Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
27. november. 2019

Studerende kræver skriftlig garanti for at stoppe blokade

Universitetets ledelse vil nu genåbne forhandlinger for 2020-plan. De studerende fortsætter dog blokaden indtil de har en skriftlig garanti.

Jesper Kallestrup tiltrådte i april 2018 som ny dekan på det humanistiske fakultet v. Københavns Universitet. Han er sammen med den øvrige ledelse kommet i konflikt med de studerende, der kræver inddragelse i ledelsens planer. Pressefoto fra Københavns Universitet

Den omdiskuterede 2020-plan for Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitets vil nu blive genåbnet, lyder det fra universitetets ledelse, der vil inddrage de studerende i nye drøftelser af målplanen. De studerende fortsætter dog blokaden indtil de har en skriftlig garanti for, at der følger handling med ordene.


Af Kim Kristensen

Selv om ledelsen på Københavns Universitet nu genåbner den omdiskuterede 2020-plan for Det Humanistiske Fakultet, får det ikke de studerende til at pakke soveposerne sammen og stoppe deres blokade.

Sidsel Vedel, formand for HUMrådet, kalder det ganske vist for »en stor sejr«, at dekan Jesper Kallestrup og prodekan for uddannelse Jens Erik Mogensen i en pressemeddelelse understreger behovet for »en bredt inddragende proces på hele fakultetet«. Men HUMrådet, som er en studenterorganisation for alle studerende på Det Humanistiske Fakultet, kræver handling bag ordene.

»Vi fortsætter blokaden indtil en skriftlig aftale er på plads, der sikrer, at det er vores udspil – som vi har udarbejdet i samarbejde med vores undervisere – [der] kommer til at danne grundlag for den nye høring, og som sikrer en ordentlig og reelt inddragende høringsproces,« siger Sidsel Vedel. »Indtil videre er det bare en løs tilkendegivelse fra ledelsen. Vi skal dels have på skrift, at ledelsen åbner op for en ny aftale, og dels at det sker med udgangspunkt i det udspil vi studerende – og vores undervisere – er kommet med. Striden handler jo grundlæggende om, hvor meget indflydelse de studerende skal have. Ledelsen mener ikke, at de studerende nødvendigvis skal have indflydelse på de beslutninger, ledelsen træffer. Og det mener vi, fordi vi udgør universitetet. Det er vores hverdag, det handler om«.

Striden handler jo grundlæggende om, hvor meget indflydelse de studerende skal have. Ledelsen mener ikke, at de studerende nødvendigvis skal have indflydelse på de beslutninger, ledelsen træffer. Og det mener vi, fordi vi udgør universitetetSidsel Dorthea Vedel, formand for HUMrådet på KU

»Vi vil ikke ignoreres«

De studerende på Det Humanistiske Fakultet har siden mandag 28. oktober besat dekan-kontoret, og har blokeret ledelsesgangen på fakultetet for dermed at forhindre dekan Jesper Kallestrup og hans kollegaer i at få adgang til deres kontorer. Det sker i protest mod den målplan, som ledelsen på Det Humanistiske Fakultet har præsenteret for perioden 2020-2023, hvor det fremgår, at mindre fag kan sammenlægges for at lave bredere uddannelser. De studerende frygter, at det især er sprogfagene, som skal lægges sammen. HUMrådet mener, at det forringer humanistiske uddannelser – hvor de studerende i forvejen har fået reduceret deres undervisningstimer over de senere år.

Selvom der har været en høringsproces under udformningen af det humanistiske fakultets målplan, og HUMrådet og fakultetets dekanat har prøvet at nå til enighed, har det endnu ikke været med succes. Uoverensstemmelsen har blandt andet ført til, at en studerende den 8. november afbrød Københavns Universitets årsfest, hvor Dronningen deltog, og holdt en tale, hvor han kritiserede forringelserne af de humanistiske fag.

»Mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser,« sagde Harald Toksværd, der læser Religionsvidenskab og er aktiv i HUMrådet. »Og vi vil ikke ignoreres. I ønsker at se os som børn, der kan smides i seng, når vi bliver for højlydte. Men vi er flere end jer, og stærkere. Og vi vil ikke ignoreres«.

Studerende ved Religonsvidenskab på KU, Harald Toksværd stiller sig på talerstolen ved Årsfesten på Københavns Universitet, for “at minde gæsterne om, hvorfor de blokerer ledelsesgangen.”

Lover inddragelse

I pressemeddelelsen lover Jesper Kallestrup og Jens Erik Mogensen i højere grad at inddrage studerende og medarbejderne i processen.

»Vi vil i dekanatet også gerne lytte til de mange forskellige holdninger, der har været til de enkelte punkter i planen om bl.a. sammenlægning af uddannelser, og vi har nu god tid til drøftelser de kommende måneder,« skriver de. »Vi har udfordringer på nogle af vores uddannelser, som en ny målplan skal være med til at løse, men vi har ikke på forhånd lagt os fast på, hvad der vil virke for den enkelte uddannelse. Det ser vi frem til at drøfte med studerende og medarbejdere i Akademisk Råd, i samarbejdsudvalgene, i studienævnene, med den øvrige ledelse og i fagmiljøerne«.

Beslutningen glæder lektor Peter Birkelund Andersen, der er fælles-tillidsrepræsentant for forskere og undervisere under Dansk Magisterforening, og næstformand for Fakultetets samarbejdsudvalg.

»Vi er glade for, at Jesper Kallestrup har lyttet til kritikken af processen, og vi er glade for, at vi han vil lade målplanen gå om«, siger Peter Birkelund Andersen til Magisterbladet.

Dekanen og prodekanen skriver i pressemeddelelsen, at de vil komme med et udkast til en procesplan for de kommende måneder på et møde med Akademisk Råd og Fakultetets samarbejdsudvalg på næste tirsdag.

Senest har ledelsen afvist et forslag fra de studerende om at lade advokat Knud Foldschack mægle og fremme dialogen i konflikten. Knud Foldschack var i 2017 var med til at sikre en aftale mellem ledelsen og de pædagogstuderende i en lignende konflikt på Københavns Professionshøjskole. Her medvirkede advokaten til, at det lykkedes for ledelsen og de studerende at indgå en samarbejdsaftale, som gav de studernede medhold på en række afgørende punkter.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER