Tidligere ledelsesmedlem: Derfor har jeg meldt mig ud af Enhedslisten
Tidligere hovedbestyrelsesmedlem Elsebeth Frederiksen har meldt sig ud af Enhedslisten. Partiet lever ikke op til sine egne principper, og personlige ambitioner virker vigtigere end det fælles bedste, skriver hun i denne klumme.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Da jeg for cirka 6 år siden meldte mig ind i Enhedslisten, var det med en forventning om, at jeg kunne finde dét fællesskab, jeg altid har ledt efter. Et fællesskab blandt folk, som jeg var enige med politisk. Det er ikke nødvendigt at sidde og nørde politisk filosofi, men bare være sammen om at snakke om forandringer i Danmark – og udvikle politik.
Jeg troede, at netop Enhedslisten var anderledes. At de har samme forhold internt, som de kæmper for eksternt. At medlemmerne sørger for hinanden og behandler hinanden pænt. Når de nu kæmper for plads til alle, så burde det også gælde medlemmerne imellem.
Jeg har altid været psykisk sårbar, og i perioder grådlabil. Nogle siger, at jeg er nærtagende, jeg vil hellere sige, at jeg er følsom. Nogle gange er mine reaktionsmønstre måske anderledes end andres, men det troede jeg, der var plads til. Det har der ikke været.
Jeg har prøvet at være mere stille, jeg har prøvet at blende ind, jeg har virkelig prøvet, men jeg er bare anderledes, og det må jeg lære at leve med. Fordi jeg er anderledes, har det været svært at falde til. Jeg har følt mig ensom, selv sammen med andre medlemmer. Jeg har grædt til møder. Men jeg er blevet, fordi politik betyder så meget for mig. Jeg vil gerne støtte Enhedslistens politik og har længe troet, at de kan gøre en forskel.
Personlige ambitioner over politik
Det er jeg begyndt at tvivle meget på. Lige nu virker hensynet til nogle medlemmers personlige ambitioner højere end det fælles bedste. Enhedslisten støtter et socialdemokrati, som har så fremmedfjendske holdninger, at det er meget svært at genkende det gamle socialdemokrati, som var arbejderpartiet, som kæmpede for arbejdere, ikke imod indvandrere og menneskers hjem.
“Lige nu virker hensynet til nogle medlemmers personlige ambitioner højere end det fælles bedste.”
Jeg kan ikke forstå, at partiet bliver ved med at holde hånden over S. Nogle siger, at Mette Frederiksen trods alt er bedre end Jacob Ellemann-Jensen. Er hun nu også det? Deres menneskefjendske politik er den samme.
Jeg er i tvivl om, hvorvidt alle deres folketingsmedlemmer faktisk er socialister eller bare er medlemmer af Enhedslisten, fordi det her er nemmere at komme til tops. Det gælder i hvert fald, hvis man er mand. For selvom partiet påstår, at de er feminister – og endda har lavet et feministisk delprogram – viser valget af kandidater en manglende respekt for kvinder. De bliver ofte skubbet ned ad listen til fordel for en mand. Her handler det ikke om at få den bedste til at repræsentere partiet, men om hvem der har flest venner i toppen af partiet.
At jeg blev valgt til partiets hovedbestyrelse var stort for mig. Jeg ville trække partiet længere mod venstre, havde jeg proklameret i min opstillingstekst. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var umuligt. Sådan en proces tager naturligvis tid, men der var ingen indikationer på, at nogen havde lyst til at ‘vende skuden’. Faktisk padlede en del den modsatte vej, når nogen prøvede.
Da folketingsgruppen ikke støttede automatisk statsborgerskab efter 10 år, var jeg komplet desillusioneret. Hvis Enhedslisten ikke skulle forsvare rettighederne for flygtninge og folk, der har boet her over 10 år, men stadig ikke kan blive statsborgere, hvem skal så?
Alle ved hvad jeg kæmper for. Og det vil jeg blive ved med. Bare ikke som medlem af et parti. For der er heller ikke andre partier, jeg nogensinde kunne tænke mig at være medlem af.
Jeg er socialist. Jeg kæmper for en bedre verden. Det må jeg blive ved med – bare uden Enhedslisten.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER