Rivegilde i Ø

Har Enhedslisten lovet Folkebevægelsen en halv eller en hel million kroner som en sidegevinst af de to partiers valgforbund ved europarlamentsvalget? Det strides de nu om i Enhedslisten. Hovedbestyrelsesmedlem advarer om, at partiet er ved at »gamble med sin troværdighed«

Af Kim Kristensen

Der er udbrudt et rivegilde i Enhedslisten om, hvor meget partiet bør give Folkebevægelsen.

Opgøret skyldes, at Liste Ø i forbindelse med beslutningen om at stille op til Europa-Parlamentet kombinerede denne med en kompensationspakke til Folkebevægelsen. Liste N fik tilbuddet om et valgforbund, en opfordring til medlemmerne om stadig at deltage i både Enhedslisten og bevægelsens valgkampe (og at stemme på den ene af de to!), samt løftet om kontant afregning, hvis det endte med blot ét mandat – og det tilfaldt partiet. Det skete som bekendt ved EU-parlamentsvalget i maj. Her gik Folkebevægelsen tilbage til 3,7 procent af stemmerne mod Enhedslistens 5,5, og valgforbundets enlige mandat tilfaldt Nikolaj Villumsen.

Siden valget har Enhedslistens hovedbestyrelse dog ikke kunnet enes om, hvor meget af EU’s partistøtte Folkebevægelsen egentlig har krav på. Derfor bliver det nu op til de delegerede på det kommende årsmøde til oktober at tage stilling til to forslag. Enten at give Folkebevægelsen 470.000 kroner, hvilket svarer til lønnen til én stilling i Bruxelles. Eller 1.118.000 kroner, hvilket både svarer til 40 procent af de lønninger, som EU betaler, og Folkebevægelsens andel af stemmerne i valgforbundet (et tredje, ændringsforslag fra en række menige medlemmer, foreslår beløbet 1,3 millioner kroner).

Flere medlemmer af hovedbestyrelsen mener dog ikke, at der er noget at diskutere. Årsmødet vedtog nemlig i 2016 en formulering om at fordele »de samlede økonomiske midler, der udløses ved valg og repræsentation i EU-­parlamentet, imellem parterne i valgforbundet med udgangspunkt i de opnåede stemmetal«. Af samme vedtagelse fremgår, at Enhedslisten »mindst« vil stille én stilling til rådighed for Folkebevægelsen. Folkebevægelsen har altså med andre ord krav på den hele og ikke den halve million – mener de.

Gamble med troværdigheden

»Når der nu står, at Folkebevægelsen skal have en andel af den samlede økonomi svarende til deres stemmetal, så har jeg svært ved at se, at Enhedslisten lever op til den beslutning, hvis vi giver mindre,« siger Lasse Olsen, hovedbestyrelsesmedlem og rådmand i Aalborg. »Selvfølgelig er det fair og demokratisk, at årsmødet tager stilling til spørgsmålet. Men det er også mest fair over for Enhedslistens medlemsdemokrati og Folkebevægelsen som samarbejdspartner, at vi lægger os så tæt op ad vedtagelsen som overhovedet praktisk muligt. Det var en afgørende forudsætning for, at der dengang var flertal for opstillingen til EU-Parlamentet på årsmødet.

Jeg brugte det selv – fra talerstolen – som argument for, hvorfor jeg havde skiftet mening og nu gik ind for en opstilling. Og det har været en afgørende forudsætning for Folkebevægelsens beslutning om at gå i valgforbund med Enhedslisten. Det var en gulerod i forhold til, at hvis alt andet nu fejlede, så havde Folkebevægelsen en økonomisk sikring. Hvis nogle mener, at det skal læses anderledes end, hvad der – efter min opfattelse – åbenlyst står i vedtagelsen, så skylder man sig selv og sin samarbejdsparter at have gjort opmærksom på det i god tid. Alt andet er at gamble med sin troværdighed« .

Hovedbestyrelsesmedlem Astrid Vang Hansen er enig og henviser til, at der tales om »samlede økonomiske midler« i årsmødets vedtagelse og ikke frie midler eller midler, Enhedslisten frit kan råde over. Hvilket netop har vist sig at være problemet med Enhedslistens løfte. Ingen havde nemlig åbenbart tænkt over, at Liste Ø ikke kvit og frit kan råde over de penge, som nu tilflyder fra Unionen.

Pengene er for de flestes vedkommende øremærket til stillinger, som kun kan anvendes til at støtte den valgte i EU parlamentet og derfor ikke kan deles med Folkebevægelsen. I stedet skal pengene hentes op af partikassen, som i forvejen kommer til at mangle en million på grund af tilbagegangen ved det seneste folketingsvalg. Men Astrid Vang mener, at formuleringen »mindst en stilling« – som i sig selv koster mere end de penge, som der ikke er nogen binding på – betyder, at vedtagelsen ikke kan tolkes anderledes end, at det drejer sig om alle de penge til sekretærbistand og andet, som Enhedslisten får adgang til gennem repræsentation i Europa-Parlamentet.

»Det er kort fortalt min tilgang til den sag,« konstaterer hovedbestyrelsesmedlemmet. 

»Vil svække partiarbejdet markant«

Hovedbestyrelsens talsmand, eller såkaldte FU-ansvarlige, Per Clausen, mener til gengæld – ligesom et flertal af hovedbestyrelsens medlemmer – at det vil være tilstrækkeligt at give Folkebevægelsen de 470.000 kroner. Så har partiet levet op til løftet om mindst én stilling.

»Vi mener, at forudsætningen for beslutningen er, at det handler om midler, Enhedslisten reelt kan disponere over,« siger Per Clausen. »Lønmidlerne i EU-parlamentet råder vi ikke over. De er bundet til støtte for EU-parlamentsmedlemmet«.

Den samme vurdering har hovedbestyrelsesmedlem Mikkel Warming.

»Det var for mig og, tror jeg, en del andre underforstået, at der var tale om midler, som kunne bruges frit, på samme måde som stemmepenge,« siger Mikkel Warming. »Det er der så meget få EU-midler, som kan, og så holder vi vedtagelsen ved at give, hvad der svarer til en stilling. Jeg kan ikke se noget formål i at svække Enhedslistens partiarbejde så markant, som forslaget om at give 1,1 millioner kroner vil gøre, uden at der er belæg for det i vedtagelsen fra 2016«.

På årsmødet i pinsen det år stemte 241 for, 86 imod (og 17 undlod) for, at Enhedslisten for første gang skulle stille op til Europa-Parlamentet. Dermed valgte de delegerede at følge resultatet af den vejledende urafstemning forinden, hvor 57 procent stemte for, og 35 procent imod, at Liste Ø var at finde på stemmesedlen i maj.

Folkebevægelsen

Folkebevægelsen har for længst indstillet sig på en økonomisk smalhans, hvor det bliver nødvendigt at vende hver en krone. Nøglerne til den nu tidligere EU-parlamentariker Rina Ronja Karis lejlighed i Bruxelles blev efter europaparlamentsvalget overdraget til Nikolaj Villumsen. Landskontorets lejemål i København blev opsagt, de ansattes kontrakter ikke fornyet – og breve sendt ud til de 3.000 medlemmer: – Send venligst flere penge!

I dag nøjes Susanna Dyre-Greensite fra Folkebevægelsens landsledelse med at henvise til Enhedslistens beslutning på årsmødet uden at tage stilling til, hvordan hun – og bevægelsen – tolker denne. 

»Enhedslisten er kollektivt medlem af Folkebevægelsen og bestemmer suverænt sit frivillige bidrag,« skriver Susanna Dyre-Greensite i en mail. »Hvorvidt og hvordan beslutningen udmøntes er altså op til Enhedslisten. I Folkebevægelsen planlægger vi det næste års aktiviteter og en styrkelse af bevægelsen. Vi kommer til at lave kampagner om klima, handel og forsvar. Vores prioriteringer og fortsatte aktivitet afhænger ikke af noget enkelt bidrag«.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen. Han har for nyligt udgivet bogen Det Hærdede Stål om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.