Solidaritet har brug for din hjælp i det nye år
Et år går på hæld. Organisationssekretær i Solidaritet, Søren Nørgaard Graven, gør status og ser fremad.
Søren Nørgaard Graven er organisationssekretær i Solidaritet.
Årsskiftet er den obligatoriske anledning til at gøre status for mange personer og organisationer. Normalt er jeg lidt skeptisk overfor dette, for nytåret er på mange måder et tilfældigt tidspunkt at gøre status på. Men for Mediehuset Solidaritet er årsskiftet 2022/2023 et oplagt tidspunkt at gøre status på. Meget er sket i slutningen af året og som konsekvens skal meget nyt ske i starten af det næste.
Året var i forvejen et skæringspunkt økonomisk. Initiativstøtten fra Kulturstyrelsen udløb, og vi skulle overgå til almindelig mediestøtte. Samtidig udløb samarbejdsaftalen med Enhedslisten, og de penge der fulgte med den. Den blev først modificeret og så droppet fuldstændigt ovenpå Enhedslistens økonomiske krise. I alt kommer vi til at have cirka 660.000 kr. mindre i tilskud i 2023 end i 2021. Det har særligt kunne ses på vores ansættelser. Op til 2022 har vi haft 3 medarbejdere, 1 redaktør på 30 timer, en journalist på 20 timer og en sekretariatschef på 20 timer. Fremover bliver det selvsagt ikke muligt og planen er at have en redaktør på 20 timer og en administrativ medarbejder på 10 timer fremover.
Det er store forandringer, der hurtigt kan give det indtryk, at Solidaritet står i en kæmpe krise. Men selvom det er en ny virkelighed, så er det ikke en gigantisk krise. For det første vil jeg gerne slå fast, at vi altid har vidst, at dette ville ske. Da Solidaritet startede, var der sat en klar udløbsdato på initiativstøtten fra staten og i nogen grad en udløbsdato på støtten fra Enhedslisten. Budgettet forudsatte, at det skulle indhentes med medlemmer. Men selv hvis målene i den oprindelige plan på over 1000 medlemmer var nået, ville det være nødvendigt at spare. Med 1000 medlemmer ville vi have nok til måske 10-15 timer mere om ugen. I øjeblikket ligger vi på lidt under 700 medlemmer. Der er altså på ingen måder tale om et chok, som ingen havde budgetteret med eller forventet.
Den positive nyhed er, at nedgangen i antal ansatte heldigvis har haft en forholdsvis begrænset effekt på vores indhold. Store dele af Solidaritet er bygget totalt på frivillig arbejdskraft. Frivillige laver podcast, frivillige laver debatmøder, frivillige skriver tidskrift og driver forlaget. Samtidig afslører et hurtigt blik på hjemmesiden også, at vores side i høj grad er fyldt med bidrag fra frivillige skribenter. Skribenter som dig og mig. Vi er selvfølgelig afhængig af at have en dygtig redaktør og dygtige aktivister i vores webredaktion for at få det hele til at hænge sammen. Og selvfølgelig har indhold fra dygtige journalister også en anden kvalitet. Hjemmesiden selv har haft et fald i artikler på 33 pct., betragteligt men langt fra den halvering man kunne forvente. Og på imponerende vis er antallet af unikke besøgende faktisk steget med 14 pct. Derudover har vi haft øget aktivitet på andre punkter. Der er produceret flere podcasts og sket en stor stigning i lyttertallet. Vi har haft en styrket arrangementsektor. Rød Fredag har skabt et fast holdepunkt for debat og socialt fællesskab. Vi har afviklet en konference med 70 deltagere oven på valget, og i januar står vi til at holde et solidaritetsarrangement med strejkende, engelske sygeplejersker.
For mig står det klart, at Solidaritet først og fremmest er et medie af og for aktive. Det, der bliver skabt på Solidaritet, er det, som aktivister har lyst til at skabe. Rød fredag findes, fordi en sej gruppe aktivister udtænkte konceptet og gik i gang – ikke fordi bestyrelsen gav dem besked på det. Forlaget udgiver de bøger, folk har lyst til at skrive og oversætte. Når Radioaktivs økonomi-podcast ”Sange om Merværdi” kværner videre på tredje år med et bagkatalog af 34 episoder, så er det ikke, fordi nogen har bedt dem om det, det er derimod en flok ildsjæle, der skabte projektet, fordi de selv synes, at det mangler.
Bagsiden er selvfølgelig også, at andre nogen gange laver noget indhold, som man ikke synes om. Måske man synes kvaliteten er dårlig, eller at det er set før. Her er det vigtigt, at vi tager ansvar for vores medie i fællesskab. Synes du, at et emne ikke bliver dækket nok? Den nemmeste og oplagte løsning er at lave noget selv. Mangler der en klimapodcast, et debatarrangement om feminisme eller måske nogen skulle skrive et debatindlæg om, hvorfor Alternativet fik et godt valgresultat? Og burde Solidaritet ikke komme ind i det 21. århundrede og lave noget videoindhold? Så skal du vide, at vi altid er åbne for aktivitet, og at der altid står folk klar til at hjælpe dig i gang. Men i sidste ende så er det dig som frivillig, vi har brug for.
Men vi har også i Solidaritet brug for dygtige lønnede medarbejdere. Til at facilitere alle vores frivilliges indhold og i mindre grad til at skrive selv. Skal det lykkes, skal vi have flere medlemmer. Vi har i år fortsat medlemsfremgangen, men tempoet har været mere afdæmpet. Vi oplever, at flere melder sig ud og sætter deres kontigentbetaling ned. Vi er langt fra de eneste, der oplever dette. Den eksplosive stigning i leveomkostninger gør, at mange skærer ned på medlemskaber og abonnementer. Det er forståeligt, og vi sætter pris på alle bidrag uanset størrelse. Jeg håber dog, at de blandt os med en god løn kan løfte noget af byrden. Mange af jer har allerede gjort det, og vi er dybt taknemmelige. Vil du også øge dit bidrag, kan du sende en mail til [email protected].
Men vi skal også have flere medlemmer. Det er en fælles opgave, som vi alle må løfte i flok. Der findes ingen smart, hurtig løsning på at få flere medlemmer, ligesom bestyrelsen, de ansatte eller redaktionerne heller ikke bare kan finde nogle hundrede medlemmer. Det er vores allesammens opgave som ambassadører for Solidaritet at tale Solidaritet op, at introducere det til vores kammerater og at tage samtalen med interesserede, og høre om de skal være med. Kun, når vi løfter i flok, kan vi skabe forandring af den størrelse, vi har brug for.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER