Støjbergs tur i Rigsretten

Bag afgørelsen om en rigsretssag mod Inger Støjberg ligger mange politiske undertoner. Socialdemokratiet støtter i princippet Inger Støjbergs handlinger, men ikke måden hun udførte dem på.

Af Leif Hermann

Professor emeritus Ditlev Tamm havde en ganske tankevækkende kommentar i Politiken den 16. januar. Her argumenterede Tamm for, at hele den dyre og tunge Rigsretsproces skulle opgives, idet vanæren efter den meget grundige kommissionsundersøgelse måtte være ødelæggende for enhver fremtidig politisk karriere. Utvivlsomt er det rigtigt, at Inger Støjberg i store dele af offentligheden må fremstå som vanæret efter undersøgelsen.

Det måtte man i hvert fald tro, lige indtil Folketings-debatten 28. januar under 1. behandlingen af beslutningsforslaget om indkaldelse af Rigsretten. Her kunne den socialdemokratiske ordfører Jeppe Bruus oplyse, at Socialdemokratiet var politisk enig i intentionen om, at parrene skulle adskilles. Det var bare måden, det skete på, der var kritisabel.

Bakker Socialdemokratiet Støjberg op?

Man må gå ud fra, at regeringen står bag ordføreren. Vel vidende, at den i dag gældende retstilstand er, at hvis en 16-årig flytter sammen med en 24-årig eller 29-årig, er det fuldt lovligt. På det tidspunkt, hvor Støjberg udsendte sin instruks, var det endda muligt at blive gift, selvom begge parter (eller bare den ene) ikke havde nået ægteskabsalderen på 18 år. Det kunne vielsesmyndigheden bestemme.

Den bestemmelse forsvandt diskret ud af ægteskabsloven 1. februar 2017, takket være en føjelig justitsminister Søren Pape, der formentlig af sit system var blevet gjort opmærksom på det problem, at der i dansk ret var mulighed for at blive viet på den måde. I debatten ved 2. behandlingen af beslutningsforslaget var der ikke én, der nævnte det forhold.

Politisk tilslutter Socialdemokratiet sig altså hele Inger Støjbergs barnebruds-retorik. Efter den omgang politisk hvidvask kan der vist ikke findes noget bedre dementi af, at Inger Støjberg skulle være vanæret.

“Havde grundloven i 1849 ikke trukket ministrenes embedsførelse ud til særskilt behandling i Rigsretten, ville denne embedsførelse have været en sag for de almindelige domstole.”

Det markeres også af, at affattelsen af anklageskriftet trak ud, fordi der var uenighed om, hvorvidt Inger Støjbergs utallige vildledninger af Folketinget skulle være et selvstændigt punkt i anklageskriftet eller en skærpende omstændighed ved hovedanklagen for brud på ministeransvarlighedsloven, forvaltningsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og da det blev en skærpende omstændighed, blev spørgsmålet, om alle usandhederne på samrådene skulle tælle med. Det skulle de så – til sidst.

Og nu ser det endda ud til, at usandhederne over for Folketinget slet ikke kan gøres gældende som skærpende omstændighed. Enten må Folketinget rejse tiltale også for det forhold, der direkte er anført i ministeransvarlighedslovens § 5 stk.2, eller også udgår disse forhold af sagens anklageskrift. Rigsretten har ifølge professor Jørn Vestergaard taget stilling til spørgsmålet i forbindelse med behandling af sagen mod Erik Ninn-Hansen, hvor dennes vildledning blev afvist som skærpende omstændighed, da den var selvstændigt kriminaliseret i ministeransvarlighedsloven.

Juridisk spørgsmål med politiske undertoner

Ovenstående bemærkninger understreger det faktum, at en rigsretssag ikke kun er et spørgsmål om jura, men er ledsaget af kraftige politiske over- og undertoner. Rigsrettens sammensætning, med et lige antal højesteretsdommere og dommere udpeget af Folketinget, understøtter det synspunkt.

Rigsretten er ikke desto mindre en domstol, og beskæftiger sig som sådan med retlige konflikter. Her skal beviser, hensigter og lovgrundlag bedømmes og sammenfattes i en dom. Helt på samme måde som i en hvilken som helst anden straffesag. Havde grundloven i 1849 ikke trukket ministrenes embedsførelse ud til særskilt behandling i Rigsretten, ville denne embedsførelse have været en sag for de almindelige domstole. Der er bestemmelser i straffeloven, som straffer forbrydelser i offentlig tjeneste og hverv. Hertil kommer ministeransvarlighedsloven.

Der er altså først og fremmest tale om juridiske vurderinger, men med de anførte politiske over- og undertoner. Og her står Støjberg svagt, navnligt på baggrund af instrukskommissionens konklusioner, som Rigsretten næppe kan tilsidesætte.

Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Støjberg skal stilles for Rigsretten og med anklagepunkter, der både omfatter tilsidesættelsen af forvaltningsloven, menneskerettighedskonventionen, vildledning og urigtige oplysninger til Folketinget. Det sidste har aldrig været forelagt Rigsretten i nogen sag. Det er på tide.

Da jeg i sin tid blev bedt om at komme med en indstilling til SFs folketingsgruppe – da gruppen skulle tage stilling til anklageskriftet mod Ninn-Hansen i Tamilsagen – indstillede jeg både Ninn og Poul Schlüter til tiltale for vildledning og urigtige oplysninger. Den indstilling fulgte gruppen ikke.

Når jeg var med i 1993, skyldtes det, at jeg sammen med Ebba Strange i årene 1988-90 indædt sammen med Socialdemokraterne blev ved og ved med at stille spørgsmål i Tamilsagen, hvor der blev serveret utroligt mange falske melodier.

Nu er det Støjbergs tur. Og hun bliver formentlig dømt.