Spaniens premierminister Pedro Sanchez fortsætter på posten efter angreb fra højrefløjens muddermaskine

Tiden stod for en kort stund stille i spansk politik mandag 29. april. Det var et af de historiske øjeblikke, hvor man stopper med det, man er i gang med, hvor alles øjne rettes mod samme sted, og for en stund bliver man en del af den samme fortælling.

Klokken 11 om formiddagen mødte Pedro Sanchez pressen foran La Moncloa-paladset for at meddele, om han ville fortsætte som spansk regeringschef. Onsdagen forinden havde en tydeligt berørt Sanchez forladt kongressen og efterfølgende annonceret, at han hen over weekenden ville tage en tænkepause for at overveje, om han skulle gå af.

Det kom som et kæmpe chok. Det var en fuldstændig uhørt situation uden fortilfælde i spansk politik. De spanske aviser forsøgte at forstå, hvad der var op og ned, og få turde spå om, hvad udfaldet af Sanchez’ overvejelser ville blive. Spanierne fulgte derfor ængsteligt med, mens Sanchez udlagde sine overvejelser og sluttede med at annoncere, at han fortsætter som leder af regeringen. 

Anklagerne mod Sanchez’ kone

Pedro Sanchez’ tænkepause var foranlediget af den korruptionssag, som en madrilensk dommer kort forinden havde rejst mod hans kone Begoña Gómez. Hun er anklaget for at have udnyttet sin position til at sikre luftfartsselskabet Air Europa del i offentlige midler i forbindelse med Covid-19.

Ifølge anklagerne har Air Europa og Begoña Gómez haft et interessefællesskab, da det hævdes, at Air Europa har ydet økonomisk støtte til hendes arbejde i fonden IE Africa Center og til hendes virke på det prestigefyldte universitet Complutense i Madrid.

Som effekt af nedlukningen af den spanske økonomi under Covid-19 fik Air Europa udbetalt en hjælpepakke på 475 millioner euro. Det er denne hjælpepakke, som Begoña Gómez anklages for at have hjulpet Air Europa med at opnå gennem hendes forbindelser og kendskab til virksomheden.

Det har siden vist sig, at anklagerne er yderst spekulative, og at der ikke er noget bevis for, at Gómez skulle have været involveret i tildelingen af hjælpepakken. Efterfølgende har spanske anklagere opfordret dommeren til at trække sagen tilbage, ligesom de, der stod bag anklagerne, også har trukket i land.

Højrefløjens brug af lawfare og juridisk afpresning

Det er den højreekstreme gruppe Manos Limpias (Rene Hænder), der står bag anklagerne. Manos Limpias er en organisation, som under dække af at ’bekæmpe korruption’ med juridiske midler forsøger at afpresse spanske politikere på venstrefløjen. Denne form for juridisk afpresning er desværre ikke usædvanlig, og er en bevidst taktik, som bruges flittigt af den spanske højrefløj. Politisk motiverede sager bruges til at true og lukke munden på højrefløjens fjender. Det er i denne kontekst, man skal forstå anklagerne mod Gómez samt Sanchez’ reaktion på dem.

Anklagerne mod Begoña Gómez kommer nemlig på baggrund af et længerevarende juridisk og politisk pres mod Sanchez og regeringen. Siden november hvor socialistpartiet med støtte fra baskiske og catalanske uafhængighedspartier fik dannet regering, er presset taget til. Højrefløjen har meldt ud, at de vil gøre alt og tage alle midler i brug for at bekæmpe den regering, som ifølge dem er den spanske stats fjende nummer et.

Brugen af såkaldt lawfare til at delegitimere og afskrække politiske modstandere er et af de stærkeste midler, som højrefløjen benytter sig af. Det har været brugt mod venstrefløjspolitikere som Pablo Iglesias og hans kone Irene Montero fra venstrefløjspartiet Podemos samt valencianske Mónica Oltrá fra partiet Compromis. Det er heller ikke første gang, højrefløjen er ude efter Pedro Sanchez’ nærmeste familie, da de tidligere har forsøgt at gå efter hans svigerfar.

Derudover har højrefløjen også anvendt denne form for taktikker flittigt over for politikere fra de catalanske uafhængighedspartier. Senest har en berygtet spansk dommer med forbindelser til højrefløjen rejst anklager om terrorisme mod en række catalanske politikere heriblandt Carles Puigdemont, Marta Rovira og Ruben Wagensberg.

Formålet med anklagerne var at forhindre og besværliggøre den af højrefløjen forhadte amnesti-lovgivning. Lovgivningen vil give amnesti til de catalanske politikere, som var involveret i den ulovlige catalanske uafhængighedsproces. Regeringen var ved at få en aftale på plads med dens catalanske og baskiske støttepartier, da terrorisme-anklagerne pludselig blev rejst. Forbrydelser relateret til terrorisme var ikke inkluderet i lovteksten, og det bragte pludselig de anklagedes mulighed for at få politisk amnesti i fare, hvilket var ved at forpurre aftalen.    

Højrefløjens muddermaskine

Den terrorisme-anklagede politiker Marta Rovira opholder sig i Schweiz. Schweiz nægter at oplyse det spanske retsvæsen om, hvor i landet hun opholder sig, da schweizerne mener, at anklagerne er politisk motiverede. Det illustrerer meget fint tiltroen til det spanske retssystems politiske uafhængighed.  

Brugen af lawfare som politisk afpresningsmiddel lader sig nemlig især gøre på grund af aktivistiske dommere, som har forbindelser til højrefløjen og fører politisk motiverede sager. Disse aktivistiske dommere udgør sammen med den højreorienterede presse og politikere på højrefløjen en uhellig treenighed, som ikke skyr nogen midler for at intimidere politikere på venstrefløjen.

I det brev, som premierminister Sanchez adresserede til den spanske befolkning i forbindelse med tænkepausen, refererer han til den italienske forfatter Umberto Eco og det, han kalder ’muddermaskinen’ for at beskrive denne treenighed, som forsøger at ’dehumanisere og delegitimere sine politiske modstandere gennem falske og skandaløse anklager’.

Der er et overhængende behov for at reformere det spanske retsvæsen, og det er en opgave, som Sanchez nu muligvis vil stille sig i spidsen for. Det magtfulde Retsvæsensråd (Consejo General del Poder Judicial), som blandt andet udpeger dommere, skal ifølge den spanske forfatning fornyes hvert femte år, men det konservative Partido Popular og regeringspartiet PSOE har ikke kunnet blive enige om en aftale om dets fornyelse siden 2018.

Sanchez har nu åbnet døren for at ville reformere rådet uden om Partido Popular, hvilket vil være endnu en historisk situation i spansk politik, da de to store partier normalt finder fælles fodslag for en aftale om rådets fornyelse.

Som avisen El Pais skriver, så er det yderst nødvendigt, at PSOE og Sanchez rent faktisk også gør alvor af deres overvejelser, og sørger for at retsvæsenet bliver reformeret, så det ikke bare bliver ved snakken og signalværdien. Der skal handling bag Sanchez’ ord.

Hertil og ikke længere

Sanchez sender i sit brev til befolkningen et utvetydigt signal til højrefløjen. Med brevet forsøger han at trække en streg i sandet og sige ’nok er nok’. Hans overvejelser har givetvis både været personlige og politisk strategiske. Han har sandsynligvis haft et behov for oprigtigt at overveje situationen og drøfte med sin kone, ’om det virkelig er det hele værd’, som han skriver i brevet.  

Men der har sikkert også været en grad af den dristighed og snedighed, som kendetegner politikeren Sanchez. Sanchez er en politiker, som ikke er bange for at bruge sig selv og sin person i sit politiske virke, og han har da også høstet sympati for tænkepausen. Derudover har det også været et opråb til hans fæller på venstrefløjen – et forsøg på at række ud til hans støtter for at samle opbakning omkring sig.

Indtil videre ser det ud til at virke. Socialistpartiets catalanske afdeling PSC går ind til slutspurten i det vigtige catalanske valg med en klar føring i meningsmålingerne. Desuden har Sanchez modtaget uforbeholden støtte fra sit politiske bagland, som virkelig har samlet sig omkring ham. Blandt de øvrige partier på venstrefløjen, som i øjeblikket er svage og fragmenterede, har han også fået opbakning.

På den korte bane kan Sanchez’ dramatiske tænkepause og beslutning om at fortsætte måske styrke hans lederskab og samle venstrefløjen i en fælles kamp mod de højreekstreme kræfter. Det kræver dog det opgør med den manglende politiske uafhængighed i det spanske retsvæsen. Tiden vil vise om Sanchez sætter handling bag ordene, og kommer med tiltag mod højrefløjens brug af lawfare.