Sundhed og demokrati: Vælgerne må tage sig sammen

9 min. læsetid

Dagens signatur er fra Vibeke Syppli Enrum, der mener, at “vælgerne må tage sig sammen, hvis de ønsker et offentligt sundhedsvæsen, hvor vi i fællesskab sikrer, at sygdomsbehandling og forebyggelse ikke er et spørgsmål om pengepungens størrelse.”


Af Vibeke Syppli Enrum

Ærligt talt: vælgerne må sætte sig ind i tingene, selv om politikerne på Christiansborg ikke gør det nemt.

Regeringens og DFs aftale om en sundheds-strukturreform skaber debat om regionernes fremtid. Og ja, der er selvfølgelig ting, man kan kritisere regionerne for: problemer med fortravlet personale på sygehusene, som i det væsentligste skyldes manglende ressourcer og mangel på uddannet personale, problemer i samarbejdet mellem regioner og kommuner, problemer med for få ressourcer, og allermest resultaterne af de sidste 10 års centraliseringer i sygehusvæsenet.

Men løses disse problemer ved at nedlægge regionerne – eller rettere sagt regionsrådene? Næppe. Driften af sundhedsvæsenets kræver politisk ledelse. Man kan bare skele til lande med andet eller privat sundhedsvæsen. Det er hverken billigere eller bedre. De enkelte regionsråd har mulighed for – og gør det til en vis grad – at prioritere ressourcerne efter de lokale behov og sikre borgernes stemme, og regionspolitikerne er tættere på driften end folketingsmedlemmer og embedsmænd i staten.  De er det demokratiske element.

“Underfinansieret, bureaukratisk og uigennemskuelig”. Venstres udspil til en ny sundhedsreform møder hård kritik fra Vibeke Syppli Enrum.

Hvis Lars Løkke Rasmussen forsætter, så bliver strukturreformen til virkelighed. En reform, der er underfinansieret, bureaukratisk og uigennemskuelig. Kravet om afskaffelse af et politisk niveau fører ikke til begrænsninger eller besparelser – hvis man ser bort fra de direkte omkostninger til regionsrådsmedlemmerne. Tværtimod indføres to til tre nye niveauer. Et Sundhed DK, fem administrative enheder og 21 fællesskaber med kommunal repræsentation. Derfor bliver forslaget ikke kun udemokratisk i sit indhold, men også i sin form. Det er at snyde vælgerne, når den ene politiker efter den anden råber op om nærhed, nærhed, nærhed og varme hænder. Det er muligvis intentionen, men den viden, der er om konsekvenserne af reformen gør, at dette ikke kommer til at ske – tværtimod. Og krav om undersøgelses- og behandlings- garanti åbner for øget privatisering.

Fra diskussion til varm luft

Under strukturreformerne i 1960erne og 00erne, var der et grundigt forarbejde og debat om fordele og ulemper ved centraliseringerne. I dag er det blevet til varm luft og besværgelser.

Selvom Danmark er et lille land, er der geografisk betingede forskelle på den indsats, de fem regioner bør levere til kommuner og borgere. Også i praksis er der forskel på indsatserne; en forskel, som regeringen bruger som argument for dens reformudspil. Men et ensidigt fokus på at reducere regionale forskelle risikerer imidlertid at skabe en laveste fællesnævner. Det gavner ikke patienter eller ansatte, og derfor skal vi ikke til at gøre det hele ens. Jeg vil derfor her forholde mig til vilkårene i Region Syddanmark, hvor jeg sammen med Lars Mogensen repræsenterer Enhedslisten.

Under strukturreformerne i 1960erne og 00erne, var der et grundigt forarbejde og debat om fordele og ulemper ved centraliseringerne. I dag er det blevet til varm luft og besværgelser.
Billedresultat for sundhedsplatform
Sundhedsplatformen er blandt den nuværende regerings mest udskældte initiativer på sundhedsområdet. Nedlæggelse af regionerne vil kun skabe mere kaos og ineffektivitet på sundhedsområdet, mener dagens signatur.

Vil lægemanglen forsvinde efter nedlæggelse af Regionsrådet? Næppe, selv med nok så mange gulerødder i form af fleksible løsninger for lægerne foretrækker mange almen medicinere i dag at blive på sygehusene eller alternativt arbejde i praksisfællesskaber i de større byer. Det løser ingen problemer i udkanten, hvor den kollektive trafik i øvrigt er for ringe til at kunne sikre, at patienter uden bil kan komme til lægen, apoteket eller på sygehuset.

Hvem skal bestemme, hvor ambulancerne skal placeres? I et centraliseret sygehusvæsen er ambulancerne helt nødvendige forudsætninger for hurtig behandling. Det er uklart hvem der skal bestemme det. Er det ministeren, eller er det i de nye såkaldte sundhedsfællesskaber? Fyn og øerne er ét sundhedsfælleskab omkring OUH (Odense Universitets Hospital), men de i alt 21 sundhedsfællesskaber har hverken magt eller penge, så det er ikke dem, der skal erstatte regionsrådene. Alt tyder på, at de politiske beslutninger, som i dag træffes af de demokratisk valgte regionspolitikere, fremover vil blive truffet i lukkede, ministerudpegede bestyrelser.

Det levede liv

Forslaget om sundhedsfællesskaber kan derimod tages som udtryk for behovet for et forbedret samarbejde mellem hjemmepleje, sygehus og de praktiserende læger. Men det manglende samarbejde er – efter min bedste mening – ikke et udtryk for manglende vilje, men mere et udtryk for mangel på ressourcer, tid og det overskud til forandring og koordinering, der skal sikre borgerne den bedst mulige behandling.

Regionerne er faktisk gode til at drive sundhedsvæsenet – men også lidt for gode til at overholde de snævre økonomiske rammer, som aftalen med staten kræver. Et forhold, der skaber alt for stor travlhed på sygehuse og i samarbejdet med kommunerne. Det skaber grobund for et dårligt arbejdsmiljø, fejlbehandlinger, og sikrer ikke altid respekten for personalets faglighed. Det er afgørende, at regionerne får gjort op med dette.  Det er ikke nok at anerkende de ansattes indsats i skåltaler og under budgetforhandlinger. Og et særligt problem er, at de økonomiske incitamenter skævvrider indsatserne. Disse bør – hvis vi overhovedet skal have dem – bruges til at sikre de bedst mulige forløb for patienterne.

Disse opgaver løses ikke ved de luftige forslag i regeringens reform om mere nærhed, flere sygeplejersker og flere uddannelsesstillinger.

Billedresultat for ok18
OK18 viste kampgejst i den danske befolkning på de sociale kampe. Nu må landets borgere mobilisere et lignende engagement i kampen for et retfærdigt sundhedssystem, mener Vibeke Syppli Enrum. Foto: Klaus Berdiin Jensen.

Et problem for sundhedsvæsenet er – uanset hvilken struktur, der vil være efter et valg – at hverken sundhed eller sygdom skabes i ”væsenet”, men derimod er et resultat af det levede liv indenfor alle samfundsforhold. Når regionerne vil flytte fokus fra rollen som ”producent” af hospitalsydelser til rollen som leverandør af sundhed, så påtager de sig en rolle, de får ganske svært ved at gennemføre. Et væsentligt demokratisk problem er derfor sundhedsvæsnets manglende evne til at skabe mere lighed i sundhed. Heller ikke her ser reformen ud til at gavne nogen. Forskelle i leveår har intet med regionsgrænser – eller for den sags skyld hospitalers optageområde – at gøre. Det handler i stedet om forskelle mellem menneskers forskellige levevilkår inden for regionen.  F.eks. viser andelen af overvægtige lokale forskelle, og mange husker sikkert DR-Dokumentaren, som viste, at der i Aalborg er 13 års forskel i gennemsnitlig levealder i to kvarterer, der ligger ganske tæt på hinanden.

Forskelsbehandling

Desværre tyder meget på, at den sociale ulighed også medfører en negativ forskel i behandlingen. En forskel, der har større chancer for at ændres i et samarbejde mellem regionale og kommunale indsatser, hvor de rigtige indsatser i behandlingen betyder, at borgerne IKKE skal behandles ens for at stille dem lige. Med afsæt i fælles, faglige standarder skal borgerne behandles forskelligt. På den måde kan vi sikre mere lighed i sundhed

Her i udkanten kan tiltag som telemedicin som samarbejdsform mellem region, kommune og borgere være med til at sikre mere lighed i sundhed, men det kræver, at en række betingelser, f.eks. inddragelse af det lokale sundhedspersonale, er til stede.  Ærø er foregangskommune som den digitale ø.

Et andet forhold, der kræver forandring, er de traditionelle bureaukratiske tiltag ved udbuds- og indkøbsprocesser. Der er brug for demokratiske og ikke mindst gennemsigtige processer, hvor borgerne kan følge med i, hvad offentlige myndigheder bruger på indkøb og tjenesteydelser. Hvad det koster at sende i udbud, hvad det koster at udvælge, og ikke mindst hvad det koster at administrere sådanne indkøb. Det må være en demokratisk ret at borgere kan følge med, og at disse sager ikke – som i dag – er skjult på lukkede dagsordner. Det var derfor en god nyhed, da Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), på den nyligt afholdte generalforsamling udtalte, at tiden er løbet fra den traditionelle udbuds- og indkøbspolitik og samtidigt tilføjede:

Uanset regeringens farve er budskabet klart: Der er brug for flere hænder i hverdagen og mere tid til patienterne. På linje med en række eksperter og organisationer vurderer vi, at der næste år er behov for en vækst på 2 mia. i det regionale sundhedsvæsen, dvs. til hospitaler og praksissektor. Det er ikke penge øremærket til nye opgaver, men til at styrke indsatsen i patientbehandlingen generelt og dermed også til at lette presset på vores medarbejdere i hverdagen”.

Det regionale demokrati

Godt nok er der et valg lige om hjørnet, men jeg tror mere på Stephanie Lose end på hendes partifælle Lars Løkke Rasmussen. Og det er også et væsentligt demokratisk problem, når vælgerne er lede og kede af politikernes overfladiske holdninger, når tilliden, til at man kan tro på, hvad der bliver sagt, er forsvindende lille.  Det er et virkeligt demokratisk problem.

Når det specialiserede socialområde og miljø- og råstofområdet, på trods af mange eksperters vurderinger, ryger ud med badevandet og fjernes fra det regionale niveau alene på grund af sundhedsreformen, så er det næppe gavnligt, hverken for de svageste borgere eller for de miljø- og klimaforandringer, der bekymrer de fleste. Tværtimod skal regionerne påtage sig nye opgaver som sikring af biodiversitet, beskyttelse af naturressourcer og klimaforandringer i et tæt samarbejde med kommunerne. Skal Danmark opfylde FNs klimamål fra Paris-aftalen, og det haster, så skal regionerne have det overordnede ansvar for at samle parterne om opgaven og sikre planlægning på tværs af kommunegrænser.

Billedresultat for un climate goal
Skal Danmark opfylde FNs klimamål fra Paris-aftalen mener Vibeke Enrum, at regionerne skal have det overordnede ansvar for at samle parterne om opgaven. Foto: UN News

Regeringen undervurderer det regionale demokrati, når den foreslår, at regionsrådene skal erstattes af bestyrelser. Det handler om borgernes demokratiske indflydelse. Borgerne skal vide, hvem de kan gå til og hvem de kan stille til ansvar. Regionsrådene er ikke imod forandring – og vi er klar til at diskutere regionernes opgaver, forbedret forebyggelse og behandling i sundhedsvæsenet, diskutere hvordan det folkevalgte niveau i regionerne kan udvikles, og om hvordan den demokratiske dialog mellem regionsråd og borgerne styrkes. Men det kræver også at borgerne tager sig sammen og sætter sig ind i, hvad regionernes opgaver er og fremover skal være!


Vibeke Syppli Enrum sidder i Regionsrådet – Region Syddanmark for Enhedslisten, og stiller op for partiet ved det kommende folketingsvalg.