Skal alt blive som før?

Jeg og vi er helt klar over, at intet er simpelt, når vi sætter os ordentligt ind i sagerne. Men jeg er også klar over, at man tit kan miste overblikket, når man kigger for dybt. Man kan ikke se skoven for bare træer. Stiller man sig lidt på afstand, får man et bedre overblik. Og selvfølgelig er der en masse, man så ikke ser.

Meget kan forandres

Først og fremmest er der vel blevet rykket på oplevelsen af, at intet kan forandres, og at udvikling er en langsom proces. Vi har også opdaget, at staten har dybere lommer, end mange af os troede. En forhenværende socialpolitiker er i hvert fald temmelig imponeret over, hvad der kan findes penge til.

Genstarten kommer ikke til at ligne nedlukningen. Først og fremmest er der mere ævl og kævl, og personligt er jeg især træt af det politiske-journalistiske lag, der desperat forsøger at få gang i tidligere tiders populær-TV: ”Journalist steger politiker”, eller ”Journalister snakker sammen om, hvad politikere i virkeligheden er ude på”. Det kaldes analyse – og det har jeg bestemt ikke savnet!

De borgerliges totale nedsmeltning har været ren underholdning. Nu er de alle varme tilhængere af velfærdssamfundet – ja, faktisk går de længere, og ønsker statsstøtte af alt fra Anders Fogh til banker og ejendomshandel og fly, som vi alle sammen inderst inde véd, er dybt skadelige for klimaet. De samme borgerlige politikere har ellers i årevis forsøgt sig med remser som: ”Vi kan ikke leve af at klippe hinanden”, og ”Det skal kunne betale sig at arbejde” eller ”Barnepige staten”. – Jeg har ikke savnet de gamle borgerlige et sekund under krisen!

Farvel til flystriber?

Med stigende irritation kommer vi til at følge, hvordan rejseselskaber nu skal reddes, fordi vi ikke kan klare os uden fly. Inderst inde véd vi, at det om nogle år senest skal gå den modsatte vej, hvis vi skal have nogen som helst chance for at redde klimaet og børnenes fremtid. Det er svært ikke at se det som en kæmpefejl at poste penge i genstart af flytrafikken – i stedet for at bruge dem på at få medarbejdere over i andre erhverv, og passagerer over i tog eller andre forsvarlige transportformer. Jeg savner ikke flystriber på himlen!

De dage i starten, hvor vi vidste meget lidt – og derfor virkelig isolerede os effektivt – lærte jeg en masse nye dele af byen at kende. På cykel kan man komme ind i de særeste havne-krinkelkroge, og man oplever, hvor tæt på naturen storbyen er. Dyr og planter og en vidunderlig ren luft! Men storbyen rykker stadig tættere på. Snart er det slut med de steder, hvor græs og ukrudt breder sig, og hvor folk har slået sig ned med et skur og en jolle. Misundelsen, som ramte Christiania, vil snart ramme andre, der har alle de glæder, som ellers kræver en velspækket bankkonto. Skal man have en båd, skal det være i Skovshoved!! Byens vokseværk er tilsyneladende ustoppelig, og der er tilsyneladende konsensus om, at vi alle sammen går fallit – hvis ikke byen vokser endnu mere.

Højhusbyggerier og trafikpropper

Jeg har ikke savnet nye højhuse, som smækkes op i en fart, og som skal finansieres gennem salg af million-lejligheder. Et salg, der hjælpes kraftigt på vej med referencer til et omgivende miljø, som forsvandt, da de triste lejligheds-kasser blev smækket op. Ingen har kunnet forklare mig, hvorfor det er klogt at lokke flere til storbyen – når vi samtidigt kæmper med det skæve Danmark, affolkning af underskønne egne som det nordlige Jylland og Sydhavsøerne. Jeg ser for mit indre blik, hvordan vi allerede nu, kan skimte fortidens fejlslagne beton-byggerier, når vi kigger ud over Carlsberg eller Ørestaden. Og mens vi smækker spekulationsbyggeriet op, river vi boliger ned i Mjølnerparken og Gjellerup.

“De borgerliges totale nedsmeltning har været ren underholdning. Nu er de alle varme tilhængere af velfærdssamfundet – ja, faktisk går de længere, og ønsker statsstøtte af alt fra Anders Fogh til banker og ejendomshandel og fly”

Det har jeg heller ikke savnet!

Jeg har heller ikke savnet det store trafikpres i København. En lind strøm af personbiler som har gjort luften sundhedsskadelig. Og en konstant støj, som jeg faktisk først har opdaget nu! Tænk at kunne høre en svane lande på havnens vand! En lyd, som snart igen vil være overdøvet af trafikken.

Bakteriesupper og møder

Jeg har heller ikke savnet de tætpressede bakteriesupper, som mine slægtninge hver dag har udsat deres mindre børn for. Med en fornuftig normering og tid til hygiejne er daginstitutioner blevet det sted, vi alle sammen ønsker, de skal være: Et godt pædagogisk tilbud til vores alle sammens fremtid! Jeg håber – håber – håber, at det er slut med de vilkår, vi har presset ned over hovedet på vores børn, og på de dygtige professionelle, vi lønner alt for dårligt til at tage vare på dem og deres udvikling.

Jeg har heller ikke savnet alle de fysiske møder. Det bliver selvfølgelig dejligt at se jer alle sammen igen! Og jeg har faktisk savnet rigtigt mange af jer. Men jeg har opdaget, hvor meget vi kan udrette uden at skulle afsætte timer på at lytte til ikke altid lige relevante indlæg fra personer, der kan lide at høre sig selv. Møder kan faktisk langt hen ad vejen afskaffes, eller i hvert fald afholdes i begrænset mængde og på begrænset tid, hvis de kun skal indeholde det relevante. Og så kan vi vel sagtens snakke over en kop kaffe eller en god øl på Cafe Nick, når vi skal dyrke vores sociale relationer. Jeg har ikke savnet møderne.

Men jeg har savnet jer alle sammen – og en øl på Nick!