Signatur: Når førerhunde fodrer de indre svinehunde

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

To små drenge på 5-6 år med indvandrerbaggrund står ude ved Kastrup Havn med ængstelige blikke, da deres forældre overfuses med racistiske udsagn af en bøvet bodega-dansker. Jeg går stadig og tænker på, hvilke aftryk den slags oplevelser sætter i børnenes sind? Det ene barn begynder at græde, og må trøstes af sin far. Moderen optager hændelsen på sin telefon, lægger optagelsen på nettet, og den går viralt. Skvadderhovedet undskylder efterfølgende, moderen tager imod undskyldningen, og politikere fra alle partier tager skarpt afstand fra den pågældende mands udtalelser.

Så burde den sag vel være ude af verden?

Den normaliserede hverdagsracisme

Ingenlunde. For den historie er desværre kun toppen af isbjerget i forhold til den hverdagsracisme, som mange indvandrere oplever. Lektor og forsker ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og medstifter af Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination, Iram Khawaja udtaler: »Vi får rigtig mange henvendelser fra børn, unge og forældre, som oplever racisme og de psykologiske konsekvenser af det«.

“Ord betyder noget. De skaber virkelighed. Ord fra folkevalgte har særlig betydning. I har et ansvar, som I desværre forvalter med snæversynet autoritær magtbrynde. Det er nok derfor, I gerne vil lave en handleplan for hadforbrydelser mod jøder, men ikke for muslimer?”

Morten Sodemann, der er professor i indvandrermedicin og global sundhed ved Syddansk Universitet, og som leder Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, udtalte for nyligt til Ræson: ”Jeg hører om racisme hver dag fra hver eneste patient, fra hver eneste pårørende og fra hver eneste tosprogede sundhedsprofessionelle. Jævnligt også fra adopterede, der skriver til mig. Det har altid været et vilkår for etniske minoriteter og migranter. Men nu er det blevet til en hverdag, hvor stadig flere etniske danskere føler, de har fået tilladelse af politikerne til at konkretisere dét, politikerne omtaler så tvetydigt: de gule, de må rejse hjem, dem-og-os, uindbudte gæster, bekvemmelighedsflygtninge, parallelsamfund, dovenskab og islamisme. Det er blevet legitimt at sige det, som politikerne åbenbart gerne vil have, man siger til flygtninge. Pludselig er det socialt acceptabelt åbent at angribe minoriteter, og tilladelsen er udstedt af politikere med en kort tidshorisont, sparsom indsigt og en endnu mere knap konsekvensberegning.”

Arh, tænker du måske? Overdriver han ikke lidt? Så overvej følgende: Dansk Folkepartis kampagne “Smid Tørklædet og meld dig ind i Danmark”, Konservatives kampagne “Stop Nazi-islamisme” og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, der fra Folketingets talerstol udtalte: “Det kvindeundertrykkende muslimske tørklæde trives i institutioner og på skoler og offentlige arbejdspladser, og det skal der sættes en stopper for”. Nye Borgerlige har stillet sig bag indvandrerkritiske forslag, der bryder med såvel FN’s Menneskerettighedskonvention og Danmarks Riges Grundlov – senest med forslaget om at fratage muslimerne deres rettigheder som godkendt trossamfund.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Aslan Rasmussen mener imidlertid ikke, at det danske samfund er diskriminerende og racistisk. Folk der påpeger det er bare ‘grøftegravere’. Gad vide, om Aslan kender historien om splinten og bjælken i øjet? Sikkert ikke – sixpence-kasketten skygger vist for udsynet?
Rasmus Stoklund, der er udlændingeordfører for S, fik et bevidst indfald under havearbejde og sammenlignede indvandrere med fandens mælkebøtter! Det er nok længe siden den gode Stoklund har læst Peter Plys: ”Ukrudt er også blomster, når man først lærer dem at kende.” Eller hvad med dette Peter Plys-citat, Stoklund: ”Er du nogensinde stoppet op for at tænke, og glemt at starte igen?”

Sproget former virkeligheden

Landets statsminister kunne heller ikke nære sig for at kæde en Eid-hilsen sammen med et udfald mod kriminelle indvandrere. Det svarer til at bringe en julehilsen til en etnisk dansker: ”Glædelig jul – og i øvrigt er der for mange, der kører spirituskørsel i julen og tager damerne på låret!” Det fik da også kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Harun Demirtas, til i Politiken at skrive til statsministeren: ”Jeg ønsker ikke din Eid-hilsen, kære statsminister. Jeg ønsker din respekt!” Han afsluttede sin kommentar med følgende: ”Det undrer mig, at vi desværre er blevet til et land, hvor vi tilbyder flygtninge et liv på flugt resten af deres liv, alene fordi de har valgt at flygte til vores land.”

Kære politikere: Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde engang: ”Sproget former virkeligheden.” N. F. S. Grundtvig sagde det samme med andre ord: ”Ordet skaber, hvad det nævner.” Ord betyder noget. De skaber virkelighed. Ord fra folkevalgte har særlig betydning. I har et ansvar, som I desværre forvalter med snæversynet autoritær magtbrynde. Det er nok derfor, I gerne vil lave en handleplan for hadforbrydelser mod jøder, men ikke for muslimer? I skulle jo nødig blive opfattet som vattede over for muslimerne, vel? Det kunne måske koste regeringsmagten? Hvad blev der af den såkaldt ‘borgerlige’ anstændighed og almindelig ordentlighed? Det er de facto blevet et fremmedord langt ind i Socialdemokratiet.

Allerede i 1838, altså før demokratiets indførsel i 1849, sagde Grundtvig i et Mandsmindeforedrag: ”Man ser derfor også, at jøderne i Danmark, siden de blev mildt behandlede, har taget levende del i rigets ve og vel, og jo før vor folkestemme vil hæve sig for de indfødtes fulde borgerret, des rigere frugter vil Danmark sikkert høste af deres opfindsomhed, driftighed og erkendtlige påskønnelse af gæstmildheden i det fremmede land.”

De ord holdt stik. Grundtvig var som bekendt forud for sin tid på mange områder. De førte til danskernes hjælp til jødernes flugt til Sverige under Besættelsen, og de ord repræsenterede nogle værdier, som førte til, at Danmark indtil for nylig havde et internationalt ry som et humant og rummeligt land. Skulle vi ikke lige tilbage til hovedsporet igen, kære politikere? Det spor, I er inde på, ender blindt! Det dur simpelthen ikke at drive danske statsborgere med anden etnicitet og religion i internt eksil! Det er jer, der graver grøfter, hvor I skulle bygge bro. En brobygning, der i øvrigt ikke er nogen helt nem opgave, men dog i bogstavelig forstand opbyggelig! I øjeblikket fremstår I som aktionærer i et samfundsmæssigt og politisk nedbrydningsfirma, hvis  konkursbo øjnes i horisonten.