Russisk gas til EU – Danmark i centrum for globalt politisk spil

Da Trump præsenterede og underskrev budgettet for USAs militær for 2020, var det inklusive sanktioner mod anlægget af gasledninger fra Rusland til Europa – både North Stream II i Østersøen og Turk Stream gennem Sortehavet til Tyrkiet. Det glæder nogle, fordi det vil stoppe anlæg af fossilbrændsel-infrastruktur. – Men det rejser store spørgsmål om staters ret til at bestemme; og det er snarere et spørgsmål, om EU så vil købe gas i USA, end om EU har en realistisk plan for at stoppe med at bruge gas.

Rusland har reageret skarpt og erklærer, at begge gasledninger vil blive bygget færdige.

Rusland har et par muligheder for selv at bygge Nord Stream 2 færdig – ejer landet et par rørlægningsskibe.

Nord Stream 2 er allerede 94 % færdigbygget. Det stykke, der mangler at blive bygget, går igennem dansk territorialfarvand øst og sydøst for Bornholm.

Det var skibet Solitaire, der var i gang med byggeriet. Det er ejet af det schweizisk-hollandske selskab Allseas. Det stoppede straks arbejdet med at lægge rørledningen, og ligger nu for anker i Storebælt.

USA behandler her Rusland og Tyskland, som om de er andenklasses banan-republikker, der bare har at gøre, hvad der bliver sagt. Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov reagerer gnavent. Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig.

Forhindringer for Nord Stream 2

Nord Stream 2 vil fordoble kapaciteten af gas fra Rusland til Tyskland. Dens søster Nord Stream I har ligget ude i Østersøen siden 2011 og pumpet gas – og nu kommer Nord Stream II måske snart til. Med yderligere 55 milliarder kubikmeter gas til samlede 110 milliarder kubikmeter om året. (Det er godt 11 gange mere, end Energinet regner med at transportere gennem Baltic Pipe, når eller hvis den bliver bygget. Begge linjer med russisk gas går til Greifswald i det østlige Tyskland. Gassen lander blot en stikledning fra det polske marked. Et stykke ikke så langt herfra vil de to gasledninger Nord Stream 2 og Baltic Pipe krydse hinanden. Måske – for tiden er ved at løbe fra Baltic Pipe, og Trump blokerer Nord Stream 2.

USA behandler Rusland og Tyskland, som om de er andenklasses banan-republikker, der bare har at gøre, hvad der bliver sagt.

Nord Stream 2 har mødt alle de problemer, der er i denne verden: Fra EU’s side, fra et bredt flertal i det danske folketing og fra Donald Trump. I oktober fik rørledningen en dansk byggetilladelse efter flere års sagsbehandling og pres fra Rusland. Danmark fik ros af Putin for at give tilladelsen. Men de russiske medier ålede Danmark for at trække tilladelsen ud så længe. De så en række andre motiver fra dansk side og fra de andre i EU, som gerne ville stoppe Nord Stream 2: Nemlig at Rusland ikke skal have lov til at føre sin eksport af gas uden om Ukraine, fordi transitten af gas giver Ukraine et kort på hånden mod Rusland – og en god slat milliarder dollar i transit-betaling til et land, der ellers ville gå helt fallit, fordi dets økonomi er kørt i sænk. Måske har problemerne med Nord Stream 2 og Turk Stream været med til, at Rusland har været klar til at indgå en aftale om gas-transit med Ukraine.

Enhedslistens repræsentanter erklærede, at de var mod Nord Stream 2 af miljøhensyn, og også fordi Rusland er et ”brutalt styre”. Men det holder ikke for en nærmere analyse. Der er for mange brutale styrer i verden til, at vi skal afbryde samhandel og samkvem med dem alle. Rusland er ganske rigtigt brutalt, især i Syrien, men det er USA også i det meste af Mellemøsten. Og det er dumt og meget mod Danmarks interesser – som naboland til Rusland – at fremme sanktioner og isolere Rusland. Den viden, der er i Danmark om Rusland, forsvinder desværre i fordomme og fjendebilleder – og det er meget farligt med den uvidenhed, som breder sig. For Rusland er en stor nabo, som vil blive ved med at ligge ved siden af Danmark, og som det er vigtigt at have et godt forhold til, et organiseret naboskab og under alle omstændigheder kendskab til, hvad der faktisk foregår i landet – uden at være blændet af sine egne fjendebilleder.

Gazprom og den tyske stat: Sammen imod EU

Så kom der i november en ny lov fra EU. Det er en lov, som vi kan kalde ”Lex Gazprom”, for den går ud på – at når Gazprom har bygget ledningen og ejer ledningen, så må Gazprom ikke kun transportere sin egen gas gennem ledningen, men åbne for andre leverandører. Det bliver interessant at følge det slagsmål – moderne storkapitalisme for fuld udblæsning.

Gazprom – verdens største selskab – i alliance med den tyske stat pt. versus EU, som er helt afhængig at import af naturgas udefra. Tysklands Bundestag vedtog hurtigt en lov om ændring af ejendomsforholdene, der neutraliserede EU’s lov.

Byggeriet var så lige nået at komme i gang, da Trump satte sine sanktioner i sving lige før jul, og pt. ligger byggeriet så stille. Det russiske nyhedsprogram Vesti, fortæller, at ledningen vil blive forsinket, formentlig til slutningen af 2020.

Sagen rejser en række vigtige spørgsmål om miljø, klima, økonomi og ikke mindst sikkerhedspolitik – og i særdeleshed forholdet til USA i vest og Rusland i øst. Hvor står EU? EU’s ny formand for kommissionen, Ursula von der Leyen har udtalt til Der Spiegel, at EU er mod USA’s indgreb i lovlig økonomisk aktivitet i EU. Men udtalelsen kom først efter hårdt pres fra journalisten. Det er også bemærkelsesværdigt, at kun russisk-sprogede medier har omtalt udtalelsen i noget særligt omfang. EU viser ikke megen styrke her.

Repræsentanter for den tyske regering og tyske partier har udtalt, at de er imod Trumps sanktioner – men i forbløffende afdæmpet form.

Det amerikanske fracking-alternativ

Den tyske venstrefløj er klarere i spyttet. Dietmar Bartsch, som er den ene af Die Linkes to formænd i Bundestag,  sagde 21. december:

”Det, som USA foretager sig med at lave ødelæggende sanktioner mod færdiggørelsen af Nord Stream 2, er en fuldstændig uacceptabel tilgang og et lavpunkt i de transatlantiske forhold.

Her bliver retsstatslige og suveræne beslutninger fra stater blokeret med absurde sanktioner, og afpresning bliver brugt som politisk middel, som det er tilfældet i Trumps rodebutik.”

Fabio de Masi, som er viceformand i Die Linkes Bundestag-gruppe, kræver sanktioner mod amerikansk fracking-gas og mener, at amerikanske sanktioner uden for USA’s territorium strider mod folkeretten: ”Nord Stream 2 er næsten færdigt og endda aftalte med Ukraine. Afhængigheden af gasleverancerne er gensidig, og Rusland har altid vist sig at være pålidelige. Der er ingen ret til et transitgebyr til landene i Central- og Østeuropa. Det er godt, at forbundsregeringen ikke lader sig snyde.”

Han foreslår at indføre sanktioner mod amerikansk gas fremstillet med fracking, men erkender at det for tiden vil være vanskeligt at gennemføre på EU-niveau.

Miljøvinklen på Nord Stream 2 er også mere kompliceret, end det ser ud til ved første øjeblik. Selvfølgelig er Nord Stream 2 en endda meget stor investering i fortsat brug af fossile brændstoffer – gas i EU – og vil derved binde EU til fortsat CO₂ afbrænding nogle årtier ud i fremtiden.  Hvis alternativet var ikke at bruge fossile brændstoffer, ville det være det eneste rigtige. Men når Trump vil stoppe ledningen, er det jo ikke for at bygge vindmøller, men for at sælge amerikansk gas, der er udvundet med fracking. Det er en gas, det kræver meget energi at producere. Den transporteres på køleskibe med flydende gas, som er en meget energikrævende transportform. Det afsætter altså et stort negativt CO₂ udslip.  

Alternativet til at importere russisk gas er at købe Trumps gas; eller kul – indtil Tyskland og Polen får gjort op med deres afhængighed af fossil afbrænding – og det vil i bedste fald tage nogle årtier.

Tænder den russiske gas fredens flamme?

Vi lever i en spændt verden. Der er en hård konflikt mellem det østlige Europa (Rusland og dets allierede) og det vestlige Europa (EU), hvor mistilliden er gensidig, og oprustning er dagens orden. Her er gashandlen faktisk en stabiliserende og fredsskabende faktor af en slags. Tidsmæssigt er der i hvert fald helt sammenfald mellem de begyndende fredsforhandlinger i Paris i ”Normandiet formatet” – frigivelsen af krigsfanger – og så at Rusland og Ukraine indgår en transit-aftale.

Hvis Tyskland og Polen omstiller sig hurtigt fra kulafhængighed – dvs. holder op med at brænde kul og bruger gas i stedet for – vil det være positivt for klimaregnskabet. Det vil under alle omstændigheder og i bedste fald tage årtier helt at stoppe for udledningen af CO₂ i Tyskland og Polen.

Det kan man ønske de tyske og polske befolkninger held og lykke med. Ja, vi kan måske ligefrem være solidariske med dem i det arbejde?!

Kan Rusland bygge Nord Stream 2 gasledningen færdig?

Sammen med Grønland er det ét af de to store spørgsmål, hvor Danmark er i lyskeglen på den geopolitiske scene. Kan Trumps sanktioner stoppe Rusland? – Og hvordan forholder Tyskland sig, som medejer af Nord Stream 2? Vil den danske stat blive involveret i konflikten?

Det er et storpolitisk problem, men hvis vi et øjeblik ser praktisk på det, handler det om skibe. Kan Rusland sætte et skib i søen, som kan bygge gasledningen færdig? Og hvordan vil Tyskland og derved måske EU reagere som partner i projektet. Husk at EU er afhængig af den russiske gas. Men kan EU stå imod Trumps pres?

Det schweizisk-hollandske firma Allseas Group har straks trukket deres skib ‘Solitaire’ tilbage på grund af sanktionerne, og det ligger nu i havn i Storebælt. Rusland har en bars og et skib, som umiddelbart kan bruges til formålet. Det fladbundede skib ‘Fortuna’ ligger i Mukran i tæt på rørledningen mens skibet ‘Akadem Tjerskij’ ligger i den fjernøstlige havn Nakhodka. Så før Akadem Tjerskij kan sættes ind, skal den sejle 14.000 km nord om Rusland af en rute, der kun er farbar om sommeren. Og Fortuna mangler åbenbart et geografisk positioneringssystem, der vil stabilisere det, mens det lægger røret. På russisk tv hævdes det, at man er bange for danskerne vil protestere, hvis skibet bliver brugt. Det er derfor meget usikkert, hvornår byggeriet går i gang.

Ukraine i den globale magtkamp

1000 kilometer sydøst for Danmark ligger Ukraine, som er et andet og mere permanent centrum i den globale magtkamp. Her raser både politiske kampe, og der er en fastfrossen krig i landets sydøstlige hjørne.

Rusland har taget Krim i besiddelse som område og fejrede i julen åbningen af jernbanebroen over Kersh-strædet, med daglige tog til de russiske byer Moskva, Skt. Petersborg m.m. Putin selv styrede det første tog med passagerer over. Rusland havde en fest.

Krigen i Ukraine er måske blevet utålelig for alle og har kostet ca. 14.000 liv. I hvert fald var der et fredsmøde af en slags i Paris i det såkaldte ”Normandiet format” dvs. Rusland, Frankrig, Tyskland og Ukraine. Det umiddelbare resultat af mødet blev udveksling af fanger og tilbagetrækning af våben. Umiddelbart efter indgik Ruslands Gazprom og Ukraine en femårig leveringsaftale af russisk gas gennem Ukraine til EU. 65 mia. kubikmeter i 2020 og 40 mia. i 1921-24. Så EU er altså ikke ved at løbe tør for russisk gas, selv inden Nord Stream 2 er bygget.

EU’s gasforbrug er nemlig i forvejen i høj grad dækket af russiske leverancer. I 2018 dækkede den russiske gas 38 % af forbruget i EU, og det har været svagt stigende. Rusland har altså i mange år været den største gasleverandør til EU, Norge er nummer to med 29 %, med Algeriet som nummer tre. Det vil være vanskeligt for EU-landene at undvære russisk gas. Polen forsøger at nedbringe sin afhængighed af russisk gas ved at få bygget Baltic Pipe – og har paradoksalt nok øget importen af kul fra Rusland, samtidig med at man har mindsket importen af gas.

Efter ‘Normandiet-mødet’ i Paris mellem Putin, Macron, Merkel og Zelenskij – og efter indgåelsen af den femårige aftale om transit af gas – er der et forsigtigt håb om, at konflikten mellem Rusland og Ukraine kan trappes ned og forholdene normaliseres.

At ledningerne nu går gennem Ukraine – og har gjort det i mange år – har været en af de væsentligste grunde til, at nogle lande ønsker at stoppe Nord Stream 2. I mange år har Ukraine tjent penge på transit af den russiske gas – og det er fortsat under hele konflikten med Rusland om Krim, Donetsk og Lugansk. Ukraine har brugt ledningen til at lægge pres på Rusland og også til at få gas, som det ikke umiddelbart kunne betale, fordi Rusland ikke kunne stoppe for gassen til Ukraine, uden også at stoppe for leverancerne til EU lande, som man er kontraktmæssigt forpligtet til. Rusland har i mange år arbejdet på gasledninger uden om Ukraine; foruden Nord Stream fungerer der også en Balkan-rute med gas, og en ledning er ved at blive bygget til Tyrkiet. Rusland er også ved at bygge en gasledning til Kina, der vil transportere 38 mia. kubikmeter gas til Kina fra Jakutien i Sibirien i 2025, hvor den forventes at være fuldt indfaset.

Ukraine er sunket ned i borgerkrig. Økonomien er totalt i bund med privatisering, forpagtning af jorden til store kapitalinteresser og elendighed for den brede befolkning. Landet har været en kampplads for forskellige økonomiske interesser, der var knyttet til vesten eller til Rusland, og den politiske scene er blevet ekstremt nationalistisk og ensrettet i højreorienteret retning. Ukraine er et misligholdt land, en slags Eldorado for neoliberal foretagsomhed og har derfor også tiltrukket en del amerikanere. Ukraine har ligesom USA valgt en TV-stjerne som præsident – endda én, der selv har spillet præsident. EU har spillet en afgørende rolle i Ukraines elendighed, for det var EU’s insisteren på, at en privilegeret handelsaftale for Ukraine måtte betyde, at man stoppede toldfri import og eksport fra Rusland – som ellers var fortsat længe efter Sovjetunionens sammenbrud.

Det er bemærkelsesværdigt, at den russiske gas-transit gennem Ukraine ikke er stoppet, heller ikke efter starten af krigen i Østukraine. Den har endda spillet en afgørende rolle i ukrainsk økonomi. Efter ‘Normandiet-mødet’ i Paris mellem Putin, Macron, Merkel og Zelenskij – og efter indgåelsen af den femårige aftale om transit af gas – er der et forsigtigt håb om, at konflikten mellem Rusland og Ukraine kan trappes ned og forholdene normaliseres.

Klimaet og gassen

Menneskene skal stoppe forbruget af naturgas, fordi vi skal skåne klimaet, og vi skal stoppe brugen af alle fossile brændstoffer. Det er både vigtigt og rigtigt, og derfor er det nødvendigt at stoppe gas-afhængigheden. Men det er også rigtigt, at der er stor forskel mellem afbrænding af gas og kul på den korte bane – for gas udleder mindre CO₂ end afbrænding af kul. Tyskland såvel som Polen i dag er lande, der er stærkt afhængige af kulkraftværker. Tyskland har efter krav fra årtiers miljøbevægelse besluttet at udfase atomkraft – og har nu besluttet også udfase kulkraft. Hvis alternativerne er enten kul eller gas, er det mere skånsomt for klimaet at bruge gas og udfase kul samtidig. Mens man gør det, kan Tyskland og Polen – hvis den politiske vilje er til stede – bruge tiden til at omlægge deres energiproduktion til vedvarende energi.

Når Polen i dag forsøger at stoppe sin afhængighed af russisk gas, så sker det med brug af to uøkologiske alternativer – flydende, frossen gas, som i høj grad kommer fra USA, og som er stærkt forurenende og energikrævende at producere og transportere – og gennem den projekterede Baltic Pipe.

Menneskene skal stoppe forbruget af naturgas, fordi vi skal skåne klimaet, og vi skal stoppe brugen af alle fossile brændstoffer. Det er både vigtigt og rigtigt, og derfor er det nødvendigt at stoppe gas-afhængigheden. Men det er også rigtigt, at der er stor forskel mellem afbrænding af gas og kul på den korte bane – for gas udleder mindre CO₂ end afbrænding af kul.

Hvis man nu havde ’gode’ regeringer i Tyskland og Polen, ville det måske kunne lade sig gøre at gennemføre en planmæssig overgang fra afhængighed af fossile brændstoffer til vedvarende energi, og en generel omstilling af samfundet til et lavere energiforbrug. Men gode regeringer er en mangelvare – også i Tyskland og Polen. Men der er trods alt økologiske og folkelige bevægelser, der kæmper mod uretfærdigheder af forskellig slags i begge lande, så vi kan måske sætte vores progressive håb dér.

Storpolitisk magtkamp

Donald Trump har taget et meget aggressivt skridt – ved direkte at binde stop for russiske gasledninger til det amerikanske forsvarsbudget. Det er et skridt, som det er vanskeligt at træde tilbage fra. Samtidig er Danmark – Østersøen øst for Bornholm kommet på verdenskortet, og måske skal den lille danske bondebrik på skakbrættet igen rykkes frem mod den russiske bjørn i 2020?

Danmark er nu centrum for en kamp mellem de helt store magter i verden: USA og Rusland – hvem skal levere gassen til Europa i fremtiden? Russisk gas eller amerikansk gas? Der er helt centrale internationale juridiske, magtpolitiske og økonomiske interesser på spil. Har USA ret til at stoppe Rusland og Tyskland i en gasaftale og projicere sin magt til Østersøen ved at stoppe bygningen af en næsten færdig gaslinje?

Har Tyskland – og EU – nogen som helst selvstændig vilje og handlekraft i forhold til USA? Vil de lurepasse og lade Rusland tage slagsmålet, eller vil de helt rette ind i forhold til USA’s pression – til en høj pris både for miljøet og for gassen?

2020 bliver under alle omstændigheder et spændende og begivenhedsrigt år for dansk energipolitik.