Sidste frakørsel før Slumplaneten?
Klimaet er kommet på vælgernes dagsorden. Det kan blive vores redning, hvis vi skal nå at styre udenom afgrunden.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Klimaet er kommet på vælgernes dagsorden. Det kan blive vores redning, hvis vi skal nå at styre udenom afgrunden.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.
Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet
Af Per Henriksen
Det store problem med de irreversible klimaforandringer er, at tiden ikke længere er på menneskehedens side. For det først er der indbygget en betydelig inerti i de globale klimasystemer, hvor der kan gå årtier fra drivhusgasserne bliver udledt, til vi ser den fulde effekt på den permanente opvarmning af ikke mindst klodens vandmasser. For det andet maskerer små partikler fra ikke mindst kulkraftværker og skovbrænde (såkaldte aerosoler) den globale opvarmning.
Hvordan samspillet er med skydannelsen på sigt, ved vi ikke så meget om. Men hvis det lykkes globalt at udfase afbrændingen af kul, en målsætning vi er meget langt fra, er vi med meget stor sandsynlighed allerede nået forbi en global opvarmning på 1,5 ºC inden for få årtier. I dag er vi omkring 1 ºC opvarmning. Problemet er også, at klimaforandringerne ikke er lineære. Der er en række klimatiske ‘tipping points’ (vendepunkter, som forårsager en dominoeffekt, red.), der negativt og autonomt vil forstærke opvarmningen. Det gælder for eksempel optøningen af den arktiske permafrost. I Arktis har vi med stor sandsynlighed passeret et sådan tipping point, og det samme gælder for Antarktis.
For selvfølgelig har det nu konsekvenser at menneskeheden de sidste 30 år har udledt lige så mange drivhusgasser som i hele menneskehedens forudgående historie.
Højrefløjens klimadræbende comeback
Var det fordi vi ikke vidste bedre?
Efter Brundland-rapporten i 1987 og vedtagelsen af den globale klimakonvention i 1992 og med en lang stribe af rapporter fra det FN’s interparlamentariske klimapanel (IPCC) – er det overordentlig vanskeligt at påstå, at vi ikke i den grad var advaret.
Når verden alligevel ikke tog alle disse advarsler alvorligt, skyldes det først og fremmest, at det lykkedes for ikke mindst finanskapitalen at sælge den ny-liberale globalisering til bl.a. Ronald Reagan og Margeret Thatcher som højrefløjens comeback-forsøg.
Den ny-liberale globalisering var imidlertid det stik modsatte af nationalkonservativ, eller bare konservativ i Edmund Burke’sk forstand. Både nationalstaten og de nationale demokratier blev derfor mere og mere overflødige og paralyseret, og samtidig underlagt nødvendighedens globale markedslogik. Var man imod, var man enten sinke eller venstreorienteret konservativ.
Kinesisk vækst
Samtidig var globaliseringen det kommunistiske Kina’s historiske store chance for at blive integreret i den kapitalistiske verdensøkonomi. En eksplosiv vækst i den kinesiske lavtløns eksport-økonomi forudsatte imidlertid en tilsvarende eksplosion i energiproduktionen.
Kina havde sådan set ikke andet valg end at satse på kul. Verdens olie- og gas-produktion kunne ikke være blevet opskaleret så kraftigt og så hurtigt, at det kunne have dækket Kinas energiforbrug. Kina havde heller ikke de teknologiske og økonomiske muligheder eller tid til at satse på atomkraft. Vandkraft var en mulighed, men den var begrænset, og solceller og vindmøller var for dyre i slutningen af 1990’erne – og forudsatte lagringsmuligheder til at udjævne den fluktuerende, vedvarende energi, som man heller ikke havde. Derfor satsede Kina massivt på kulkraft fra år 2000 og frem.
Forbrugerens forurening
Outsourcing af en betydelig del af den industrielle produktion fra OECD-lande har den konsekvens, at for eksempel USA og EU’s CO2-udledninger begyndte at falde, særligt efter finanskrisen i 2008. Dette fald blev imidlertid mere end opvejet af det eksplosive kulforbrug i Kina.
I FN har man besluttet, at det er primær-producenten der er forureneren. Men hvis man vendte den om og definerede, at det er forbrugeren der er forurenere, har Danmark slet ikke reduceret vores CO2-udledninger i de sidste 30 år. De billige kinesiske varer har også betydet, at (over)forbruget har været markant stigende i OECD-landene. Det samme har gældsætningen, ikke mindst i USA, hvor det meget store handelsunderskud er på sigt et problem. Nogle håber på, at ‘robot-revolutionen‘ og insourcing (tilbageførsel af arbejdspladser fra Kina, red.) af produktions-arbejdspladser fra Kina, måske vil ændre på.
Det har taget mindst 30 år at få konstrueret og implementeret den ny-liberale globaliserings-model. Vi har ikke 30 år til at dekonstruere dem. Kina har lige annonceret, at landet vil være klimaneutralt om 40 år i 2060. Men selvom det bestemt er positivt, at Kina sætter sig dette langsigtede klimamål, så er det desværre alt for sent.
De modeller, som med en betydelig usikkerhed estimerer, hvad der er nødvendig for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 ºC – er helt urealistiske.
Afviklingen af den ny-liberale globaliseringsmodel kommer til at tage årtier. EU-kommissionen er så småt begyndt med deres udspil til en såkaldt Carbon Border Adjustment Mechanism – men der er ikke dét, der ligner en plan for, hvordan den nye bæredygtige model ser ud. Men planen er tydeligvis at stille skærpede klimakrav til ikke mindst importen fra Kina – og det vil alt andet lige skærpe kravene til den kinesiske afvikling af deres kulforbrug. Man kan så godt forestille sig, at Kina vil hævde, at eksport bliver produceret med ren energi, mens det alene er de kinesiske forbrugere, som fortsætter med at forbruge kul mange årtier endnu (?).
Slumplanet rundt om hjørnet
En ting er dog sikkert: Bliver corona-pandemien kun et ’bump på vejen’ ligesom finanskrisen i 2008/9 – har vi kurs direkte mod slumplaneten.
“Det har taget mindst 30 år at få konstrueret og implementeret den ny-liberale globaliserings-model. Vi har ikke 30 år til at dekonstruere dem.”
Det er dog næppe tvivl om, at ombygningen af den nuværende globaliseringsmodel, går over ægte grøn vækst. Eller med Buckminster Fullers ord: “Du ændrer aldrig ting ved kun at bekæmpe den eksisterende virkelighed. For at ændre noget skal du opbygge en ny model, der gør den eksisterende model forældet.”.
Med et kraftigt stigende fokus på dét, økonomerne kalder ‘eksternaliteterne – hvilket vil sige miljø- og klimaødelæggelserne – er det indlysende, at den ny-liberale globaliseringsmodel ikke kun er forældet. Den vil forvandle kloden til en slumplanet.
Alternativer på vej
Det opløftende, vi har set indenfor de seneste år er, at alternativerne til den fossil-industrielle udviklingsmodel, som startede med den industrielle revolution for 150 år siden, er faldet dramatisk i pris. Så meget, at de kan udkonkurrere de gamle energiteknologier. Nye markeds-design, såsom CO2-afgifter, bør booste denne omstilling, men vi har fortsat et gigantisk efterslæb: De eksisterende fossile kraftværker, de godt 2 milliarder benzin- og dieselbiler, alle de eksisterende fly, hele den petrokemiske industri (herunder kunstgødning), hele svær-industrien osv.
Hvis der skal ske en hurtig omstilling, forudsætter det dels en kraftig forstærket udvikling af alternativer, dels at gamle produktionsanlæg og fossil-biler bliver skrottet før de er udtjent. Begge dele er kritisk. Det er for eksempel afgørende, hvor mange benzin- og dieselbiler der er i Danmark i 2030, mens det er langt mindre vigtigt, om der er et par hundredtusinder elbiler mere eller mindre. Det er Danmarks samlede olieforbrug, der er det helt afgørende for transportsektorens CO2-emissioner – og det har været stigende de seneste år.
Når centrum-venstre har været så elendige til at udvikle alternativer til højrefløjens comebackforsøg – den neo-liberale globalisering – handler det naturligvis også om, at globaliseringen lovede mere guld nu, men på bekostning af grønne skove – i fremtiden. Det sidste har det olie-industrielle kompleks desværre med betydelig succes brugt 30 år på at sløre.
Det har ofte handlet om efficiency, bedre ressource-økonomi, og meget lidt om sufficiency – har vi nok. Forklaringen ligger lige for. Når ’samfundskagen’ fortsat vokser, bliver det nemmere at stille alle vælgergrupper tilfreds. Hvis ’kagen’ ikke vokser, skærpes modsætningerne kraftigt og dermed tilsvarende kravene om omfordeling – ikke mindst fra globaliserings vindere til taberne.
Industrien træder på bremsen
Denne modsætning er systemisk. Den kraftig finansialisering af verdensøkonomien, hvor finanskapitalens ydelser udgør en markant stigning af nationalindkomsten, i kombination med centralbankernes betydelige pengeudpumpning og massive opkøb af aktiver – en såkaldte ‘quantitative easing – har betydet, at det er næsten umuligt at få kanaliseret kapital til de sektorer, som ikke har et vækst-potentiale, og som ikke umiddelbart er konkurrencedygtige. Hvilket så er endnu et argument for grøn vækst og en rekalibrering af markeds-designet, igennem for eksempel en relativ høj ensartet CO2-afgift. Det skal helst ske på EU-niveau, da Danmark er en lille, åben økonomi.
Heldigvis har mange forstået det, ikke mindst Klimarådet. Når Dansk Industri og regeringens klimapartnerskaber er langt mere forbeholdne, er det naturligvis fordi de dermed vil sidde tilbage med mange strandede aktiver i kombination med en lavere vækst, samtidig med, at ingen ved om corona-pandemien på sigt vil udløse en langvarig global økonomisk recession.
“Det er afgørende, hvor mange benzin- og dieselbiler der er i Danmark i 2030, mens det er langt mindre vigtigt, om der er et par hundredtusinder elbiler mere eller mindre. Det er Danmarks samlede olieforbrug, der er det helt afgørende for transportsektorens CO2-emissioner – og det har været stigende de seneste år.”
Men netop det sidste er måske vores mulighed?
Klimakrisen på vælgernes dagsorden
Erfaringerne er sådan set de modsatte. Oliekriserne i 70’erne førte frem til en global recession i begyndelsen af 1980’erne, hvor svaret var det ny-liberale globaliseringsprojekt. Finanskrisen i 2008-2009 svækkede ikke globaliserings-projektet eller finanskapitalen. Der forsvandt tværtimod op mod 200.000 danske arbejdspladser i den private sektor.
Så hvorfor skulle det være anderledes nu? Den vigtigste grund er, at der denne gang er – og er ved at blive – udviklet alternative til den sorte, fossile vækstmodel, vi har kendt de sidste 150 år. Den nye EU-kommission har for første gang klima-politik som en absolut topprioritet, og mange store virksomheder har indset, at kravet ikke er mindre, men mere markedsregulering, hvis vi skal reducere de globale udledninger af drivhusgasser. Dertil kommer at klimakrisen er rykket op på vælgernes og især de unges politiske dagsorden.
Nu skal der så leveres. Ikke kun i Danmark, men også i EU og forhåbentlig også i USA efter præsidentvalget den 3. november.
Bliver det vanskeligt? Ja, bestemt. Forudsætter det betydelige ændringer af den neo-liberale globaliseringsmodel? Bestemt. Er der nogle, der for alvor graver sig ned i det sidste, og fritskraber de afgørende ‘tipping points? Nej, ikke endnu. Men de fleste har forstået, at vi nærmer os sidste frakørsel før en stadig mere ubeboelig slumplanet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)