Stormvejr i Enhedslisten: Socialist er socialist værst?

Enhedslisten sejler rundt i en orkan af intern splittelse. Alligevel lader mange folk i partiets apparat som om, skibet er på ret kurs. Der er brug for, at folk kigger sig i spejlet, skriver Elsebeth Frederiksen, der er medlem af partiets hovedbestyrelse.

Af Elsebeth Frederiksen

Skal det virkelig være så hårdt at være politisk aktiv? Det blæser ikke bare i Enhedslisten. Der brager en orkan igennem partiet med en sådan styrke, at selv de, som normalt har benene plantet i mulden, vejer i vinden og er tæt på at vælte.

Skal vi nu holde det her internt? Det er vist for sent. Uroligheder bliver delt på sociale medier og i læserbreve. Selv byrådsmedlemmer går ud med forskellige holdninger til forskellige ting i medierne. Vi råber op, de andre råber op og skælder os ud. Og i mellemtiden skal det se ud som om, at alt er godt ud på ydersiden. At vores parlamentariske plan går som den skal, uanset hvor meget kritik den får.

Jeg ved godt, at der også er uenighed i andre partier. Men da jeg ikke har været medlem af andre partier, ved jeg ikke hvordan de kommer til udtryk. Ved ikke om det sker via ironiske Facebookopslag og en kæmpe debat, hvor mange, især kvinder bliver nedgjort, bliver talt til i tredje person og bliver mødt med nedladende kommentarer, der henviser til ens køn. I et selverklæret feministisk parti!

Det er fint, at man er uenig, og at man udtrykker det. Men når man har fokus på kvinden i stedet for på bolden, så er der noget galt. Folk, der har ambitioner i politik, burde lære at tale pænt til andre, at argumentere for deres sag uden at komme med kønnede skældsord, og inddrage hele sin egen troldehær for at nedgøre et andet medlem.

Bjerget skal bestiges

Engang imellem tænker jeg, at det er træls at være så følsom. At jeg bliver utroligt påvirket af, når folk skrive grimme ting til mig i min indbakke. At jeg kan ligge i fosterstilling på gulvet og tude, fordi en person, jeg ikke engang kender, har skrevet noget grimt til mig. Og jeg så stadig er ked af det selvom personen siger undskyld. For ordene er trængt ind bag mit panser og så er det svært at glemme dem igen. Det berører mig mest, når en fremmed partikammerat glider ind i min indbakke og skriver noget grimt til mig. Dem jeg kæmper imod fra andre partiet og folk med andre holdninger, har jeg nemmere ved at tolerere. Men når vi slås indbyrdes, er det hårdt.

Jeg er dog ikke så nem at få ned med nakken, heller ikke ved at folk skriver grimt til mig. Jeg bøjer mig måske i vinden, men jeg knækker aldrig helt. Jeg har haft for meget modgang i livet til at vide, at også dette bjerg kan bestiges.

Jeg kæmper for noget, jeg tror på, men det giver også knubs.  Med mig får man hele pakken, både et menneske og holdninger. Jeg kører derudaf med 150 kilometer i timen, og rammer engang imellem muren. Jeg kan ikke skrue ned for mine følelser. De er altid med. Derfor er der også mange, der ikke kan lide mig; jeg råber nok for højt, jeg afbryder, jeg debatterer, jeg har holdninger og siger dem. Og så burde jeg jo også kunne holde til, at andre siger deres mening til mig. Men forskellen er, at jeg prøver ikke at blive personlig. Jeg holder mig på bolden, mens andre går efter kvinden bag holdningerne. Selvom I er uenige, så har I ikke krav på min tid og mit overskud. Den er helt min egen, og jeg bestemmer hvem og hvad jeg vil bruge min tid på.

“Det er nemmere for mig at holde min mund. Men det har jeg gjort for længe. Det tog mig mange år at blive politisk aktiv, så jeg har noget jeg skal kompensere for.”

Man får ikke ret fordi man råber højest eller grimmest. Man får ret, hvis man kan overbevise andre om at man har ret. Med argumenter. Det er svært at blive ved med at være diplomatisk, når man får smidt stråmænd i hovedet ved ethvert argument. Det er svært at være i. Det er frygteligt hver dag at skulle tænke over, om man stadig vil blive ved med at være medlem af et parti, der behandler sine andre såkaldte kammerater så dårligt. Det er svært at være aktiv i en afdeling, når man skændes på kryds og tværs, og når baggrundsgrupperne er i åben kamp mod hinanden. Det er nemmere for mig at holde min mund. Men det har jeg gjort for længe. Det tog mig mange år at blive politisk aktiv, så jeg har noget jeg skal kompensere for.

Partimedlemmer skal stå sammen. Vi har mange kampe vi bør kæmpe sammen. Men så længe der er nogen, de tror de er mere værd end andre. Når de mener, at deres mening er mere værd og nogle tror, at de får ret ved at være arrogante, så får vi ikke et samlet Enhedslisten i lang tid. Kan alle ikke kigge sig selv i spejlet og tænke over, hvad de kan gøre for at opnå en større forståelse og tolerance overfor hinanden. Jeg skal nok også selv gøre det. For jeg er ikke perfekt. Men det vigtigste er at se, at man har brug for at forbedre den måde man opfører sig på. Hvis man ikke selv kan se det, så må nogen jo gøre det for dem og ikke bare være medløbere, der skader andre mennesker.