Sofie Lippert: Statsborgerskabet er en gave – men er den købt på Wish?

Er dit statsborgerskab en medfødt sølvske eller noget, der er købt på Wish? Vi skal passe på med at tildele folk forskellige rettigheder på spørgsmålet, mener folketingskandidat Sofie Lippert (SF).

Af Sofie Lippert, Landsforkvinde for SF Ungdom

Jeg fik mit statsborgerskab den dag, jeg blev født. Begge mine forældre er danske statsborgere, så det blev serveret direkte til mig – som en gave, jeg intet selv skulle gøre for at få. Og da jeg derudover er så heldig at have hvide forældre, er det heller aldrig sket, at nogen har betvivlet min danskhed. For mig er statsborgerskabets positive frihedsrettigheder i sandhed en gave. 

For folk, der ikke er født med samme sølvske i munden, er der dog lidt længere til det eftertragtede statsborgerskab, som både højre- og venstrefløjen betragter som noget af det mest værdifulde, man kan give til nogen. Disse folk skal igennem test og prøver, og hvert år sidder vi – der er født til danskheden – grinende og tager quizzen på et af de store mediehuses hjemmesider, og bliver lidt småforargede over, hvor svære spørgsmålene er g hvor irrelevante de fleste af dem synes at være for, om man kan tage del i det danske samfund. Samtidig godter vi os stilfærdigt over, at det ikke er os, der skal bestå denne test for at være sikker på at måtte blive boende her, eller kunne stemme til næste folketingsvalg. 

Samtidig insisterer store dele af højrefløjen på, at det er alt for nemt at få statsborgerskab i Danmark og stemmer imod godkendelsen af nye statsborgere, der ellers burde være en formalitet. Signalet er klart: Statsborgerskabet er for stort et privilegium til, at vi bare kan give det til hvem som helst. Tilknytning til Danmark er ikke alene nok. 

Børn i fangelejre

Lige nu sidder dog 25 børn med dansk pas i kurdiske fangelejre, som må kigge langt efter de privilegier, det danske statsborgerskab ellers burde give dem. De sidder i lejre under kummerlige forhold, hvor både deres psykiske og fysiske helbred er under voldsomt pres. De sidder der, fordi deres forældre valgte at drage i krig, da Islamisk Stat hærgede i Mellemøsten. De sidder der stadig, fordi børnenes statsminister, der sidste vinter var klar til at tvangsfjerne mange flere børn fra deres forældre for børnenes bedste, mener at lige netop disse børn må leve med konsekvenserne af forældrenes handlinger. 

“Statsborgerskabet er en gave. Men de heldige får bedre gaver end de mindre heldige. Min gave er meget større end den gave, tidligere flygtninge og indvandrere har knoklet sig til at kunne få.”

Sikkerhedsvurderingen siger klart, at børnene ikke i øjeblikket udgør en terrortrussel, men at et længere ophold i lejrene, hvor Islamisk Stat i høj grad stadig sidder på magten, kan resultere i radikalisering. Men regeringen og højrefløjen vil ikke tage de danske børn hjem. For pludselig handler det ikke længere om statsborgerskabet, men om tilknytningen til Danmark – og de børn der godt nok er danske statsborgere, men for en dels vedkommende har levet størstedelen af deres liv i Syrien, er derfor åbenbart ikke danske nok til at blive reddet ud af fangelejren. Det står i larmende kontrast til alle de gange, folk – der er vokset op i Danmark – har fået at vide, at de ikke er rigtig danske, fordi de ikke har statsborgerskab. 

En gave af svingende kvalitet

Måske er svaret, at ikke alle statsborgerskaber er lige meget værd. Lignende tendenser ses, når et statsborgerskab kan blive frataget, hvis man har dobbelt statsborgerskab, som tilfældet er med de voksne, der tog til Levanten for at kæmpe for Islamisk Stat. Her bruges en administrativ fratagelse af statsborgerskabet som straf; og i andre tilfælde er det også muligt at fratage nogle deres statsborgerskab ved dom, så længe de ikke bliver statsløse. Dermed er det dobbelte statsborgerskab, som ellers skulle skabe bedre rettigheder for mennesker med tilknytning til flere lande, et andenrangs statsborgerskab. 

Statsborgerskabet er en gave. Men de heldige får bedre gaver end de mindre heldige. Min gave er meget større end den gave, tidligere flygtninge og indvandrere har knoklet sig til at kunne få. Min gave er betingelsesløs og kan aldrig blive taget fra mig, og den sikrer mig, at skulle jeg ende i knibe i et fremmed land, vil den danske stat beskytte mine rettigheder.

Men den gave, der til forveksling ligner min, men gives til nytilkomne eller deres efterkommere, risikerer at ende med at minde om en dårlig version bestilt på Wish, hvis ikke vi er opmærksomme.