Sprækkerne i Israels krigsmaskine bliver større
Den israelske befolknings svindende tillid til Netanyahu og den retning, krigen bevæger sig i, skaber en mulighed, der ikke skal forpasses. Det samme gør den dalende globale opbakning til Israel og landets troværdighed

Man skal enten være meget dristig eller meget afskåret fra omverden – måske begge dele – hvis man vil møde 2025 med en slags håb. Fører man en sober og realistisk analyse af de politiske kræfter i Israel og Palæstina, i Mellemøsten som helhed og i hele verden generelt, efterlades man ikke med megen optimisme. Der er ikke meget, der tyder på, at den katastrofe, som særligt palæstinenserne har gennemlevet i de seneste 15 måneder, snart vil stoppe.
Israels højreradikale regering har et solidt flertal i Knesset, og den forekommer klar til at udføre anden og tredje punkt i finansminister Bezalel Smotrichs ”afgørende plan” for Gaza: fordrivelsen af palæstinenserne og udryddelsen af dem, der nægter. Planens første punkt – som vil tillade palæstinenserne at leve i fred under apartheid-vilkår – anser regeringen og dens støtter nu for at være for human og liberal.
Etnisk udrensning
Israels hær er ude af stand til at redde gidslerne eller at tildele Hamas et afgørende nederlag. Derfor gør den det, den gør bedst: etnisk udrensning. Alt tyder på, at denne udrensning kun vil tage til i styrke og have al mulighed for at blive til en nøje planlagt udryddelse af palæstinenserne i Gaza. Det bliver kun mere tydeligt, hvis militæret gør alvor af de israelske politikeres planer om at ødelægge Gazas forsyninger af mad og vand på samme måde, som hæren gjorde alvor af ”generalernes plan” om at udsulte og føre etnisk udrensning i Gazas nordlige byer.
Det palæstinensiske samfund er fragmenteret og udbombet. Hvis nogen palæstinenser i månederne efter 7. oktober troede, at Hamas’ angreb gav forhåbninger om en militær sejr over Israel, har den totale og systematiske decimering af Gaza – sammen med Hizbollahs tilbagetog og Assad-regimets kollaps – udvisket det fatamorgana. Hamas vil hverken erkende dets krigsforbrydelser ved angrebet 7. oktober, eller at dets blodtørst udløste katastrofen over Gaza. Ligeledes er Hamas ikke i stand til at finde en måde at slutte krigen på, fjerne Israels hær fra Gaza eller at påbegynde nogen forsøg på genopbygning.
Det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas er heller ikke i stand til at begynde de diplomatiske manøvrer for at skabe en palæstinensisk stat over for Israels siddende regering. Under de nuværende forhold er det svært at se, hvordan palæstinenserne skal kunne formulere en ny strategi for befrielsen af deres land.
Det seneste år har også været en brat opvågnen for de liberale, som naivt troede, at USA ville træde til og redde Israel fra sig selv – og sætte en stopper for de nyttesløse krige, Israels regering bliver ved med at føre. De seneste 15 måneder har derimod vist, at USA er fundamentet for Israels krige. Uden Biden-regeringens støtte ville Gaza ikke være smadret, og den kommende Trump-regering truer med, at det kan blive værre endnu. Imens kæmper Europa med sine egne mørke skyer: det kristne ekstreme højre, som ser Israel som det land, der bærer byrden i den hvide mands kamp mod det ”barbariske” Østen.
I den slags tider kan man finde trøst i Leonard Cohens berømte sang Anthem: ”Ring the bells that still can ring. There is a crack in everything, that’s how the light gets in.”
Det er med andre ord vores opgave at finde frem til disse sprækker i det, som i et år mest har virket som en uigennemtrængelig krigsmaskine. Det er lige så vigtigt – og endnu sværere – at finde ud af, hvordan man gør disse sprækker bredere, så lyset kan trænge ind og drive mørket bort, som vi for nylig sang til Hanukkah.
Netanyahu og militæret
Men sprækkerne er der altså. Også i Israel. Den første sprække, som allerede er blevet meget bredere, er den israelske befolknings dalende tillid til premierminister Benjamin Netanyahu og hans regeringspartnere.
Det er svært præcist at pinpointe, hvilken del af regeringens foreslåede reform af retssystemet som i begyndelsen af 2023 skabte de store, folkelige protester mod regeringen. Det skabte en opposition, som aldrig var set før, men det skabte også en følelse blandt store dele af Israels jødiske befolkning om, at selve deres levevis var på spil.
Set i lyset af alt det, der er sket siden 7. oktober 2023, virker de foreslåede indskrænkninger af den israelske højesterets beføjelser som en detalje. Men forslaget fik stadig hundredtusindvis af mennesker på gaden i et år for at stoppe forslaget, trods trusler om anholdelser og politibrutalitet. ”Demokrati eller oprør”, råbte demonstranterne, mens de satte ild til motorvejen i Tel Aviv. De udfordrede endda det helligste af det helligste i det jødisk-israelske samfund: værnepligten.
Det er rigtigt, at flertallet af demonstranterne ikke indså sammenhængen mellem undertrykkelsen af palæstinenserne på den ene side og undertrykkelsen af demokratiet for jøderne på den anden side – selvom nogle bestemt forstod sammenhængen. Men det lader til, at mange forstod sammenhængen mellem korruption, racisme, og den nuværende regerings påståede frelserrolles trussel mod demokratiet.
Efter 7. oktober flokkedes de demonstranter, som havde nægtet værnepligten, om at lade sig mobilisere. De, der nægtede at deltage i krigsforbrydelserne i Gaza, kunne tælles på to hænder. Men den splittelse, der skete mellem den højreekstreme regering og den urbane middelklasse er ikke blevet lappet. Om ikke andet er den blevet dybere.
Målinger viser, at flertallet af israelerne tror, at Netanyahu af politiske årsager bevidst står i vejen for en aftale om at løslade de israelske gidsler og bringe krigen til ophør. Det er et resultat af den omtalte splittelse, som blev født i protesterne mod den foreslåede reform af retsvæsenet.
Den tilsyneladende overraskende udvikling med våbenhvilen i Libanon, den såkaldte ”sejr” over Hizbollah og Assad-regimets kollaps i Syrien har ikke styrket opbakningen til regeringen. Ikke engang den udbredte begejstring over ødelæggelsen af Gaza har været nok til at lindre splittelsen mellem Netanyahu-regeringen og store dele af middelklassen. Her ser vi en sprække, der er ved at blive til.
Selv figurer langt inde i sikkerhedsparnasset – som tidligere forsvarsminister og hærchef Moshe ”Bogie” Ya’alon – kalder Israels systematiske affolkning og ødelæggelse af det nordlige Gaza ved dets rette navn: etnisk udrensning. Ya’alon har trods stort pres ikke taget afstand fra sine udmeldinger.
På samme måde ville Haaretz-journalisten Yaniv Kubovich’ historie om en officer, der lod sin deling dræbe og destruere uhæmmet, ikke være kommet frem, hvis det ikke var for de soldater i delingen, som var utilpasse med deres handlinger.
New York Times er ligeledes lykkedes med at interviewe 100 soldater og officerer, som bekræftede de undersøgelser, der tidligere var blevet offentliggjort i magasinerne +972 og Local Call. Undersøgelserne påviste den uhyrlige grad af collateral damage, som den israelske hær tillader sig over for den palæstinensiske befolkning. Disse afsløringer kan også komme fra en følelse af ubehag blandt soldaterne. +972 og Local Call kan sammen med kollegerne på Haaretz være stolte over deres rolle i at åbne denne sprække i krigsmaskinen. Det viser, at vi må blive ved.
Det uløste spørgsmål om de israelske gidsler har også eroderet det israelske samfunds normale helliggørelse af krigen. Før 7. oktober blev det anset som helligbrøde at lade krigsfanger og gidsler i stikken. Det modsagde fortællingen om et samlet Israel i krigstider. Nu taler højrefløjs-notabiliteter som Amichai Eliyahu, Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir åbent om ting, som ifølge dem er vigtigere: at fyre rigsadvokaten, at udvise palæstinenserne fra Gaza og at ”ødelægge Hamas”.
Det har fået overhovederne fra gidslernes familier til at skærpe retorikken: Enten handler det om gidslerne, eller også handler det om bosættelser i Gaza. Målinger viser, at flertallet af israelerne forstår, at man enten kan få det ene eller det andet. Og flertallet foretrækker at få gidslerne hjem.
Internationalt pres
Også i udlandet bliver sprækkerne større. Selv Donald Trumps snarlige tiltrædelse som præsident kan ikke dække over den dalende internationale støtte til Israel, som kun er blevet lavere, siden krigen begyndte. Den Internationale Straffedomstols (ICC) arrestordrer på premierminister Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant er et vigtigt skridt på vejen mod internationalt ansvar.
Det er værd at lægge mærke til, at Netanyahu ikke har afprøvet arrestordren. Siden arrestordren blev udstedt, har han undgået at rejse til lande, som har tilsluttet sig ICC, og ingen leder af et ICC-land har besøgt ham i Israel. Imens har israelske soldater, som tidligere har filmet deres krigsforbrydelser i Gaza, set sig nødsaget til at lade sig smugle hjem fra udlandet af frygt for at blive anholdt.
Og mere ansvar kan være på vej. Den Internationale Domstols (ICJ) undersøgelse, om Israel begår folkedrab i Gaza, er endnu ikke færdig. I teorien har en kendelse fra ICJ lettere ved at blive implementeret end en kendelse fra ICC, eftersom alle lande – inklusive Israel og USA – er medlemmer, og FN’s Sikkerhedsråd virker som domstolens udøvende magt.
De fleste lande har endnu ikke afbrudt forbindelserne til Israel – af frygt for hvordan USA kan finde på at reagere på sådan en beslutning. Det er også værd at huske på, at der i Vesten findes flere partier og bevægelser – særligt af neofascistisk, kristen og autoritær karakter – som ser Israel som et eksempel til efterlevelse. Men i den folkelige opinion viser flere målinger, at flere og flere i Vesten – og langt flere i det globale syd – støtter den palæstinensiske sag. De mange teltlejre på universiteter i USA og resten af verden tydeliggør kun, hvad de unge mener.
Lad os huske på, at bevægelsen for sanktioner mod apartheid-regimet i Sydafrika begyndte på universiteter og i de folkelige bevægelser. Først efter bevægelsen fik vind i sejlene, begyndte vestlige regeringer at bakke op om den. Det samme kan ske for Israel.
Mindst lige så vigtigt er det, at Gazas palæstinensiske befolkning trods stor nød holder ud, selvom Hamas har oplevet store militære nederlag, og Gaza er blevet sønderbombet. Det samme gør sig gældende på Vestbredden og i Israel. Palæstinensernes ønske om væbnet kamp mod Israel er mindsket betragteligt – i det mindste for den nærmeste fremtid – men palæstinenserne holder ud og bliver, hvor de er.
Trods finansminister Smotrich og hans støtters vrangforestillinger om national storhed – eller rettere deres slingregang mellem eufori og frustration – er Israel ikke i nærheden af at ”sætte en stopper for konflikten”. Selv hvis en våbenhvile og en aftale om gidslerne sætter en (måske midlertidig) stopper for krigshandlingerne, vil Israels fascistiske højrefløj se våbenhvilen som en spildt mulighed for at rydde Gaza for palæstinensere.
Behovet for politisk opfindsomhed
Den israelske hærs destruktion af Gaza er lamslående. Kombinationen af sorg og vrede over massedrabene, udsultningen og nu også spædbørn, der dør af kulde – mens Israels krigsmaskine dagligt ødelægger endnu et kvarter og endnu et hospital – giver en følelse af, at vores ord er meningsløse, at politiske handlinger er ligegyldige. Det virker nærmest umoralsk at diskutere politik i sådan en tid.
Måske er det lige netop det, Netanyahu og hans støtter ønsker at opnå ved denne krig: at gøre diskussionen om politiske alternativer meningsløs. Men det er et udtryk for modstand mod krigsmaskinen, når vi nægter at stoppe den politiske diskussion om et andet samfund. Det er vores moralske forpligtelse over for de mange døde, de endnu ikke døde, og de overlevende af dette blodbad.
Det har politisk betydning, hver gang vi ser en handling, der bærer på en forhåbning om en fremtid uden overlegenhed, besættelse, bombardementer og belejringer. Disse handlinger er især vigtige, hvis palæstinensere og jøder udfører dem sammen, men de er stadig vigtige, selvom de sker parallelt med hinanden.
Mange israelske jøder – det er svært at sætte tal på, da mainstream-medierne ignorerer dem – føler en dyb moralsk væmmelse over det, Israel foretager sig i Gaza. Mange har en følelse af, at Israel bevæger sig i en meget mørk retning. Men mange kan ikke se en måde at stoppe udviklingen på og vælger i stedet at udvandre. Israels palæstinensiske befolkning er selvfølgelig modstandere af den altødelæggende krig, men de er forståeligt nok bange for at tale på grund af den voldsomme undertrykkelse siden 7. oktober 2023.
Det er derfor vigtigt at kunne fremlægge en vision for fremtiden, hvor både palæstinensere og jøder kan udleve deres personlige drømme.
Som min ven Ameer Fakhoury siger, går man ikke kun på opdagelse i fortiden, når man beskæftiger sig med historien – det handler om nutiden. På samme måde handler det om nutiden, når vi forestiller os en bedre fremtid. Det bringer inspiration og tiltrængt politisk energi. Det er ikke eskapisme fra de katastrofer og uretfærdigheder, der omgiver os. Politisk opfindsomhed kan gøre sprækkerne i krigsmaskinen bredere og dermed lade lidt mere lys slippe ind.
I begyndelsen af december så vi, hvordan et regime, som havde regeret Syrien med hård hånd i mere end 50 år, faldt på blot 10 dage. Nu taler alle om Assads fald som uundgåeligt – han havde mistet folkets og hærens opbakning, hans statsapparat var smuldret, og hans allierede havde forladt ham. Men da det skete, lagde kun få mærke til sprækkerne, og endnu færre troede, at disse sprækker så let ville kunne føre til regimets fald.
Sprækkerne i Israels højreekstreme regime betyder ikke, at 2025 nødvendigvis vil blive et år, hvor håbet og mulighederne vil drive mørket fra 2024 bort. Men det er nødvendigt at identificere og udnytte sprækkerne, hvis en forandring til det bedre skal finde sted.
Artiklen blev først udgivet på hebræisk på det israelske medie Local Call. Den blev siden udgivet på engelsk på det israelsk-palæstinensiske medie +972. Dette er en oversættelse af den engelske tekst. Teksten er oversat og bearbejdet af Jonas Neivelt.
+972 er et uafhængigt, nonprofit online-medie, som drives af en gruppe palæstinensiske og israelske journalister. Navnet +972 kommer fra den landekode, som kan bruges til at ringe til og fra Israel og Palæstina. Læs mere om +972’s redaktionelle grundlag her.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER