Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
24. januar. 2020

Sofie Lippert: Der er skjult brugerbetaling på ungdomsuddannelser i yderområder

Selv om der er bred enighed om, at uddannelse skal være gratis og lige for alle i Danmark, sniger brugerbetaling sig ind overalt, skriver Sofie Lippert.

Det er blandt andet priserne på transport til uddannelser, der giver skævvridning i uddannelsesmulighederne, mener Sofie Lippert. Fotograf: Lars Jørgensen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


I Danmark er det gratis at tage en uddannelse. Det er en fuldstændig grundlæggende præmis for vores uddannelsessystem, og størstedelen af det politiske spektrum bakker helhjertet op om, at det fortsat skal være sådan. Alligevel sniger brugerbetaling sig ind alle vegne.


Af Sofie Lippert

På gymnasierne kan det koste mange tusind kroner at komme med på studieturen, mens de unge på erhvervsuddannelserne nogle steder selv skal betale for de nødvendige materialer. Den slags brugerbetaling er med til at skævvride vores samfund og gøre det svært for unge med få midler at tage sig en uddannelse. 

Skævvridning rammer mindre byer

Et ikke nær så tydeligt tilfælde af brugerbetaling, handler om den geografiske skævvridning. Er man eksempelvis ung og bor i Skagen, skal man mindst til Frederikshavn for at tage sig en ungdomsuddannelse – en frisk lille cykeltur på 41 km hver vej. Spørger man Google Maps tager det to timer og fem minutter – og så langt cyklede ikke engang bedstefar, dengang han var dreng, og der var snestorm hele vinteren. Det er derfor en nødvendighed – hvis man bor i Skagen og gerne vil tage sig en ungdomsuddannelse – at købe et ungdomskort, så man kan nøjes med en 40 minutters bustur hver vej. Et sådant ungdomskort kan man anskaffe sig til den nette sum af 382 kr. om måneden. Et beløb, der måske ikke lyder af det store, men som er svært at prioritere i en SU på under 1000 kr. – og endnu sværere at finde penge til, hvis man endnu ikke er fyldt 18 år, og derfor må lægge sin lid til et fritidsjob eller forældrenes gavmildhed og økonomiske overskud. 

Dobbelt så dyrt som omdiskuteret ‘mimrekort’

382 kr. om måneden er cirka det dobbelte af det meget omdiskuterede ‘mimrekort’ (rabatkort til offentlig transport som kan købes af pensionister, red.), der nu står over for udfasning og har fået den offentlige debat til at diskutere pensionistrabatter til den helt store guldmedalje. Men for en ung studerende i Nordjylland, der enten ikke er berettiget til SU eller kun får 1.000 kr., er det altså dobbelt så dyrt at bevæge sig rundt med offentlig transport, som det er for en pensionist i hovedstadsområdet. Det skal selvfølgelig ikke være en kamp mellem ung og gammel, men hvis afskaffelsen af mimrekortet kan få politikere op af stolene, bør prisen på ungdomskort til unge i byer uden ungdomsuddannelser også gøre det. 

Oven i de lidt trange økonomiske vilkår som elev på en ungdomsuddannelse kommer også, at man stort set ingen mulighed har for selv at vælge, hvilken by man bor i. Dermed har man heller ikke selv valgt at bo i en by uden ungdomsuddannelser. I stedet er man mere eller mindre tvunget til at bo hos sine forældre, mens man tager uddannelsen. Enten fordi man ikke er myndig endnu, eller fordi ens indkomst efter 18 års fødselsdagen stadig ikke rækker til en husleje. For langt de fleste unge er det også det helt rigtige at blive boende hos forældrene – og der bør derfor også sikres mulighed for at gøre netop det, mens han eller hun tager en ungdomsuddannelse. 

At etablere ungdomsuddannelser i samtlige byer i Danmark ville uden tvivl være en dyr fornøjelse. Men et skridt på vejen til at sikre alle unge lige muligheder for at tage en uddannelse er at sørge for offentlig transport til unge og studerende – så vi faktisk sikrer fri, lige og gratis adgang til uddannelse. 


Om skribenten

Sofie Lippert

Sofie Lippert

Medlem af Folketinget for SF. Valgt i Østjylland. Ønsker med egne ord "at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for - alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER