Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
10. november. 2022

Rusland står til at miste strategisk vigtig by i det sydlige Ukraine

Den russiske invasion af Ukraine har igen lidt et knæk, efter den russiske generalstab har meddelt, at man trækker sig fra den strategisk vigtige by Kherson. Tidligere russisk toprådgiver kalder det for det største geopolitiske tab siden Sovjetunionens kollaps.

Illustration: Solidaritet.

“Kherson er russisk territorie for evigt”, står der på store plakater i den besatte ukrainske regionshovedstad. Men meget tyder nu på, at ‘for evigt’ snarere er forkortettil otte måneder. Den russiske invasionsstyrke er nemlig endnu en gang presset på retræte i Ukraine, meddelte landets nye øverstkommanderende i Ukraine, Sergei Surovikin i går.

“Efter længere tids vurdering af situationen har vi besluttet at forstærke den østlige del af Dnipr-floden”, sagde den russiske general Surovikin i en pressemeddelelse i går. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at de russiske soldater nu forlader byen Kherson, da den ligger på den anden side af floden, der løber gennem Ukraine.

“Forventningen om et snarligt tab af Kherson kommer derfor som et stort symbolsk nederlag for præsident Putin, ikke mindst fordi byen var én af de første til at blive besat 2. marts.”

Senest er det blevet bekræftet, at den russiske hær nu er blevet smidt ud af Snihurivka, der var den største russisk kontrollerede by nord for Kherson. Det lader derfor kun til at være et spørgsmål om tid, før også Kherson er rømmet, selvom den ukrainske hær foreløbigt er mindre optimistisk, og taler om en mulig russisk fælde. “Indtil det ukrainske flag vejer over Kherson, er der ingen grund til at tale om en russisk tilbagetrækning”, sagde rådgiver til præsident Zelensky, Mykhailo Podolyak i en pressemeddelelse i dag.

De russiske soldater har dog ikke tænkt sig at forlade hele Kherson-regionen, og planen ser nu ud til at være at bygge en forstærket skanse på den anden side af byen. Det bekræftes af satellit-billeder, der dokumenterer nye forsvarslinjer under opførsel.

Det russiske forsøg på at holde fast på den anden side af floden mindsker samtidig frygten for, at Rusland vil sprænge den store dæmning i byen Nova Kahovkha i luften, da det også ville oversvømme deres egne soldater syd for byen. Ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War, har Rusland mineret dæmningen i oktober måned, mens Rusland beskylder Ukraine for at have planer om det samme.

Fra stilstand til retræte

Den russiske invasion er de seneste måneder gået fra stilstand til retræte, efter man i den nordlige provins Kharkiv blev løbet over ende i starten af september måned. Kort tid efter annoncerede præsident Vladimir Putin en “delvis mobilisering” i Rusland, og senere på måneden offentliggjorde Putin en annektering af fire ukrainske provinser, heriblandt Kherson.

Forventningen om et snarligt tab af Kherson kommer derfor som et stort symbolsk nederlag for præsident Putin, ikke mindst fordi byen var én af de første til at blive besat 2. marts. Foreløbigt har Kherson også været den eneste regionale hovedstad, som er kommet under russisk kontrol efter invasionen begyndte 24. februar i år.

Byen har også strategisk vigtighed, da den er et brohoved til den besatte Krim-halvø, og samtidig giver adgang til Dnipro-floden, der via Krimkanalen forsyner halvøen med ferskvand.

Den Nordlige Krimkanal leverer drikkevand til Kherson og Krimhalvøen, og er derfor et strategisk knudepunkt i det sydlige Ukraine. Foto: Wiki Commons

“Geopolitisk katastrofe”

Udsigten til at miste kontrollen med Kherson bliver mødt med stor skuffelse og vrede på de russiske sociale medier og hos militæranalytikere.

“Vores opgivelse af Kherson er det største geopolitiske nederlag siden Sovjetunionens sammenbrud”, skrev den tidligere Kreml-rådgiver Sergei Markov i går på beskedtjenesten Telegram. Her advarede Markov også om “store politiske konsekvenser”, og skød skylden på den manglende vilje til at føre en “rigtig krig.”

Også blandt lejesoldaterne fra Wagnergruppen vakte nyheden stor frustration. På deres Telegram-gruppe ‘Grey Zone’ langes der ud efter en svag russisk indsats for at fastholde kontrollen med byen, der samtidig gør grin med fortællingen om, at Rusland taber grundet NATO-indblanding.

“Jeg vidste ikke, at NATO’s samlede militærkapacitet beløb sig til 50 raketbatterier, 150 tanks og 200 pansrede mandskabsvogne”, skrev en af gruppens administratorer i et dybt ironisk opslag. Her opfordres der til, at man i stedet forholder sig til en omfattende korruption i den russiske hær som en forklaring på den skrantende offensiv.

Retræten fra Kherson bliver dog i andre russiske medier udlagt mere positivt. Margarita Simonyan, der er programchef på den statskontrollerede TV-kanal Russia Today, forklarede tilbagetrækningen som et nødvendigt træk, og sammenlignede ifølge Moscow Times beslutningen med den russiske tilbagetrækning fra Moskva under Napoleonskrigen i 1812.

Også den Putin-loyale tjetjenske diktator, Ramzan Kadyrov bakkede op om beslutningen, og kaldte det en “svær men nødvendig beslutning” fra Surovikins side.

Fortsat store russiske tab presser Putin

Med udmeldingen om tilbagetrækning fra Kherson, ser Vladimir Putin nu ud til at blive yderligere presset af sit politiske bagland. Senest har præsidenten måttet aflyse sin deltagelse i G20-topmødet, der afholdes i Indonesien i næste uge.

Det er dog ikke kun land, der bliver tabt i Kherson. I går kunne det russiske statsmedie TASS berette om endnu et uheld for en ledende russisk figur, efter den ukrainske kollaboratør og udnævnte viceleder for Kherson-regionen, Kirill Stremousov meldtes omkommet. Stremousov var dog hverken faldet ud af et vindue eller har begået selvmord med to skud til baghovedet, men havde ifølge TASS været i et biluheld med dødelig udgang. Den nu afdøde kollaboratør blev tidligere på året latterliggjort, efter det kom frem, at han lovpriste Kherson som en del af Rusland, men selv var flygtet til byen Voronezh i det vestlige Rusland.

Også blandt de menige soldater lider Rusland store tab på såvel mandskabs- og materielfronten. Ifølge de seneste vurderinger fra det amerikanske militær er over 100.000 russiske soldater nu blevet dræbt eller såret, mens den uafhængige militærblog Oryx har fremlagt visuel dokumentation for mere end 1.400 ødelagte russiske tanks. Rusland har ikke selv meldt tabstal ud siden september, hvor forsvarsminister Sergei Shoigu hævdede, at kun 6.000 soldater havde mistet livet.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER