identitetspolitisk akse. Her har storbyens kosmopolitiske verdenssyn sejret totalt. Regnbueflaget vejer overalt fra Deloitte til Det Hvide Hus. Det er selvfølgelig en god ting, da regnbueflagets værdier er progressive værdier. Den grimme underside af det kosmopolitiske verdenssyn findes i afsky for det traditionelle, det jævne og det kedelige, som livet for os alle nok består mest af, og som arbejderklassen i provinsen ikke er bange for at identificere sig med.
Dilemmaet fostrer et ukonstruktivt rum for politisk strategi, hvor det fremstår som usmagelig helligbrøde at træde på storbyens universiteter på trods af, at det kunne gavne arbejderklassen i provinsen. Niklas Zenius Jespersen fremhæver f.eks., at udflytningen kan blive bekostelig og forfejlet, fordi det vil være svært at lokke forskere væk fra miljøet i København. Men at en storby som København i stigende grad er indrettet til højt indtjenende specialister, er netop en af årsagerne til de socio-økonomiske sorteringer, der omgør København til en velhaverby – og som udflytningen sigter efter at stoppe.
God sabotage
Storbyens dilemma skygger nemt for, at et vigtigt element i klassekampen for det progressive flertal i storbyen er sympati med arbejderklassen i provinsen. En disposition, der ikke behøver være i uoverensstemmelse med interessen hos arbejderklassen i byen.
En løsning på de ekstreme boligpriser i København er ikke at plastre byen til med nye bygninger – det har i hvert fald ikke hjulpet indtil videre – men at gøre provinsen mere attraktiv og hovedstaden mindre attraktiv. Her kan en politisk strategi for venstrefløjen være sabotage af storbyens politiske-økonomi. Kunne man f.eks. forestille sig en kandidat til borgerrepræsentationen gå til valg på drastiske stigninger i kommuneskatten for at bruge provenuet på velfærd såsom billigere plejehjem, børnehaver og gratis offentlig transport til byens arbejderklasse?
I dette spørgsmål afviger en radikal, progressiv løsning fra det socialdemokratiske projekt. Socialdemokratiet mener jo grundlæggende ikke, at vækstmaskinen skal saboteres. Men progressive bør kunne se sig selv i udflytningsreformens ideal, for selvom det er brugbart at afdække, hvor reformen er en forklædt spareøvelse, er den også et eksempel på sabotage af et uretfærdigt system.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER