Sjælsmarks utålelighed er politisk bestemt!

Hvis man som Mette Frederiksen gerne vil være ‘børnenes minister’, må det gælde alle børn – også dem, der sidder i asyllejre. Farhiya Khalid skriver i dagens Signatur om den umenneskeliggørelse, der finder sted på opholdscentre som Sjælsmark, og dens konsekvenser for de mange børn der bor der.

Af Farhiya Khalid

Hvad gør det ved et menneske at leve i en lejr? Hvilke konsekvenser kan det have, når man i årevis lever i uvished – når ens fortid er blevet dømt utilstrækkelig eller utroværdig, og ens fremtid er ikke-eksisterende?

Den britiske-pakistanske forfatter, Hanif Kureishi, skrev for år tilbage, at migranten hverken havde ansigt, status eller historie: Migranten er blevet frataget sin farve, sit køn, sin karakter og forvandlet til noget, der minder om et rumvæsen. Migranten er eksemplet på en levende død, som vil invadere, kolonisere og smitte – en figur vi hverken kan fordøje eller kaste op, skrev han i 2014. Desværre virker Kureishis ord lige så slående i dag, som da han nedfældede dem.

For der er mennesker i vores samfund, som vi har afgrænset både juridisk og socialt i en grad, så de netop er blevet en art levende døde blandt os. I flere år har vi hørt historier om de kummerlige forhold, afviste asylansøgere og deres børn lever under i udrejselsescenter Sjælsmark – en nedlagt kaserne i Nordsjælland, hvor både voksne og børn har opholdspligt.

Det er et sted, hvor voksne og børn lever i angst og frygt på grund af en kronisk uvished. En lejr, der ligger klods op af et militært øvelsesområde, hvilket betyder, at i forvejen traumatiserede mennesker skal lytte til lyden af de krige, som de troede, de var flygtet fra. Et sted, hvor man ikke modtager nogen kontante ydelser, hvor forældre ikke må lave mad til deres børn, og hvor børn jævnligt er vidner til, at andre børn tvangsfjernes af politiet. Hvor mennesker bliver strippet for deres autonomi og handlekraft, og hvor det virker umuligt at bevare en aktiv forældrerolle. Alt sammen vilkår, der skal gøre det så uudholdeligt som muligt at være til, og dermed virke som en ‘motivationsfremmende foranstaltning’ for at forlade landet. Og uudholdeligt virker det til at være.

Angst, depression og PTSD

I sidste uge udgav Røde Kors, som er med til at drive Sjælsmark, en rapport om børns trivsel i lejren. Rapporten, som Røde Kors selv kalder “dybt foruroligende” baserer sig på en psykologisk screening af 56 børn i slutningen af 2018 og viser, at en stor del af børnenes psykiske trivsel er markant ringere end hos børn i samme alder. 61 pct. af børnene i Sjælsmark ville ifølge rapporten “sandsynligvis opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose”, og en stor del af børnene har søvnproblemer, dårlig appetit og hyppige mareridt. Derudover har halvdelen af de 11-17 årige symptomer på posttraumatisk stress, og ifølge psykologerne bag rapporten, er der en risiko for, at de ovennævnte symptomer bliver kroniske.

Det er dog ikke første gang, vi hører om konsekvenserne af et liv præget af midlertidighed, usikkerhed og ventetid. Fx udtalte Børns Vilkår i 2017 at vilkårene i Sjælsmark gjorde, at ophold længere end et par uger, kunne give varige mén. I december kunne man læse i Information, at knap halvdelen af de underretninger, Hørsholm Kommune modtog om børn med bekymrende adfærd kom fra Sjælsmark. Og i rapporten Trivsel og udvikling hos børn i asylcentre fra 2018, problematiserer Dansk Flygtningehjælp, hvordan socialfagligt arbejde bliver overtrumfet af udlændingelovens bestemmelser i sager om børn i asylcentre. Her beskriver flere socialkoordinatorer fx, hvordan tvangsflytningen af familier, der får afvist deres asylsag, afbryder igangværende socialfaglige undersøgelser, såsom børnesamtaler, underretninger og vurdering af barnets tarv.

I dag bor der 153 børn i Sjælsmark – et sted der på mange måder ligner et fængsel: lejren er indhegnet og overvåget, og der er adgangskontrol for besøgende. Den eneste forskel er, at en fængselsindsat får en løsladelsesdato, hvorimod Sjælsmark ikke har nogen tidsmæssig grænse for opholdets varighed. Et faktum, der må være det afgørende, ifølge advokat Eddie Khawaja og advokatfuldmægtig Kirstine Mose, der i en fælles kronik understreger uvishedens absurditet: “at der er børn i Danmark, der opholder sig under fængselslignende forhold på ubestemt tid”.

Tag politisk ansvar

Disse fængselslignende rammer og børnenes dokumenterede psykiske tilstand, kan ikke efterlade nogen tvivl, om at levevilkårene i Sjælsmark strider mod FN’s Børnekonvention, og de rettigheder alle børn – også dem i Sjælsmark – bør være sikret.

Desværre virker det ikke til, at der bliver nogle drastiske ændringer – selv efter folketingsvalget. Ifølge Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, vil S prøve at skærme børnene bedre, men i skrivende stund er der endnu ikke nogen konkrete forslag. Og der er stadig ikke nogen vilje til at gøre noget ved det afgørende problem nemlig, at børn i Sjælsmark lever der på ubestemt tid. Mattias Tesfaye formåede til gengæld at reducere Røde Kors-rapportens foruroligende konklusioner til en forsømmelse fra forældrenes side: “Forældrene har svigtet. Så har vi et ansvar som politikere for at afbøde de skader” siger Tesfaye til Politiken.

Men det utålelige liv i Sjælsmark – for børn såvel som voksne – er netop en politisk beslutning. Og de skader, ordføreren mener, politikerne nu skal være med til at afbøde – er netop skabt af selvsamme personer. De “motivationsfremmende foranstaltninger” er politisk bestemte. Lejrens beliggenhed er politisk bestemt. Det er ikke forældrene til Sjælsmarks børn, der har gjort det umuligt at have et familieliv. Det er ikke forældrene til børnene i Sjælsmark, der er ansvarlige for, at de skal leve i uvished – uden nogen tidsmæssig grænse i en fængselslignende lejr. Det er ikke forældrene i Sjælsmark, der har besluttet, at de skal bo klods op af et militært øvelsesområde, hvor børn og voksne med krigstraumer skal re-traumatiseres af skudsalver.

Den politiske beslutning har Socialdemokratiet et medansvar for – og det ville klæde Mattias Tesfaye at stå ved den. Han kunne eventuelt starte med at minde sin formand, der i sin valgrus kalder sig for børnenes minister, at Børnekonventionen gælder alle børn – ikke kun dem, hvis forældre har ret til at stemme.

Farhiya Khalid er somalisk-dansk journalist og historiker. Hun har som flygtning selv taget ruten gennem adskillige asylcentre, og hendes primære aktivitet på denne blog vil være en kritik af dansk asylpolitik og den højredrejning, der muliggør dens eksistens.