Sofie Lippert: Tid til LGBTQIA+-kamp og sikring af abortrettigheder

Jeg skriver denne tekst dagen efter det norske terrorangreb på natklubben London Bar. Det er også dagen efter, at den amerikanske højesteret officielt omstødte Roe vs. Wade og dermed fratog millioner af kvinder retten til fri og sikker abort. Det er slutningen på en uge, hvor Dansk Folkeparti lancerede deres kampagne for retten til at være almindelig – altså hvis man er en hvid heteroseksuel ciskønnet mand, der er født og opvokset i Danmark hos forældre med dansk statsborgerskab.

Jeg har mange venner, der ikke er en del af den aktivistiske venstrefløj og synes, det er noget gøgl med det der woke-noget, men i dag håber jeg, at de forstår, hvad det er, der virkelig er vigtigt. At det ingen betydning i verden har for alle os, der ikke bliver ramt, hvad en is hedder, eller hvilke sange der synges til tilfældige arrangementer på universiteterne. At det lillebitte hensyn til en minoritet ikke skader nogen. Men at kampen imod særhensynet lynhurtigt griber om sig. 

Verden er på vej tilbage, og illusionen om den evindelige fremgang er naiv og håbløst forkert. Hver gang nogen siger: ”Tænk at vi oplever det her i 2022”, får jeg lyst til at stikke dem Margaret Atwoods bestseller Tjenerindens fortællinger i hånden. For den bog er et fremtidsscenarie, ikke en fortælling om gamle dage. Og det virker efterhånden til, at den amerikanske højrefløj har forvekslet den med en brugsanvisning. 

LGBTQIA+-miljøet oplever had. Nøjagtig som det altid har været

 Vi er ikke blevet inkluderende. Måske har nogle rykket deres had fra de homoseksuelle til de transkønnede, men når vi kommer ind til kernen, er de der falder uden for normen stadig udstødte, undertrykt og ekstremt overrepræsenterede som ofre for vold og had. 

“Hver gang nogen siger: ”Tænk, at vi oplever det her i 2022” får jeg lyst til at stikke dem Margaret Atwoods bestseller Tjenerindens fortællinger i hånden. For den bog er et fremtidsscenarie, ikke en fortælling om gamle dage.”

For nyligt var jeg til neoliberal konference hos Anders Fogh Rasmussens Alliance of Democracies. Her var fokus på den ydre fjende. På Rusland og Kinas autoritære trussel imod vores frie demokratier. Men hyldesten af USA, NATO-samarbejdet og Vesten som demokratisk sikring klinger en smule hult, og først da Obama trådte op på scenen for at lukke ballet af, blev der kortvarigt set indad og opfordret til at håndtere dem der frygter woke-bølgen med respekt, men samtidig kæmpe imod deres racisme og sexisme.

Desværre tror jeg, at den del hurtigt fløj hen over hovedet på alle dem i publikum, der havde brugt resten af dagen på at klappe i hænderne over at stå sammen imod den ydre fjende og fx optage Ukraine i EU uden skæven til, hvordan de behandler minoriteter internt.

Jeg går på sommerferie med en klump i maven og tårer i øjnene. Men jeg har også min pussyhat fra Donald Trump-demonstrationer på hovedet og næven hævet, for vi bliver nødt til at kæmpe. Der er intet andet at gøre. Vi må aldrig tage rettigheder for givet – hverken for minoriteter, kvinder eller andre grupper, der historisk har været undertrykt. Har magten været skæv engang, kan den blive det igen. Historien er ikke lineær fremgang. 

Vi må sikre de rettigheder, som risikerer at blive taget fra os. Kun sådan kan vi være det frie, demokratiske land, vi bryster os af at være. Derfor foreslår SF nu at skrive den frie abort ind i grundloven. Det er nødvendigt, og i virkeligheden absurd, at retten til at eje jord i dag er hævet over kvinders ret til deres egen krop.