Lejemordet på journalisten Ján Kuciak har rystet Slovakiet, og kan få indflydelse på det kommende valg i Slovakiet. Foto: Eva Kubániová
6 min. læsetid

De slovakiske vælgerne skal til stemmeurnerne i februar. På forhånd står valget mellem tre politiske lejre. Men det kan  spille ind, at et mord på en journalist og hans kæreste for alvor har sat fokus på forholdet mellem politikere, forretningsfolk og den kriminelle underverden.


Af Søren Riishøj

Mordet på journalisten Ján Kuciak og hans kæreste i juli 2018 kom til på afgørende måde at forandre slovakisk politik. Robert Fico måtte således trække sig som ministerpræsident – efter tidligere forgæves at have forsøgt både at blive præsident og formand for Højesteret. Afløseren på ministerpræsident-posten blev partifællen Peter Pellegrini fra det socialdemokratiske Smer-SD. Smer-SD er stadig det mest velorganiserede parti med godt 15.000 medlemmer.

Forholdet mellem Robert Fico og Peter Pellegrini, som nyder ganske stor tillid i især den ældre del af befolkningen, er langt fra harmonisk. Robert Fico står således for den hårde, mere nationalistiske linje – både i forhold til EU og i spørgsmålet om immigration og de seksuelle mindretals rettigheder (LBGT). Lige nu er Smer-SD i regering med Slovakiets Nationale Parti (SNS), der under Andrej Dankos formandskab har slået ind på en ret moderat politik.

Marian Kocner, en forretningsmand knyttet til Smer-SD, og entreprenøren Ladislav Basternak blev arresteret i kølvandet på mordet på Ján Kuciak – og det satte for alvor fokus på forholdet mellem politikere, forretningsfolk og den kriminelle underverden.

Nye partier ser dagens lys

Helt nye politiske partier med grobund i protestbevægelserne har over det seneste år set dagens lys. Zuzana Caputova, en af lederne for det nye »Progressivt Slovakiet«, blev således i marts 2019 valgt som ny præsident. Regeringen ledet af Smer-SD fortsatte dog, trods demonstranternes krav om hurtigt nyvalg. Som Krzystof Debiec og Jakub Groszkowski påpeger i en analyse for det polske »Center for Øststudier«, har Smer-SD trods protesterne fortsat en ganske pæn opbakning i befolkningen med en femtedel af stemmerne i meningsmålingerne. Smer-SD står for økonomisk og politisk stabilitet og status quo.

Det er da også under de skiftende Smer-SD-regeringer, at Slovakiet er blevet en del af Schengen og euroen, og i dag er der pænt styr på statsfinanserne uanset forhøjelserne af de sociale ydelser. Indtil nu har Smer-SD og regeringen samtidig kunnet leve godt af en svag og opsplittet opposition. Om det ændrer sig før parlamentsvalget til februar, får vi at se i den nærmeste fremtid.

Zuzana Caputova fra “Progressivt Slovakiet” blev i marts 2019 valgt som ny præsident. “Smer-SD” står dog fortsat i spidsen for en mindretalsregering, og går til valg på en platform med økonomisk stabilitet og ‘status quo’. Foto: Jindřich Nosek

Tre lejre

Groft sagt kan slovakisk politik opdeles i tre forskellige lejre: En regeringslejr der forsvarer status quo og de resultater, som er opnået under de skiftende Smer-SD-regeringer. En regeringskritisk centrum-højre lejr. Og endelig en anti-systemlejr, der angriber både regeringen og den liberale opposition. Kravet går på et mere »troværdigt« Slovakiet.

Skal der ske et regeringsskifte, må centrum-højrepartierne nødvendigvis arbejde tættere sammen. Ved EUparlamentsvalget gav samarbejdet mellem partierne »Progressivt Slovakiet« (»PS«) og »Sammen« (»Spolu«) et godt resultat. Især vælgere mellem 30 – 40 år bosiddende i de store byer stemte liberalt. Samtidig forsøger den tidligere præsident Andrej Kiska sig med sit eget nye parti, »For Folket«. Det kristeligt-demokratiske parti (»KDH«) kom ikke i parlamentet ved det seneste valg, men klarer måske spærregrænsen denne gang. Måske kan Andrej Kiskas nye parti samt bevægelsespartiet »OLaNO«, »KDH« og de ungarske mindretalspartier derfor blive en del af den koalition, der kan sikre et regeringsskifte efter valget.

Mistillid til systemet

Befolkningens tillid til politikerne og det politiske system er ikke høj; kun 41-42 procent af vælgerne deltog senest i den anden runde af præsidentvalget.

Ved EU-parlamentsvalget var stemmedeltagelsen på 23 procent ganske vist højere end ved det forrige valg, men stadig helt i bund sammenlignet med andre EU-lande. Den samme mistillid hersker der i forhold til retssystemet. Der har også lydt kritik af de mange udenlandske investeringer, som i for høj grad har været koncentreret i bilbranchen. Også det har givet den populistiske lejr vind i sejlene.

Ved præsidentvalget opnåede de to kandidater fra den lejr, Stefan Harabin og Marian Kotleba – sidstnævnte leder »Folkepartiet, Vort Slovakiet« (LSNS) – sammenlagt 25 procent af stemmerne i første valgrunde. De populistiske partier får især støtte fra ældre og fattige, er typisk imod både medlemskabet af EU og NATO samt ønsker en »multivektorpolitik« – og altså med gode relationer også til Rusland og Kina.

Stefan Harabin, som er tidligere god ven af Vladimir Meciar – Slovakiets kontroversielle ministerpræsident i 1990’erne – talte under præsident-valgkampen åbent om Slovakiets udmeldelse af EU og NATO. Kodeordet er »forsvar for landets suverænitet«. Marian Kotleba har modsat sig roma-mindretallet og forsvaret det kleriko-fascistiske styre under Anden Verdenskrig. På det seneste har LSNS dog dæmpet retorikken, hvilket – ganske som for Jobbik i Ungarn – har givet partiet et større koalitions-potentiale. Om det også vil give flere stemmer, må vise sig. Boris Kollars populistiske parti »Vi er én familie« (»Sme Rodina«) vil formentlig også komme i parlamentet.

Parlamentsvalget til februar vil afsløre styrkeforholdet mellem de tre lejre. Måske vil Smer-SD være villig til at indgå i et samarbejde med den populistiske lejr for at fastholde regeringsmagten. Den linje anbefales i hvert fald af Robert Fico, der stadig er Smer-SDs leder. Den regeringskritiske centrum-højre bloks muligheder afhænger derfor af evnen til at samarbejde og opstille klare politiske alternativer over for vælgerne. Den indeholder både helt nye partier og mange politisk uerfarne medlemmer.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).