Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
23. november. 2023

Sahra Wagenknecht er mindre radikal, end hun ser ud til

En af de politikere i Tyskland, der skaber mest uenighed, Sahra Wagenknecht, har forladt venstrefløjspartiet Die Linke for at danne sit eget parti. Hendes nye parti har en stærk aura af “anti-establishment”, men bag retorikken ligger en opfordring til at vende tilbage til et gammelt klassekompromis, mener Loren Balhorn, redaktøren af Jacobins tyske udgave.

Oversat med tilladelse fra Sahra Wagenknecht Is Less Radical Than She Seems, Jacobin, 29. oktober 2023

Efter år med offentlige magtkampe er den pinefulde selvafbrænding af det eneste socialistiske parti i det tyske parlament, Die Linke, endelig slut. I mandags meddelte Sahra Wagenknecht – bestsellerforfatter, en af Tysklands mest populære (og kontroversielle) politikere og Die Linkes tidligere parlamentsformand – at hun og ni andre parlamentsmedlemmer forlader partiet og stifter en nonprofit-organisation, der hedder “Sahra Wagenknecht-alliancen – for Fornuft og Retfærdighed”, forkortet BSW. Det er første skridt i retning af at starte et nyt parti i tide til valget til Europa-Parlamentet i juni 2024.

Wagenknecht og de andre ni parlamentsmedlemmer har tilbudt at blive i Die Linkes parlamentariske gruppe, indtil deres nye parti er stiftet. Det skyldes en praktisk bekymring: Når de forlader partiet, vil Die Linke ikke have nok parlamentsmedlemmer til at udgøre en formel gruppe i Forbundsdagen og vil få formindsket sine parlamentariske privilegier. Om Die Linke tager imod deres tilbud, må tiden vise. Uanset hvad, så er den lange, rodede skilsmisse mellem Die Linke og deres mest populære medlem nu en realitet.

Wagenknechts afgang foregriber et forslag om at ekskludere hende, som blev indgivet af snesevis af funktionærer på mellemniveau for flere uger siden, og som beskyldte hende for at bryde partidisciplinen og sabotere Die Linkes fremtid ved at angribe partiets holdninger offentligt. For nogle er splittelsen et længe ventet skridt og en spændende mulighed; for andre er det en uansvarlig svækkelse af venstrefløjen på et kritisk tidspunkt og ikke meget andet end et “egotrip”. Der kan være en vis sandhed i disse påstande, men i sidste ende vil den skade, Wagenknecht kan have forvoldt sit tidligere parti, kun have ringe indflydelse på hendes nye projekts levedygtighed. Det vil afhænge af, om hun kan konvertere sin massive fanbase til en stemmeberettiget blok og, hvis de første meningsmålinger er nogen indikation, er potentialet der helt sikkert.

Indtil videre er det kommende partis ansigt udadtil en skrabet hjemmeside uden et egentligt navn, endsige kandidater eller et apparat. Men med en midterkoalition mellem Socialdemokraterne (SPD), De Grønne og De Frie Demokrater (FDP), der får under 40 procent af stemmerne, det højreekstreme Alternative für Deutschland (AfD), der når rekordhøjder, og den eneste venstreopposition i parlamentet, der ligger på mellem 4 – 5 procent, kan fremkomsten af et nyt, nationalt levedygtigt parti ryste det politiske landskab. Hvordan denne omvæltning vil se ud, er dog sværere at sige.

Verdens bankdirektører, foren jer!

Den alliance, der mødte pressen mandag morgen, bestod mere eller mindre af de sædvanlige mistænkte, Wagenknechts nærmeste allierede i Die Linke, med en enkelt overraskelse: Ralph Suikat, en IT-iværksætter, som tjente en formue på at sælge software til advokatkontorer i 2000’erne. Siden han blev millionær, har han brugt meget af sin tid på at finansiere kampagner til støtte for et progressivt skattesystem, og han nævner afdøde Stephen R. Covey, forfatter til The 7 Habits of Highly Effective People, som en af sine største inspirationskilder.

Suikats tilstedeværelse sammen med nogle af Wagenknechts fremtrædende allierede – som alle er fra det, der nu kaldes Die Linkes “venstre-konservative” fløj – siger meget om den politiske triangulering, hun forsøger at gennemføre: nemlig en diffus alliance mellem de etablerede dele af Tysklands arbejderklasse og den del af middelklassen, hvis mobilitet peger nedad, sammen med det, som de kinesiske kommunister plejede at kalde det “progressive nationale borgerskab”.

I stedet for en venstre-højre-fusion eller en såkaldt Querfront, synes BSW at efterligne noget, der ligner en valgmæssig folkefront. Wagenknecht og andre afgrænsede sig skarpt fra AfD og understregede truslen fra dette partis fremgang, mens de lagde skylden på regeringen og deres eget tidligere parti, som de beskylder for at have fremmedgjort sin traditionelle base. I stedet for øget migrationskontrol eller de mulige bivirkninger af COVID-vacciner – Wagenknechts velkendte temaer fra fortiden – lagde mandagens pressekonference vægt på velkendte socialdemokratiske temaer: “Social retfærdighed”, “fred”, “frihed” og “økonomisk fornuft”.

Wagenknecht og hendes tilhængere indrømmer selv, at de er ved at opbygge et topstyret, stramt kontrolleret forehavende. Efter at have lært af deres fejltagelser med Aufstehen – en Wagenknecht-inspireret “social bevægelse”, der kuldsejlede efter et par uger – synes det nye hold indstillet på at opbygge partiet metodisk og kun med personale, der på forhånd er udvalgt. Indtil videre er det ikke muligt at blive medlem.

Så meget desto mere underligt er det nye partis kedelige PR-indsats. Hjemmesiden er fyldt med almindelige arkivbilleder, mens lanceringsvideoen kombinerer flere arkivoptagelser med billeder af Wagenknecht i parlamentet, herunder et noget uhyggeligt nærbillede af hendes fødder i sorte læderpumps. Æstetikken føles mere som noget, der bruges ved åbningen af en regional bankfilial et sted i en tysk forstad, end som lanceringen af en politisk bevægelse mod etablissementet. Væk er enhver snak om socialisme, kapitalisme eller noget andet, der kan skræmme midtervælgere væk; det er erstattet af en afmålt retorik om fairness, rimelighed og social retfærdighed. Måske er den regionale bankfilialæstetik det rigtige visuelle sprog for Wagenknechts nye målgruppe. Men i betragtning af at hun formentlig har brugt måneder på at forberede lanceringen, er udførelsen stadig en smule forvirrende.

En moderat trussel

Det mest bemærkelsesværdige ved Wagenknechts nye projekt er, at det, i hvert fald på kort sigt, udgør en mere troværdig trussel mod det politiske etablissement end Die Linke gør, på trods af at sidstnævnte har holdninger, der i det store og hele ligger betydeligt til venstre for det nye partis.

Wagenknecht, må man sige, er en politisk gåde. Ingen tysk politiker skaber i dag så meget spænding eller polariserer meningerne så kraftigt. Alt, hvad hun skriver, bliver en bestseller, og hendes offentlige arrangementer er altid udsolgt. På grund af sin status som politisk joker og sin usædvanligt store offentlige persona er hun i stand til at konkurrere med den politiske elite på dens egne præmisser, hvad enten det er som talkshowgæst eller som kættersk økonom, der angriber regeringens økonomiske og sociale politik. Hendes generelle antimonopolistiske holdning og opfordringer til at beskytte den tyske indenrigsøkonomi er ikke revolutionerende. Men de repræsenterer en reel udfordring for mainstream-ortodoksien og skaber panik hos mange af hendes politiske modstandere, hvilket udløser den slags giftigheder, som blev rettet mod Die Linke i deres tidlige år.

Die Linke derimod har på papiret fortsat et skarpt antikapitalistisk program, men har nedtonet sin retorik på mange områder og ser ikke længere ud til at fremkalde den samme vrede fra etablissementet, som det gjorde engang. Partiets faldende vælgertilslutning gør det objektivt set til en mindre trussel, mens dets deltagelse i en række delstatsregeringer har afsløret, at det er et ganske fornuftigt koalitionsparti, som er villig til at give store programmatiske indrømmelser for at kunne regere. Wagenknecht, som er politiker på landsplan, har aldrig været nødt til at konfrontere dette problem i sin karriere.

På nuværende tidspunkt er Die Linke en stort set marginaliseret kraft, der ikke har overgået valgforventningerne i over et årti. Det kan ikke benægtes, at dets skrumpende basis er flyttet til de store byer, hvor partiet konkurrerer med resten af centrum-venstre om de progressive stemmer – med meget blandede resultater. Nu skal det konkurrere med Wagenknecht om proteststemmerne, samtidig med at det skal forene det med det faktum, at det fortsat deltager i flere ganske moderate delstatsregeringer på et tidspunkt, hvor store dele af befolkningen, herunder en stor del af partiets traditionelle basis, betragter det politiske establishment med dyb mistro.

Wagenknechts projekt er i den heldige situation, at det kan vaske sine hænder, hvad angår dette problem, ved at droppe meget af Die Linkes socialistiske retorik, mens det fortsætter med at positionere sig som en grundlæggende opposition til den politiske mainstream. Hun giver indrømmelser til højrefløjen i håb om at tiltrække vælgere fra AfD, som f.eks. at kræve en “øvre grænse” for migration, men det er tydeligt, at hun alligevel ikke har det eksisterende venstreorienterede miljø i Tyskland som sit primære klientel. Nogle af hendes holdninger er måske helligbrøde for de fleste socialister, men de er på ingen måde uden for mainstreampolitikken og langt fra den form for “national socialisme”, som nogle af hendes mest iltre kritikere beskylder hende for.

Man har social kapital at brænde

Forudsat at holdet bag Wagenknecht er i stand til at undgå de organisatoriske fejl, man begik i 2018, og får sammensat et fungerende apparat i begyndelsen af næste år, har partiet en god chance for at sende et par repræsentanter til Bruxelles i 2024 og få stor fremgang ved de tre delstatsvalg i Østtyskland næste år. Hvis det lykkes for dem, vil de gå til forbundsdagsvalget i 2025 med vinden i ryggen og sandsynligvis enten erstatte Die Linke eller danne en syvende parlamentsgruppe et sted mellem dem og SPD.

Wagenknechts parti bliver ikke et socialistisk parti, men det ville heller ikke være fair at kalde det højreorienteret. Det vil have samme holdninger som Die Linke på mange områder, om end iklædt en anden retorik. Programmatisk vil det sandsynligvis ligne de danske socialdemokrater eller Socialistpartiet i Holland, som begge har indtaget mere skarpe holdninger til migration og kulturelle spørgsmål i de senere år. Ved i høj grad at fokusere på dem, der ikke stemmer, og protestvælgere i landdistrikter og forstæder, hvor Die Linkes støtte for længst er eroderet, vil det ikke nødvendigvis være en umiddelbar konkurrent ved valgene.

Men selv om Wagenknecht og Co. ikke er interesserede i en fejde med deres tidligere parti, vil de ikke kunne undgå problemet med at rekruttere medlemmer i marken – folk, der organiserer afdelingsmøder, hænger valgplakater op og deler flyers ud. Medmindre BSW er i stand til at rekruttere hundredvis, hvis ikke tusindvis, af disciplinerede politiske aktivister ud af ingenting fra den ene dag til den anden, vil de mest oplagte kandidater være medlemmer og tidligere medlemmer af Die Linke og andre folk med organisatorisk erfaring. De vil bringe holdninger med sig, som før eller siden kan kollidere med Wagenknechts drejning mod små og mellemstore virksomheder, og de vil sikre, at partiets græsrødder kulturelt set ligner den traditionelle venstrefløj meget mere, end “regionalbank”-æstetikken antyder. Det kan også betyde, at partiet med tiden bliver et attraktivt alternativ for medlemmer af Die Linke.

Intet af dette betyder ret meget på kort sigt, men det peger på dybere spændinger i hjertet af projektet. Lige nu er spørgsmål som de økonomiske konsekvenser af sanktionerne mod Rusland (primært stigende energipriser), den tyske regerings nyfundne villighed til at sende våben til konfliktzoner, og fremmedgørelsen over for den politiske korrekthed, der er gået amok, vigtige konvergenspunkter for en alliance mellem industriarbejdere og Tysklands “skjulte mestre”, som de mellemstore virksomheder i landet kaldes. Men klassekonflikter ophører ikke på magisk vis med at eksistere på arbejdspladserne, bare fordi de er mindre. Faktisk er små og mellemstore virksomheder ofte kendetegnet ved lavere lønninger og mindre sikre ansættelser, da de er sværere at organisere og mere sårbare over for skiftende økonomiske vinde. Et parti, der “forvarer de arbejdende mennesker i dette land,” som Wagenknechts våbenbroder Christian Leye udtrykte det i mandags, bliver nødt til at konfrontere dette dilemma før eller senere – senest når det skal danne regering.

Mens Sahra Wagenknecht fuldfører den lange march fra marxistisk-leninistisk filosof til kættersk-ordoliberal økonom, som hun påbegyndte for mere end ti år siden, holder hendes tidligere parti fortsat fast i en vision om demokratisk socialisme, hvor flertallet ejer og kontrollerer produktionsmidlerne i samfundet. Teoretisk set er der masser af plads til et socialistisk parti i Tyskland, hvor næsten en femtedel af den arbejdende befolkning er fanget i lavtlønssektoren, og hvor antallet af arbejdskonflikter har været stigende på det seneste. Men med tiden har Die Linke vist sig mindre og mindre i stand til at forene sin antikapitalistiske dagsorden med sin smidighed i embedet. Det har ikke været en drivende kraft i de seneste års sociale konflikter, og det udfylder heller ikke rollen som en grundlæggende opposition, som det gjorde engang.

Wagenknecht, som længe har været frustreret over denne stagnation, synes helt at have opgivet socialismen og er nu indstillet på at gøre markedsøkonomien en lille smule mere “social”. Om ikke andet, så er hun i det mindste ærlig.

Om skribenten

Loren Balhorn

Loren Balhorn

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER