Foto: Creative Commons
7 min. læsetid

Dagens signatur handler om valgkampsstrategi, blandede signaler fra Enhedslisten, og spørgsmålet om, hvorvidt man kan transformere EU indefra.


Følg EP-valget på Solidaritet.

Af Peter Westermann

Jeg har glædet mig til at lægge ‘hovedet på bloggen’ her på Solidaritet.dk. Jeg håber den nye hjemmeside kan komme til at samle den progressive venstrefløj, og kan være et fælles forum for debat og politiske nyheder. Jeg er for tiden fuldt engageret i Europa-Parlamentsvalgkampen, da jeg er nr. 3 på Socialistisk Folkepartis kandidatliste. Derfor er det også dette fokus, mine fingre lader løbe af sted med hen over tasterne.

Jeg skriver dette to dage efter, at Pernille Skipper og Nikolaj Villumsen i en kronik i Jyllands-Posten har flyttet Enhedslistens EU-position ret markant. Skipper meldte dagen efter Brexit ud, at der skulle afholdes en dansk folkeafstemning om udmeldelse af EU. Jyllands-Posten beskriver skiftet under denne overskrift: Enhedslisten parkerer krav om dansk udmeldelse af EU efter britisk kaos.

Om det reelt er det, der ligger i kronikken, er jeg mindre sikker på. Der står:

”Derfor mener vi i Enhedslisten, at det er fornuftigt at vente til brexit-aftalen er på plads, før vi spørger befolkningen om, hvilken tilknytning Danmark skal have til EU i fremtiden.”

Der er jo ingen ændring i målet om at ændre Danmarks tilknytning til EU at spore, kun en udskydelse af afstemningen. Det virker som en korrekt kalkule, fordi Brexit har afsløret hvor kaotisk en udmeldelse er. Udmeldingen er ikke mindre kalkuleret af den grund; det fremstår som et nødvendigt taktisk tilbagetog, når man for første gang skal ud at møde vælgerne til et Europa-Parlamentsvalg og ikke længere blot vil henvise til Folkebevægelsen mod EU. Dem er man dog i valgforbund med, så en stemme på Enhedslisten kan enten betyde støtte til Enhedslistens ønske om en senere udmeldelses-afstemning, eller til Folkebevægelsens ønske om en øjeblikkelig udmeldelses-afstemning.

Hvem mener hvad

Misforstå mig ret; jeg vil meget gerne modsvares i debatten her og få at vide, at Enhedslisten har forladt EU-modstanden til fordel for den reformistiske linje, som Skipper og Villumsen lader skinne lidt igennem i kronikken – dog kun som en venteposition: ”I mellemtiden stiller vi op til EU-Parlamentet for at trække EU i en mere grøn og solidarisk retning.” I samme ombæring er jeg nysgerrig på at finde ud af, hvor dybt i Enhedslistens partidemokrati, denne kursændring stikker. I mit parti ville det være et landsmødespørgsmål at afklare den grundlæggende EU-politik. Er det Enhedslistens Hovedbestyrelse, der har truffet denne beslutning, eller er det bare en hurtig melding fra partiets politiske ordfører og EU-spidskandidat, der skal positionere partiet bedre frem mod valget?

Så længe Enhedslisten har så åndssvag en EU-politik, betragter jeg dem ikke som en reel trussel. Overhovedet ikke. Ved sidste EP-valg fik jeg 20 procent af mine stemmer fra Enhedslisten-vælgere. Keep them coming.

Margrete er ikke Enhedslistens største fan – og hun er ganske bevidst om, at mange af dem, der stemmer på Enhedslisten til folketingsvalg, ikke er EU-modstandere. Hun sagde med vanlig skarphed således i et interview i Altinget, da hun lancerede sin genopstilling sidste år:

“Så længe Enhedslisten har så åndssvag en EU-politik, betragter jeg dem ikke som en reel trussel. Overhovedet ikke. Ved sidste EP-valg fik jeg 20 procent af mine stemmer fra Enhedslisten-vælgere. Keep them coming.”

På den baggrund kan det virke smart, hvis Enhedslisten vil lukke en flanke over for den del af venstrefløjen, der ser EU som noget vi kæmper i, frem for noget vi kæmper om. Men lidt for smart, hvis det ikke bunder i noget reelt – og ikke ret smart, hvis man skræver over to positioner, som bukserne ikke kan holde til.

Jeg skal være den sidste til at kritisere, at man forlader en håbløs position. Det kender nogle af læserne mig sikkert godt nok til. Men det er i mine øjne håbløst at ville melde Danmark ud af EU. Ikke mindst i en tid, hvor klima, tech-giganter, spekulation og skattefusk samt flygtninge kalder på løsninger på et niveau langt over det, Danmark kan præstere. Norden, som jeg i øvrigt gerne så samle sig i et stærkere fællesskab, kan heller ikke matche udfordringerne. Vi skal op i den fælles styrke, som EU kan præstere, hvis vi skal gøre os håb om nogen form for politisk – og demokratisk – håndtering af klima, kapital og konflikt.

Europæisk solidaritet og fællesskab er nødvendigt

Foto: Creative Commons

Globaliseringen har for længst sørget for, at markedets kapitalkræfter kan diktere udviklingen i nationalstaterne, da de er vokset langt ud over de nationalstater, hvis magt stopper ved landegrænsen og hvis økonomi er mindre end de største private selskabers. Uden et stærkt fællesskab på tværs af forskellige lande på et stort kontinent, kan vi ikke lægge arm med de stærke kræfter, vi er oppe imod.

Endnu en kraft, der er på fremmarch i disse år, er højrenationalismen. At ønske sig en dansk udmeldelse af EU er endnu mere katastrofalt, fordi en sådan kurs vil blive domineret af det yderste højres EU-modstand. Ser man til briterne, men også rundt om på kontinentet, er det på højrefløjen, modstanden står stærkest. En nationalistisk, fremmedfjendsk og usolidarisk modstand.

Så er der vist lagt i kakkelovnen. Og det ved jeg jo godt, at der bliver med dette emne, altså EU. To bogstaver, der har formået at splitte venstrefløjen i årtier. I Socialistisk Folkeparti, hvor jeg står, har vi haft drabelige kampe om EU-linjen, men det er ved at være længe siden. I dag er der meget bred enighed om at se EU som en politisk kampplads mellem rød og blå, grøn og sort. Når EUs politik og traktatgrundlag er for blåt eller sort, er det fordi der har været for få af os rød-grønne. Sådan ser jeg også på EU.

Selv meldte jeg mig ind i 2004, hvor vi diskuterede Forfatningstraktaten, som senere skiftede navn til Lissabon-traktaten, og dermed behændigt undgik at skulle til folkeafstemning. Dette – og dele af traktatens indhold – var jeg kritisk overfor, såvel som den i EU førte konservative økonomiske politik, med alt hvad den fører med sig af arbejdsløshed og ulighed.

Jeg var to år før blevet medlem af et ‘konstruktivt EU-kritisk’ Socialistisk Folkepartis Ungdom, som jeg blev meget præget af, og også selv forsøgte at sætte mit præg på – kulminerende med, at jeg stillede op til formandsvalget i 2008 og tabte til Emilie Turunen med stemmeprocenten 49,3 mod 50,7. Pudsigt nok samme procent som Maastricht-afstemningen i 1992, der blev begyndelsen til turbulensen på EU-spørgsmålet i Socialistisk Folkeparti. Året efter formandsvalget, blev Emilie valgt til Europa-Parlamentet sammen med Margrete Auken. Apropos turbulens var Emilie en af de tre, der tog sit mandat over til Socialdemokraterne i 2012… Det er ikke unormalt til møder i partiet, at midaldrende medlemmer fortæller, at de meldte sig ind dagen efter EF-afstemningen i 1972, fordi de ville bakke op om EF-modstanden. Men det efterfølges stort set altid af et ”men jeg har rykket mig, ligesom partiet”. Margrete Auken er faktisk et af disse eksempler.

Når EUs politik og traktatgrundlag er for blåt eller sort, er det fordi der har været for få af os rød-grønne. Sådan ser jeg også på EU

Jeg har også rykket mig, ligesom partiet, fordi det – senest da jeg skrev bogen Oprør for fremtiden sammen med min nære ven og partikammerat, Lisbeth Bech Poulsen fra vores folketingsgruppe – er blevet mere og mere klart for mig, at en venstrefløjsposition, der vil tage livtag med kapitalen, ikke lader sig gøre alene – og slet ikke med armene over kors. Derfor omfavner jeg gerne Enhedslistens nye EU-position, hvor modstanden er parkeret – hvis det da ikke bare er en taktisk, kortvarende omfavnelse af nødvendigheden: At man med Brexit som baggrund ikke kan vinde et mandat på en position, der vil stemme sig ud.


Peter Westermann er nr. 3 på Socialistisk Folkepartis liste til Europa-Parlamentsvalget 26. maj 2019. Han er regionsrådsmedlem i Hovedstaden, og var næstformand under partiets sidste år i regering, men forlod posten i protest mod DONG-salget. Han har senest skrevet bogen Oprør for fremtiden (2018) sammen med Lisbeth Bech Poulsen. Hans klummer i Signatur kommer til at fokusere på EU, politisk økonomi, venstrefløjsstrategi og den 4. industrielle revolution – og demokratiske bud på en fremtid med mere frihed og fællesskab


I Solidaritet bestræber vi os på at skabe plads til en levende, pluralistisk debat for hele venstrefløjen. Læs vores retningslinjer og kontakt os, hvis du selv ønsker at bidrage til debatten.