Skal venstrefløjen holde øje med blockchain-teknologien?

Af Thomas Redshaw

Oversat fra engelsk med tilladelse fra “Should the left care about blockchain technology?”, Red Pepper, 30. november 2021

Bitcoin og den underliggende teknologi, blockchain, er blevet synonymer for hype blandt folk, der beskæftiger sig med teknologi. Det var derfor ikke ganske overraskende i en nylig udkommet bog udgivet af Polity Press at læse, at ”Bitcoin er virkeliggørelsen af Marx’ drøm.” Alligevel er der noget usædvanligt ved påstanden.

Siden sin opståen for over et tiår siden har bitcoin i det store hele været ignoreret af venstrefløjen. Ved at give brugerne af internettet mulighed for at lave transaktioner uden for de regulerende myndigheders rækkevidde, slog bitcoin sig hurtigt op som et ikon for højreorienterede libertære, for hvem bitcoin står som den teknologiske basis for markeder, der er virkeligt ’frie’.

Desuden er de fleste eksperimenter med blockchain-teknologien sket i finanssektoren, hvor innovationer som ’smarte kontrakter’ ses som en måde at automatisere forskellige administrative processer på. Følgelig har der været en tendens blandt forskere og aktivister på venstrefløjen til at afvise blockchain.

Der har imidlertid i de seneste to år været en stigende interesse for denne teknologi hos socialistiske grupper, der opfordrer venstrefløjen til at tage teknologien alvorligt. En nylig udgivelse, der forsøger at styrke denne opfordring, er Mark Alizarts bog Cryptocommunism.

En grundlæggende definition siger, at blockchain-teknologien er en delt database, hvor ansvaret for at indsætte og verificere data er delt ud på et netværk af uafhængige computere. Dette adskiller den fra almindelige databaser, der sædvanligvis kører på en central server og/eller drives af en central myndighed.

For at det imidlertid skal kunne fungere, skal der opnås konsensus mellem de selvstændige computere. De skal være enige om, hvilke data der er gyldige og hvilke ikke. Det er den del af teknologien, der gør den politisk, siger Alizart. Ved at stille en ny og sikker måde til rådighed for hver enkel computer til at gennemse og godkende data, er blockchain-teknologien i sig selv demokratisk.

Tag magten over midlerne til at frembringe penge

På basis af dette fremsætter Alizart to opfattelser i sin bog. For det første argumenterer han - selvom han er enig med de libertære i, at blockchain er et middel til at underminere og omgå myndigheder på - for at teknologien også danner fundamentet for at opbygge nye institutionstyper uden for kapitalismen: Kollektivt ejede platforme, der letter fællesskabers administrative behov.

For det andet skitserer Alizart, hvorledes socialistiske eksperimenter på samme måde som kapitalismen indtil nu har frembragt organisationer, der styrer økonomien uden demokratisk deltagelse, og som kun står til regnskab i begrænset omfang. Alizart fastslår, at blockchain viser en vej ud af dette demokratiske underskud ved at gøre det muligt for fællesskaber at opbygge sine egne, kollektivt ledede, pengeudstedende institutioner. Han opfordrer derfor venstrefløjen til at bruge blockchain til ’at tage magten over midlerne til at frembringe penge.’

Alizarts argumenter er overbevisende og fulde af indsigt i, hvordan et digitalt drevet postkapitalistisk samfund kunne se ud. Men for det, der i bund og grund er et kommunistisk manifest for det enogtyvende århundrede, hersker der en overraskende mangel på materialistisk analyse. Dette er afgørende, fordi blockchain-teknologien er bygget på destruktiv og profitorienteret konkurrence.

Udvind profit

På de fleste blockchain-netværk konkurrerer tusinder af hardwareoperatører, der kaldes ’minearbejdere’, med hinanden om at behandle informationer - i stedet for at denne information behandles på en central server. Det gør de i håb om at modtage en belønning i en kryptovaluta som bitcoin. For at maksimere deres chancer for at modtage denne belønning og skaffe sig en profit, må de sætte så megen regnekraft ind på netværket, som de kan.

Det er grunden til, at alene bitcoin bruger samme mængde energi om året som hele lande. Hvad ydermere er, så har dette konkurrencetræk ved bitcoin-netværket ført til kæmpemæssige koncentrationer af magt hos de grupper, der besidder den mest effektive hardware. Både disse aspekter af blockchain og det arbejde, ’udvindingen’ kræver, lades ubehandlet af Alizart, og det bør gøres klarere, at socialister bør tænke sig grundigt om, inden man tager bitcoin til sig. Der er ligeledes en mangel på eksempler fra den virkelige verden, der viser de potentialer, som blockchain har, og som Alizart med så stor kraft argumenterer for. Men denne kritik tager ikke nødvendigvis luften ud af hans argumenter for blockchain i almindelighed, og der eksisterer faktisk eksempler fra den virkelige verden.

En nylig rapport fra EU Science Hub har samlet forskellige projekter, der søger at tæmme blockchain-teknologiens potentiale for almenvellet. Blockchains, der her kaldes ’digital hovedbogsteknologi’, er over hele Europa under udvikling som fællesskabsdrevne infrastrukturer, der behandler spørgsmål som privatliv, decentralisering, dataejerskab og lokale valutaer. Eksemplerne omfatter en open source-platform, Holochain, der giver brugerne kontrol med deres egne data; en infrastruktur, Origintrail, der letter oprettelsen af mere transparente, retfærdige og troværdige forsyningskæder, og en decentraliseret platform, Pylon, til opbevaring og deling af data om energiforbrug og -produktion. I hvert tilfælde er blockchain-teknologien blevet nyfortolket og nydesignet for at tjene almenvellet på måder, der tager sig af de problemer med hensyn til energiforbrug og ejerskab, som plager bitcoin.

Varoufakis: Derfor er bitcoin ikke socialisters redskab

Så skal venstrefløjen holde øje med blockchain-teknologien? Yanis Varoufakis har for nyligt behandlet det spørgsmål i en blogpost, der hedder ’Hvorfor bitcoin ikke er socialisters allierede’ (se andetsteds i dette nummer af Kritisk Revy). Varoufakis slår fast, at under de herskende betingelser kan bitcoin ikke bruges som redskab for at overvinde kapitalismen, men hævder, at ’noget bitcoin-lignende vil karakterisere pengesystemerne i en fremtidig verden uden private banker og aktiemarkeder.’ Hvordan denne nyskabelse vil se ud, og hvor afgørende den kunne vise sig at være, er spørgsmål, der kun kan besvares ved eksperimenter med hensyn til udformning og udvikling. Hvis udviklingen af blockchain overlades til de libertære og finanskapitalisterne, vil denne teknologi naturligvis fortsætte ad sine nuværende veje. Men de er ikke de eneste mulige veje. ​​ For at sikre at alternative veje udvikler sig, må venstrefløjen tage blockchain-teknologien alvorligt. ​​ 

 ​​​​