Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
24. marts. 2022

Skattepolitik, krudt og kugler – hvad med velfærden?

Med den seneste udmelding om finansiering af oprustning er der ingen tvivl om, at ærmerne igen skal smøges op, hvis centrum-venstre skal presses tilbage på det solidariske spor, skriver folketingskandidat for Enhedslisten, Trine Pertou Mach.

Facebook, Børsen og COWI: Arkitekterne bag den lilla-blå socialdemokratiske regering har alle forladt politik i dag. Men Helle Thorning, Bjarne Corydons og Thor Mögers ødelæggelse af velfærdssamfundet bliver hængende. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det er i dette forår 10 år siden, at Thorning-regeringen tog et skarpt højresving, og gennemførte skattelettelser i toppen af samfundet, ved at rykke topskattegrænsen. Dermed blev finansieringen af velfærdssamfundet igen forringet.  Den daværende SF-skatteminister og senere socialdemokrat, Thor Möger Pedersen, solgte den asociale skattereform som en reform, der især skulle gavne de “hårdtarbejdende lønmodtagere”, som smører leverpostejsmadder og tager søndagsvagter.

“Unge vælger velfærdsuddannelserne fra, de ønsker ikke at uddanne sig til udsultede erhverv. “

’Det er vigtigt for regeringen at sænke skatten på løn og vise en klar anerkendelse af hårdtarbejdende lønmodtagere som industriansatte, sosu-assistenter og sygeplejersker’, lød det.

De flotte ord bundede naturligvis ikke i dén virkelighed, som ansatte i den offentlige sektor oplever. Det er ganske sigende, at de to største arbejdskonflikter vi har haft inden for de seneste 10 år – nemlig lærerne og sygeplejerskerne – handler om, hvordan vi forvalter vores velfærdssamfund i form af arbejdsforhold og løn. Med en offentlig udgiftspolitik, der grundlæggende sigter mod at mindske den offentlige andel af bruttonationalproduktet, burde det ikke være en overraskelse, at faggrupper i velfærdsfagene reagerer, og støttes af store dele af befolkningen.

Uddannelsessøgende fravælger udsultede velfærdsjob

Og mon ikke det netop er denne udvikling, som unge uddannelsessøgende ser, når de (igen) fravælger uddannelser til velfærdsjob.

Forleden kunne man – da statistikken for studieansøgninger via kvote 2 blev offentliggjort – se, hvordan fremtidens potentielle velfærdsarbejdere opfatter den økonomiske håndsrækning og ”klare anerkendelse”. Der er tale om et markant fald i antallet af ansøgere til lærer- og pædagoguddannelserne, og ligeledes til sygeplejer-uddannelserne. Spørger man sygeplejerskernes fagforbund, DSR, ser de det som en generel tendens til, at unge vælger velfærdsuddannelserne fra, og at de ikke ønsker at uddanne sig til udsultede erhverv. 

Den blå skattepolitik, som også Thorning-regeringen førte, er nemlig alt andet end anerkendelse. Hverken økonomisk eller på velfærdsarbejdernes faglighed. Vi er efterladt med et grundlæggende problem for bæredygtigheden af vores velfærdssamfund. Det er alvorligt og udstiller den blå skattepolitik som det den er: Uansvarlig både socialt og økonomisk. 

I løbet af Thor Möger Pedersens tid som skatteminister (2011-2012) for SF fik den blå skattepolitik frit spil. Möger skiftede senere parti til Socialdemokraterne, og er nu blevet belønnet med en topstilling i COWI. Foto: Facebook.

Barfoed i baronens seng

Arbejdsvilkårene i de sektorer, lægger grunden til ét af de – stadig – mest lige samfund i verden, og at vi som befolkning er sunde, raske, får pleje, bliver grebet når vi falder, og at vi får en god start på livet og en solid grunduddannelse.

Det koster at have et stærkt velfærdssamfund, og skulle nogen stadig være i tvivl, om det er investeringen værd, kan de blot se på, hvilke samfund som er kommet bedst igennem corona-krisen. Men den økonomiske tænkning, som også Slotsholmens regnemodeller opererer ud fra, værdi-sætter simpelthen ikke arbejdet efter, hvad det er værd for samfundet.

Da Thor Mōgers skattereform blev vedtaget, skete det med blå stemmer. Enhedslisten blev i 11. time (nærmest 12.)  dumpet til fordel for de borgerlige partier, som var parate til et hurtigt forlig, der igen gav mest til de velstillede i vores samfund. Skattereformen sørgede også for at borgere på overførselsindkomst skulle betale for det gennem en ’afdæmpet regulering af overførselsindkomsterne i en årrække’, som det hed. En relativ fattiggørelse af mennesker på overførselsindkomst og et brud med et solidarisk grundprincip, som intet borgerligt parti kunne have drømt om at få gennemført, hvis de selv havde lagt forslaget på bordet. De borgerlige har vel knap kunnet tro deres eget held. Den daværende konservative formand Lars Barfoed blev citeret for at sige i en debat ”Når jeg hører en skatteminister fra Socialistisk Folkeparti sige, ‘nu skal vi have skattelettelser’, har jeg det som Jeppe i baronens seng; ‘Er jeg kommet i himmerige?”.

Velfærdskassen igen under pres

Søren Pape må også have knebet sig selv i armen, da det forrige uge stod klart for ham, at de største stigninger i militærudgifterne i mands (og kvindes) minde blev gennemført af en socialdemokratisk statsminister med SF og RV som aftalepartnere. Ud over at være et dødsstød til antimilitarismen, kommer det til at koste nok en gang i vores velfærdssamfund. Ulykkeligvis cementerede SF oprustnings-vanviddet på partiets landsmøde i weekenden 19.-20. marts. Ud over at den nyerhvervede militærbegejstring bygger på fejlagtige analyser af internationale forhold, skubber det den tiltrængte genopbygning af velfærdssamfundet endnu længere væk.   

“Skulle nogen stadig være i tvivl, om velfærdssamfundet er investeringen værd, kan de blot se på, hvilke samfund der er kommet bedst igennem corona-krisen.”

Finansminister Wammens melding på KL-topmødet i denne uge er allerede et varsel om, at man i de kommende år i kommunerne skal finde en stor del af pengene til velfærd via ’effektiviseringer’. Det er klassisk new speak for besparelser. For statskassen bliver presset af at skulle sikre uændret velfærd, trods stigende antal ældre og betaling af de stigende forsvarsudgifter. 

Det er ikke svært at placere sig til venstre for det. Men skal venstrefløjen vinde kampen for det stærke, lighedsfremmende og solidariske velfærdssamfund –  hvor velfærdsarbejdere nyder agt, anerkendelse og har ordentlige løn- og arbejdsvilkår – så er der dårlig tid til at smøre leverpostejsmadderne, før der trækkes i arbejdstøjet og arbejdes hårdt sammen med allierede rundt i det ganske samfund i bevægelser og organisationer. For både at samle styrke til at presse centrum-venstre tilbage på en kurs, hvor velfærdssamfundet udvikles og ikke afvikles – og for at udvikle og forme fremtidens økonomi i en solidarisk retning.


Om skribenten

Trine Pertou Mach

Trine Pertou Mach

Mangeårig politisk aktiv og debattør, med et stærkt bankende hjerte for lighed, solidaritet, internationalisme og menneskerettigheder. Tidligere medlem af Folketinget (SF). Har bl.a. været forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske Hus i Palæstina, arbejdet i EU-Kommissionen, Nordisk Innovation og fredsorganisationen International Alert. Læs mere