Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
25. november. 2019

Konflikten tilspidses på Københavns Universitets besatte ledelsesgang

De studerende bag blokaden på Københavns Universitet vil have den kendte advokat Knud Foldschack som mægler. Men det afviser universitetets ledelse.

De studerende ved humaniora på Københavns Universitet har siden 28. oktober besat dekanatet. Aktionen sker som protest mod nedskæringer, sammenlægning af fag og udhuling af faglighed. Foto: HUMrådet på KU / Facebook

De studerende bag blokaden på Københavns Universitet vil have den kendte advokat Knud Foldschack som mægler. Men det afviser universitetets ledelse.


Af Kim Kristensen

Konflikten tilspidses nu på Københavns Universitet, efter at ledelsen har afvist et forslag fra de studerende på humaniora om at lade advokat Knud Foldschack mægle og fremme dialogen i den igangværende en konflikt.

»De studerende synes, det er under al kritik, at man fra ledelsens side ikke vil imødekomme deres ønske om en udefrakommende, upartisk, professionel advokat,« siger Sidsel Vedel, formand for HUMrådet. HUMrådet er en studenterorganisation for alle studerende på Det Humanistiske Fakultet.

»De studerende foreslår, at man nedsætter et team af mæglere«. Valget er faldet på Knud Foldschack, fordi advokaten i 2017 var med til at sikre en aftale mellem ledelsen og de pædagogstuderende i en lignende konflikt på Københavns Professionshøjskole. Her medvirkede Knud Foldschack til, at det lykkedes for ledelsen og de studerende at indgå en samarbejdsaftale, som gav dem medhold på en række afgørende punkter.

De studerende på Det Humanistiske Fakultet har siden mandag 28. oktober besat dekan-kontoret, og har blokeret ledelsesgangen på fakultetet for dermed at forhindre dekan Jesper Kallestrup og hans kollegaer i at få adgang til deres kontorer. Det sker i protest mod den målplan, som ledelsen på Det Humanistiske Fakultet har præsenteret for perioden 2020-2023, hvor det fremgår, at mindre fag kan sammenlægges for at lave bredere uddannelser. De studerende frygter, at det især er sprogfagene, som skal lægges sammen. HUMrådet mener, at det forringer humanistiske uddannelser – hvor de studerende i forvejen har fået reduceret deres undervisningstimer over de senere år.

Selvom der har været en høringsproces under udformningen af det humanistiske fakultets målplan, og HUMrådet og fakultetets dekanat har prøvet at nå til enighed, har det endnu ikke været med succes. Uoverensstemmelsen har blandt andet ført til, at en studerende den 8. november afbrød Københavns Universitets årsfest, hvor Dronningen deltog, og holdt en tale, hvor han kritiserede forringelserne af de humanistiske fag.

»Mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser«. Harald Toksværd fra HUMrådet taler ved Københavns Universitets årsfest. Foto: Niklas Zenius Jespersen

»Mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser,« sagde Harald Toksværd, der læser Religionsvidenskab og er aktiv i HUMrådet. »Og vi vil ikke ignoreres. I ønsker at se os som børn, der kan smides i seng, når vi bliver for højlydte. Men vi er flere end jer, og stærkere. Og vi vil ikke ignoreres«.

Ifølge Jesper Kallestrup har HUMrådet ved at udpege Knud Foldschack netop kortsluttet forsøget på at få gang i en dialog. »Aftalen var, at vi for at få en god dialog mellem HUMrådet og dekanatet sammen skulle blive enige om en neutral konfliktmægler,« siger Jesper Kallestrup til Magisterbladet. »Det er der ikke tale om, når HUMrådet melder offentligt ud på deres facebookside, at Knud Foldschack skal agere mægler for dem. Der skal selvfølgelig være enighed om valget af mægler«.

Dekanen siger, at ledelsen har tilbudt de studerende at vælge en mægler fra »for eksempel Center for Konfliktløsning«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER