Sudans nationale frelse
Præsident Omar al Bashir er styrtet i Khartoum. Regimeskiftet er lykkedes, nøjagtigt som militæret havde planlagt det. Men bag magtovertagelsen lurer en afgrundsdyb økonomisk krise i Sudan.
Præsident Omar al Bashir er styrtet i Khartoum. Regimeskiftet er lykkedes, nøjagtigt som militæret havde planlagt det. Men bag magtovertagelsen lurer en afgrundsdyb økonomisk krise i Sudan.
Oversat af Kristoffer Thyregod Lassen
Af Alden Young
Den 11. april – efter 5 dages vedvarende protester – annoncerer Sudans forsvarsminister og vicepræsident, Ahmed Awad Ibn Auf, uden for militærets hovedkvarter i centrum af Khartoum, at præsident Omar El-Bashir og en række højtstående embedsfolk er trådt tilbage. Alle med tilknytning til landets islamistiske bevægelse. Vicepræsidenten Ibn Auf erklærede herefter, at det var militærets intention at lave en uspecificeret overgangsregering. Landet er blevet sat i en tre måneders undtagelsestilstand med udgangsforbud om aftenen.
Nu er det nok
Ibn Aufs krav er blevet afvist af Sudanese Professional Association (SPA), hovedforbundet for de fagprofessionelles fagforeninger. De står ikke alene, men bakkes op af grupper som Girifna ( “Nu er det nok”) og landets magtfulde antikrigs- og korruptionsbevægelse, der har erklæret – at de kun vil accepterer en civil overgangsregering. SPA har lavet en “Forandrings- og Frihedserklæring”, hvor der er lagt en plan for en 4-årig overgangsperiode med civilt embedsmandsvælde.
Protestråbene “tsgut bas” (fald ned) blev natten over til “sgut” (væltet). Men lægernes centralorganisation, Committee of Sudan Doctors, melder om over 20 omkomne i de 5 dage, med protester op til magtovertagelsen. Heraf mindst 5 soldater og 2 politifolk.
Folkemængden råbte solidaritetshilsener til soldater og politifolk og formåede at vise uenighederne også internt hos militær og sikkerhedsstyrker. Mange soldater, politifolk og officerer forsvarede demonstranterne og deres ret til at demonstrere, samtidig med at deres øverste ledelse svor troskab til præsident Omar El-Bashir. Det resulterede i sammenstød mellem regimets paramilitære styrker, regeringens indsatsstyrker, militser organiseret af efterretningstjenesten og det almindelige militær og politi.
Vicepræsident Ibn Aufs har erklæret, at en af hovedårsagerne til at de gennemførte kuppet, var risikoen for sammenstød mellem forskellige sikkerhedsstyrker. Ibn Auf forklarede meget tydeligt, at generalstaben havde meddelt den tidligere præsident Omar El-Bashir, at de ikke ville kunne opløse demonstrationerne uden en massakre, hvor til Bashir sagde: Knus dem.
Den sudanesiske stat er blevet fanget med bukserne nede: der var ingen, som havde forventet, at demonstrationerne ville være så store, og demonstranterne så vedholdende.
Fødevarekrise
Allerede i februar blev regimets problemer tydelige, da regeringen valgte at udskifte alle Sudans 18 guvernører med militærofficerer. Det skete for at sikre generalstabens loyalitet. Baggrunden er den voksende krise, der kun er blevet værre siden midt-december 2018, hvor demonstrationerne startede på baggrund af hurtigt stigende fødevarepriser. Men demonstrationerne afslørede, at hverken politi-, militær- eller sikkerhedsstyrker ville deltage i en massakre i Sudans hovedstad Khartoum. Det var det truende oprør internt i forsvarssektoren, der tvang Ibn Auf til at handle.
Undertrykkelse, korruption og krig
Protesterne mod den daværende præsident Omar El-Bashir havde mere end blot økonomiske årsager, folk protesterde også mod politisk undertrykkelse, massiv korruption og en endeløs krig. Omar El-Bashir sad i over 30 år på magten, men blev mødt af demonstrationer i gaderne, da han erklærede sit kandidatur til valget i 2020.
Landets smadrede økonomi er også på mange måder ironisk. Siden genforeningen af Sudan og Sydsudan i 2011 og tabet af 75 % af landets oliereserver har regimet i Khartoum intensiveret samarbejdet med USA og deres allierede i nærområdet. Især Golfstaterne: Saudi Arabien, Emiraterne og Qatar. Den strategi syntes at virke. Golfstaterne lavede store landbrugsinvesteringer, og der kom international valuta tilbage i centralbanken. De forbedringer kulminerede i 2017 med en delvis ophævelse af USA’s sanktioner mod landet. USA begrundede lempelsen med øget anti-terrorsamarbejde. Sidste år ophævede USA sin handelsblokade, fjernede fastfrysningen af nogle af statens midler og restriktionerne på bankvæsenets adgang til det internationale finansielle marked. Og endelig fik udenlandske banker igen lov til at handle i Sudan. I november 2018 begyndte USA og Sudan at forhandle om at fjerne Sudan fra listen over stater, der støtter terror. Sudan har været på terrorlisten siden 1993, altså 4 år efter Bashirs magtovertagelse.
Stigende priser
Men paradoksalt nok har de varmere relationer mellem Sudan og USA og deres allierede i den Persiske Golf ikke ført til forbedringer af den sudanesiske økonomi. Tværtimod begyndte den sudanesiske valuta sit fald, da sanktionerne blev ophævet. Det sudanske pund er faldet fra at have en låst vekselkurs på 8 pund for 1 dollar for bare et år siden. Til at være låst på 47,5 pund for en dollar i dag.
Kursen er endnu dårligere på det sorte marked. Inflationsraten sidste sommer var på over 60 %. I oktober prøvede regeringen at dæmme op for inflationen ved at devaluere pundet, men det lykkedes ikke, og den har derfor efterfølgende forsøgt at lave andre ekstraordinære tiltag. Eksempelvis at begrænse adgangen til at hæve pund – med det resultat at folk har skullet stå i kø i timevis foran bankerne, uden at være sikre på at de kunne hæve penge.
Protesterne i december sidste år kom altså ikke ud af det blå. De første store demonstrationer startede allerede i januar 2018 og handlede om stigende benzinpriser, medicinpriser og prisen på dagligvarer. Demonstrationerne intensiveredes året ud. Til den traditionelle Eid al-Adha middag var der simpelthen mangel på brød landet over, og protesterne tog til i omfang og bredte sig til landområderne, heriblandt Gezira provinsen.
Brødkøer
Efter sigende skulle Omar el-Bashir, ved synet af brødkøerne på Wad-Medani vejen til Khartoum, have sagt, at ‘ingen havde fortalt ham noget om fødevaremangel’, og at han ville sætte sine ministre til at løse det øjeblikkeligt.
Men den mest sigende kommentar var nok sidste august, da direktøren for DAL Group, Osama Daoud Abdellatif, landets største hvedeimportør og kornmaler, sagde: “Det er regeringens job at brødføde folket, og mit firmas at få profit.”. Kommentaren kom som en reaktion på regeringens beskyldninger om, at brødmanglen skyldtes DAL Groups beslutning om at begrænse importen af hvede. Konflikten skyldtes, at staten havde forsøgt at stoppe DAL Groups aftale med nationalbanken om, at de kunne opkøbe dollars til favorable priser og dermed stoppe det resulterende kursdyk for pundet.
På trods af Sudan gigantiske landbrugsarealer – nogle mener, at op mod 80.000 kvadratkilometer ville kunne opdyrkes (selv om det tal nok skal tages med et gran salt) – er det sådan i dag, at Sudan importerer 2,7 millioner tons hvede om året. Siden 1970erne har hvede været grundingrediensen i det urbaniserede sudanske køkken. Osama Daoud mener, at hvede er lettere og billigere at sejle fra Australien til Port Sudan, end det er at køre det fra Port Sudan til Khartoum. Hveden skal købes med dollars, og dollaren bliver dyrere dag for dag.
National fornyelse uden økonomisk politik og hvede
Den bitreste ironi er dog nok, at National Salvation Front, NSF, og deres al-Ingaz (frelse, red.) regime kom til magten i 1989, hvor de ville skabe en national fornyelse. Sudan skulle gøres til en del af en arabisk-islamisk civilisation. Men selv op igennem 1990’erne, hvor deres ambitionsniveau var på sit højeste, og de talte om at genskabe Mellemøstens internationale forbindelser, fik de aldrig udviklet en egentlig økonomisk politik for landet. I stedet låste NSF sig mere fast på en økonomisk udviklingskurs afhængig af dollaren.
Det skete samtidig med, at dele af regimet forsøgte at sætte en stopper for USA’s netværk af alliancer i Mellemøsten, både i Ægypten, Saudi Arabien og selv i Etiopien. Det resulterede i de mange sanktioner mod Sudan, som bare gjorde adgangen til dollars dyrere, samtidigt med at landet blev mere og mere afhængigt dem. Det var især landbrugssektoren, der blev forsømt til fordel for oliesektoren. Olien blev solgt for dollars på det internationale marked. Sudans landbrug var et eksporterhverv og ikke skabt med henblik på det hjemlige marked, hvilket betød, at man importerede hvede som foder både til kødproduktion og til den spæde mejerisektor. Siden 2011 er problemet bare blevet værre. Regeringen har været hårdt presset for at få penge i statskassen og begyndte derfor at sælge meget store jordlodder til udenlandske investorer for store engangsbeløb i dollars. Den sidste nye trend er at grave efter guld.
Sudans genkomst på det globale marked er altså sket for en dyr pris. Ifølge en historie i Financial Times i december skal Sudan afvikle en gæld på mere end 50 milliarder amerikanske dollars for at få adgang til det internationale valutamarked igen. Både private og offentlige kreditorer har allerede stillet sig i kø.
De sudanske politikere og beslutningstagere står i en dårlig forhandlingssituation. Men til en start bliver de nødt til at skabe en ny økonomisk politik, hvor hjemlig produktion og forbrug kommer før den ørkesløse kamp for at skaffe hård valuta. Valutapolitikken har nemlig bragt hver eneste sudanske regering til fald, lige siden uafhængigheden fra det engelsk-kontrollerede Ægypten i 1956.
Oprindelig artikel bragt på Africa is a country den 11. april 2019
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER